Saxo Banks Månedsopsparing gør det nemt og billigt at automatisere dine investeringer. Men er Saxo Banks Månedsopsparing en god investering?
Det spørgsmål skal vi finde et svar på, men først skal vi lige forbi hvad, hvem, hvor, hvilke og hvordan i forhold til Saxo Banks Månedsopsparing.
Hvad er Saxo Banks Månedsopsparing?
De fleste danske banker har efterhånden et produkt, der efterligner Nordnets månedsopsparing.
De fleste udgaver hedder noget i retning af bankens navn + månedsinvestering, fordi Nordnet sidder på begrebet månedsopsparing i et marketingperspektiv.
Det har Saxo Bank valgt at være ligeglade med, så deres udgave hedder bare en månedsopsparing. De har ikke engang prøvet at brande produktet som deres, så hos Saxo Bank kan du få en månedsopsparing og det hedder bare en månedsopsparing.
Helt enkelt.
De ligner alle sammen hinanden udenpå, så det er som regel, når vi når til selve investeringsdelen, at der er forskel.
Den del vender vi vil tilbage.
Saxo Banks udgave af en månedsopsparing er enkel og nem at bruge, der er ingen kurtage ved køb og du kan få spredt din risiko ud over tid.
Du kan pause dine indbetalinger eller ændre dem lige så tosset, du har lyst til.
Intet nyt under solen dér.
Det ville også undre mig, hvis en bank der efterligner nogle andre, lige pludseligt opfandt den dybe tallerken og fandt på noget helt nyt.
Gratis investeringsplan
Reklame
Gør som +85.000 andre og få styr på din risikoprofil med en gratis investeringsplan fra Norm Invest.
Hvem kan investere med en månedsopsparing?
For at kunne bruge månedsopsparingen, skal du lige have dig en konto hos Saxo Bank.
Det kan klares online med MitID, så det skulle ikke være den store forhindring.
Helt generelt kræver Saxo Bank, at du er over 18 år, så du kan ikke bruge månedsopsparingen til en børneopsparing eller en konto til mindreårige.
Jeg kan ikke finde det specifikt på skrift, men ud fra hvad de skriver, så udleder jeg, at du heller ikke kan bruge månedsopsparingen til en pension eller til en aktiesparekonto.
Hvis der er nogle, der ved, at det forholder sig på anden vis, så skriv gerne en kommentar, så retter jeg til.
Hvor meget kan jeg investere?
Saxo Bank oplyser, at der hverken er et minimums- eller maksimumsbeløb, når det gælder deres månedsopsparing.
I praksis må der dog være et minimumsbeløb, da du jo ikke kan investere mindre end et givent værdipapirs værdi, medmindre der tilbydes fractional shares og det mener jeg ikke, at Saxo Bank har kastet sig over endnu.
Har du udset dig en fond, der koster 200 kr. pr. stk., men du kun har 100 kr. på kontoen, kan du derfor ikke foretage dig et køb.
Dine penge bliver investeret hver d. 5. i måneden, medmindre det er en weekend eller helligdag. I det tilfælde bliver pengene investeret den næst følgende hverdag.
Hvad koster Saxo Banks Månedsopsparing?
Selve Saxo Banks Månedsopsparing koster ikke noget.
Der er ikke noget depotgebyr forbundet med månedsopsparingen og købs-kurtagen er som tidligere nævnt fjernet.
Du skal dog stadig betale kurtage, når du sælger.
Det der koster noget, er de fonde, du investerer i. Her er der selvfølgelig forskel, alt afhængigt af, hvad du vælger.
Hvilke fonde kan jeg investere i?
Med Saxo Banks Månedsopsparing, kan du investere i fonde fra følgende udbydere:
- Sparinvest/Sparindex
- Maj Invest
- Storebrand
- Skagen
- Amundi/Lyxor
- iShares
Det betyder, at der en del forskellige muligheder.
Der er dyre aktive fonde fra Maj Invest, Sparinvest og Skagen. Hold dig fra dem.
Men der er også billige danske investeringsforeninger fra Sparindex og Storebrand. Det gælder eksempelvis Sparindex Globale Aktier, som er min egen foretrukne investeringsforening, men også Storebrand Indeks – Alle Markeder A5 (ticker: STIIAM).
Sidstnævnte kunne godt være en grund til, at nogle ligefrem vælger Saxo Bank til fremfor andre, så det er værd at bide mærke i.
Listen inkluderer også billige ETFer fra iShares og Amundi, så er du ligeglad med lagerbeskatning og går mere op i omkostninger, er der også gode muligheder dér.
Det betyder samlet set, at du har en del muligheder for at sætte dine investeringer sammen på fornuftig vis, hvis du lige styrer udenom de aktive fonde.
Men det betyder også, at du kan risikere at gå i stå, før du overhovedet er kommet i gang, hvis du er begynder og ikke aner, hvad du skal vælge.
Hvorfor investere med Saxo Banks Månedsopsparing?
Saxo Banks Månedsopsparing er grundlæggende det samme som alle de andre månedsopsparinger.
Den er nem at bruge, billig og hjælper dig til automatisk at investere hver måned, så du spreder din risiko og gør det til en god vane at spare op.
Super fint.
Men det er også de ting, en månedsopsparing som minimum skal kunne for overhovedet at have en eksistensberettigelse.
Medmindre du aktivt leder efter et sted at kunne lave en månedsopsparing med Storebrand Indeks – Alle Markeder A5, så tænker jeg, at det giver mening at sige, at Saxo Banks Månedsopsparing er til dig, der i forvejen har dine investeringer hos Saxo Bank og ønsker at gøre brug af en månedsopsparing.
I nogle år har det været sådan, at en del af de private aktive investorer havde en månedsopsparing hos Nordnet til den passive del af porteføljen og en konto hos Saxo Bank til den aktive del, da omkostningerne her var lavere i de perioder, hvor Saxo Bank prøver at stjæle kunder.
Nu kan du så samle det hele hos Saxo Bank, hvis du ellers gerne vil gøre brug af deres platform til andre former for investering.
Er Saxo Banks Månedsopsparing en god investering?
Ja.
Saxo Banks Månedsopsparing er grundlæggende en rigtig god løsning.
Det er nemt, billigt og fleksibelt.
Godt.
Du har mulighed for at lave en systematisk investering i billige passive danske investeringsforeninger eller endnu billigere udenlandske ETFer, afhængigt af, hvad der passer dig bedst.
Endnu bedre.
Udfordringen er, at det for en begynder, en overtænker eller bare helt almindelige mennesker kan være svært at vælge, når udbuddet er stort og forskellene svære at forstå.
Saxo Bank kan hjælpe dig med inspiration, du kan kigge i diverse fora og grupper og se, hvad andre vælger og du kan se nærmere på, hvad jeg selv gør på mit aktiedepot.
Men når du vælger en billig investeringsløsning på en platform, der er lavet til gør-det-selv folket, så fravælger du investeringsrådgivning og må derfor ultimativt træffe valget selv.
Hvorvidt Saxo Banks Månedsopsparing er en god investering, er derfor afhængigt af, hvad du vælger at investere i og om den sammensætning passer til dig og din risikoprofil.
Nordens største kryptobørs
Reklame
Investér i krypto, nemt og sikkert hos Firi.
Det tager 3 minutter at oprette dig.
Investering i kryptovaluta indebærer risiko, og du skal være over 18 år.
Saxo Bank har så vidt jeg ved ikke pensionsdepoter, og kan derfor heller ikke bruge månedsopsparing til disse.
Månedsopsparing er derudover i modsætning til Nordnet sin helt egen konto, så det kan ikke blandes sammen med det normale aktiedepot.
Den virker ikke til aktiesparekontoen, men da den blev lanceret var der en der åbnede muligheden for at det kunne ske på sigt. Men kun på det niveau der hedder “måske muligvis”, så de har ikke lovet noget.
Tak for feedback, så kan vi andre også blive klogere.
Jeg er også primært Nordnet bruger indtil videre, men jeg har oprettet mig hos Saxo for at se deres systemer an. Jeg synes også, at det virkede mystisk, at de vælger at kalde deres månedsopsparing for en helt særlig type af underkonto. Gad vide om det kan lade sig gøre at overflytte værdipapirer købt på Saxo månedsopsparing til en anden bank?
Det kan jeg desværre ikke svare på.
Har du spurgt Saxo Bank?