Så er det blevet tid til en anmeldelse mere og denne gang gælder det bogen The Black Swan af Nassim Nicholas Taleb.
Om The Black Swan
The Black Swan er en bog jeg læste for et halvt års tid siden og den har haft en relativt stor effekt på mig. Jeg har ofte tænkt på den og nogle af pointerne fra bogen, så alene ud fra den betragtning er bogen interessant. Jeg vil i indlægget fokusere på de dele af bogen der har med investering at gøre, og hvordan de kan appliceres i en investeringsportefølje. Således fokuserer jeg ikke så meget på den filosofiske del af bogen, men hvordan viden fra bogen kan appliceres på vejen mod finansiel frihed. Man kan med rette sige, at jeg i min egen portefølje gør brug af nogle af lektierne lært af bogen.
Bogen er centreret omkring konceptet black swans, det vender vi tilbage til lige om lidt, og beskæftiger sig med begreber som held, usikkerhed, sandsynlighed og viden. En black swan er en begivenhed med tre karakteristika: den er uforudsigelig, den har en stor indflydelse og efterfølgende brygger vi i fællesskab en forklaring der får den til at fremstå mindre tilfældig end tilfældet var. Det i sig selv er er temmelig interessant, men i forhold til investering kan det have en ret stor betydning og forekommer oftere end de fleste vil være ved. En black swan kan både være positiv og negativ. Nu når vi ved, hvad der karakteriserer sådan en type begivenhed, s lad os se på et par eksempler.
Gratis investeringsplan
Reklame
Gør som +85.000 andre og få styr på din risikoprofil med en gratis investeringsplan fra Norm Invest.
Eksempler på Black Swans i investeringsverdenen
Inden Novo Nordisk styrkdykkede blev aktien lovprist af stort set alle.
I millionærklubben blev Novo Nordisk hyldet som en sikker havn og stort set alle de ‘eksperter’ jeg læste analyser fra anbefalede Novo Nordisk som en sikker dansk aktie og en hjørnesten i enhver portefølje. Så med et styrtdykkede Novo Nordisk, og der var stort set ingen der havde en forklaring på hvorfor. Da Novo Nordisk er så stor en virksomhed som tilfældet og fylder så meget i C20 indekset som den gør, så har det en stor effekt på det danske indeks.
Det må også formodes, at mange danskere har Novo Nordisk aktier og for dem har et sådan dyk selvfølgelig stor indflydelse på værdien af deres investeringer. Efterhånden som aktien nåede bunden stod ‘eksperterne’ nærmest i kø for at forklare, at det jo var klart, at Novo Nordisk skulle falde i værdi, at konkurrenterne jo tydeligt havde været stærkere end kursen afspejlede og at en ledelseskrise i Novo Nordisk var forklaringen. Alt sammen forklaringer der først opstod efter dykket var sket.
Bitcoin
Et andet eksempel, vi er midt i, kunne være den enorme værdistigning på Bitcoin og andre kryptovalutaer. Ser vi på en graf over Bitcoins værdi det seneste års tid, her eksemplificeret ved en ETN der følger Bitcoins værdi, så kan vi se en ret ekstrem stigning:
Denne ekstreme stigning har både været uforudsigelig og haft en stor indflydelse. Bitcoin bliver mere og mere udbredt og teknologien bag spås af mange, at komme til, at have en meget stor indflydelse i fremtiden. Der er potentiale til et paradigmeskifte indenfor valuta, betaling og meget andet. Vi har dog endnu ikke det tredje parameter i spil, nemlig den efterfølgende forklaring. Adoptionen af Bitcoin har derfor potentialet til at være en black swan, men kan med rette ikke siges at være det endnu.
Jeg har selv Bitcoins og andre kryptovalutaer ikke kun fordi jeg håber på, at det kan bidrage til min værdibeholdning, men i endnu højere grad fordi jeg ønsker at støtte denne udvikling og fordi jeg håber på, at blockchain teknologien slår igennem og indfrier nogle af de forventninger mange os har til den. Det var et lille sidespring, det håber jeg I kan leve med.
Der kan bestemt også argumenteres for, at den ofte nævnte finanskrise også var en black swan. Det var en begivenhed der ramte pludseligt og uventet med temmeligt ekstreme følger. Selvom risikoen for en recession måske kunne have været forudset af nogle, var de ekstreme følger ikke noget der var til at forudse. Da korthuset faldt var følgerne store og selv her 10 år efter bliver krisen stadig nævnt som grund til nogle af de problemer der eksisterer i dag. Efterfølgende er der i høj grad også opstået en forklaring på, hvorfor krisen opstod og den har derfor alle karakteristika ved en black swan.
Viden i markedet
Generelt er der mange simplificerede forklaringer i investeringsverdenen. Falder en aktie på en given dag er investeringsrådgivere, igen er millionærklubben et godt eksempel, ikke sene til at komme med forklaringen om, at det skyldes en specifik begivenhed. Virkeligheden er dog, at det ved de ikke noget som helst om. Det er ikke fakta, men et gæt måske grænsende til en kort analyse.
Virkeligheden er langt mere kompleks og enkeltstående events har ofte mindre indflydelse end disse eksperter tror. Mennesket og især den menneskelige hjerne er dog ikke så god til at overskue, og acceptere denne kompleksitet og derfor har vi en tendens til at kompleksitetsreducere og fokusere på enkeltstående begivenheder, fordi vi på denne måde kan skabe forklaringer vi kan overskue og forstå. Vi mennesker er ikke ret gode til at acceptere, at vi ofte ikke har en forklaring og dermed ikke kan svare på spørgsmålet om ‘hvorfor’ noget sker.
Det er aspekter som dette der gør, at bogen har sat sig fast i min bevidsthed, og at jeg relativt ofte vender tilbage til den. Selv har jeg ikke det her behov for at kunne forklare alting, men jeg tror det er meget centralt for rigtig mange mennesker og det er i hvert fald et aspekt der gør sig gældende i investeringsverdenen. Et begreb som viden og en forståelse heraf hælder mere til den filosofiske side af bogen. Personligt synes jeg det er meget interessant og i forhold hertil er bogen meget spændende. Det er dog ikke så direkte applicerbart i forhold til en investeringsportefølje.
Investering ud fra black swans
Ud over, at black swans som fænomen er interessant, og at det er muligt at skrive en hel bog om emnet, så kan det også bruges i forhold til investering. Følgende er min fortolkning af investeringsstragien: barbell strategy, vægtstangsstrategi.
Min fornemmelse er, at langt de fleste af de mennesker der forfølger FIRE (financial independence retirement early) som jeg selv, gør brug af en passiv investeringsstragi. Det betyder investering i brede indeks med et minimum af risiko. Der kan naturligvis opstå black swans indenfor et sådan indeks, men dets påvirkning på indekset må anses som minimalt fordi en given enkeltaktie ikke er vægtet særlig højt. Det er med til at sænke risikoen, hvilket kan være en rigtig god ting. Med en vægtstangsstrategi skiftes noget af denne sikkerhed eller relativt lave risiko ud med noget der indeholder en langt højere risiko såvel som et langt større potentiale. Det kan illustreres således:
Kombinér aktier og obligationer
I virkeligheden er det lidt det samme, man som investor gør brug af ved en kombination af aktier og obligationer. Benytter man eksempelvis et relativt sikkert obligationsindeks og et mere risikofyldt aktieindeks, så har man en portefølje der kan illustreres med ovenstående billede. Her handler det så om at finde en ligevægt imellem de to, der passer til ens risikovillighed. I forhold til begrebet black swans og en vægtstangsstrategi opfatter jeg dog både obligations- og brede aktieindeks som relativt sikre.
I den modsatte ende er så enkeltaktier, eller andre aktiver, og gerne enkeltaktier med et stort potentiale og en høj risiko. Enkeltaktierne indeholder nemlig potentialet for black swans og dermed potentiale for en mangedobling i værdi. Ser vi på min portefølje, er den egentlig et eksempel på en sådan vægtstangsstrategi. Den indeholder over 80% aktieindeks, 13% obligationsindeks og lidt over 4% enkeltaktier. Enkeltaktierne, især Thin film Electronics, kan med rette siges, at have et black swan potentiale, men også en betydelig risiko. En investeringsportefølje med en lille del højrisiko/højt potentiale indhold er således en strategi for inkludering af potentialet for en positiv black swan begivenhed. At jeg er begyndt at sætte lidt penge i kryptovaluta såsom Bitcoin er også en måde at eksponere mig selv mod en positiv black swan.
Afsluttende
Jeg har ofte filosoferet lidt over, hvorfor jeg bliver ved med at inkludere enkeltaktier i min portefølje og det kan være svært at finde et præcist svar på hvorfor. Hvad enten det er hovmod, at jeg tror jeg er dygtigere end andre, eller det gælder ren og skær entusiasme for et givent produkt har været svært for mig at svare på. Jeg tror dog, at en sandhed der kommer tættere på skal findes i begrebet black swans. Jeg ønsker at være eksponeret mod noget, der kan give en mulighed for at finde en lottokupon, en hurtigere vej hen mod mit mål. Jeg er ikke helt afklaret med om dette er forklaringen, men jeg har på fornemmelsen, at det er en del af forklaringen.
Bogen giver stof til eftertanke i forhold til, om man bør have aktiver med en mulighed for at være en sort svane sammen med simpel investering. På en måde, er det det Bitcoin udfylder for mig.
Om ikke andet kan jeg klart anbefale bogen. Jeg synes den er utrolig interessant og jeg havde meget ud af at læse den.
Nordens største kryptobørs
Reklame
Investér i krypto, nemt og sikkert hos Firi.
Det tager 3 minutter at oprette dig.
Investering i kryptovaluta indebærer risiko, og du skal være over 18 år.