Risiko, risikotolerance og risikohåndtering er nogle af de mest centrale begreber for en investor, men hvad er det og hvordan gør du? Læs med og bliv klogere…
Risiko er et ydtryk for volatilitet i porteføljen. Ingen risiko, intet afkast. Risikotolerance er et udtryk for, hvor meget risiko, du personligt er tryg ved. Risikohåndtering er, hvordan du i praksis efterlever din risikotolerance i din investering.
Risiko er et svært begreb med flere aspekter. Grundlæggende så gælder det om for dig at håndtere risiko baseret på din risikotolerance som består af din risikoevne og din risikovilje. Det var mange ting på én gang, men vi skal nok komme igennem det hele, når vi sammen skal forholde os til aktier og risiko.
For det første er det vigtigt at forstå, at risiko ikke er en negativ ting. Risiko er et udtryk for det, at man som investor i nogen grad er nødt til at satse lidt, for at få et afkast. Står vores penge på en bankkonto og samler støv, bliver de over tid mindre værd pga. inflation.
Ønsker vi, at de i stedet skal investeres med det formål at generere et afkast, så er vi nødt til at påtage os en risiko. Der er ingen vej udenom. Der findes ingen risikofri investering. Risiko er således muligheden for et positivt afkast, men også muligheden for et negativt et af slagsen. Jo større risiko, jo større udsving, volatilitet, og mere potentiale for afkast.
Intet afkast uden risiko.
Gratis investeringsplan
Reklame
Gør som +85.000 andre og få styr på din risikoprofil med en gratis investeringsplan fra Norm Invest.
Risikotolerance
Risikotolerance er et paraplybegreb for de to underliggende typer af risiko, der er ret forskellige. Den ene kan siges at have karakter af at være mere økonomisk og i nogen grad objektiv, hvorimod den er af mere psykologisk karakter og deraf også mere subjektiv.
Risikoevne
Risikoevnen er den type af risiko, der er mere objektiv og af økonomisk karakter.
Jobsituation
Overvej eksempelvis, hvordan din jobsituation ser ud. Er du ansat et godt og trygt sted eller er du nervøs for nedskæringer. Har du en uddannelse eller kompetencer, der sikrer, at du nemt kan få et nyt job, hvis du skulle være så uheldig at miste dit nuværende eller er du lidt på spanden, hvis uheldet skulle være ude.
Jo mere sikker du er i dit job og dermed sikker på din indtægt, jo højere økonomisk risiko kan du tåle at tage. Jo nemmere du har ved at få et nyt job og dermed sikre, at du kan forsørge dig selv, jo højere risiko kan du tåle at tage. En god jobsituation med et sikkert job eller en god mulighed for at finde et nyt job, betyder således en større risikoevne.
Forbrug
Forbrug tæller også med her. Jo lavere dit forbrug er, jo mindre sårbar er du over for pludselige ændringer i indtægt. Et lavt forbrug giver således også en større risikoevne. Bruger du mange penge og er vant til at bruge mange penge, kan det være svært at lære at leve anderledes lige pludseligt. Det er en lidt sårbar situation og med til at mindske risikoevnen. Bor du billigt til leje, er din situation meget fleksibel og du kan derfor bedre tillade dig at påtage dig risiko. Omvendt, hvis du bor i en meget dyr ejerbolig, er du bundet i langt højere grad, fordi du med al sandsynlig skylder en del penge og disse skal betales uanset, hvad der ellers måtte ske i dit liv. Tænk den slags med i ligningen, når du overvejer din risikotolerance.
Når det gælder risikoevnen, så handler det om penge ind og penge ud. Jo flere penge der kommer ind og jo nemmere det er, at sikre dette, jo højere risikoevne. Jo færre penge der strømmer ud og jo mindre forbrug der er behov for, jo større risikoevne.
Denne form for risiko har karakter af en økonomisk risiko og her står vi alle sammen forskelligt. Det betyder, at det kan være svært at sammenligne risikohåndtering med andre uden at kende bevæggrundene, eksempelvis deres situation i forhold til risikoevne.
Risikovilje
Den anden del af risikospekret kaldes for risikovilje og er af psykologisk karakter.
Hvordan ville du håndtere det, hvis dine aktier i løbet af relativt kort tid faldt med 40%-50% i værdi, som det var tilfældet i løbet af startskuddet på finanskrisen. Giver det så stort et chok, at du nærmest i panik sælger på bunden og dermed taber en masse penge?
Ligger du vågen om natten og bekymrer dig om dine investeringer, er det et klart tegn på, at din risiko i porteføljen er for stor. Risikoen påvirker dig psykisk i en grad du ikke er i stand til at håndtere ordenligt. Husk på, at der med investering er tale om dig og ikke din nabo. Det handler i mindre grad om, hvad andres risikovilje er og i stor grad om, hvad din risikovilje er.
Dette er åbenlyst ikke et sort/hvidt spørgsmål, da vi som mennesker naturligvis er influeret af andre omkring os og således har andres risikovilje en afsmittende effekt på os. Er du mere forsigtig af natur og kan du bedst lide at gå med både livrem og seler, så har du en anden risikovilje, end dem der dyrker ekstremsport.
Vi er forskellige, har forskellig risikovillighed, og det bør afspejle sig i, hvordan vi forholder os til risikohåndtering.
Risikohåndtering
De to forskellige aspekter af risiko giver tilsammen din risikotolerance og denne skal afspejles i dine investeringer. Dette er at håndtere din risiko. Som investorer skal vi altså både forstå vores risikotolerance og dernæst vide, hvordan vi afspejler denne i vores investeringsportefølje.
Førstnævnte har du læst en del om i dette indlæg, men sidstnævnte har vi ikke beskæftiget os med endnu. Der står heldigvis mere om dette i simpel investering, men lad os lige skitsere en nem måde at afspejle forskellige risikotolerancer i en portefølje:
- Lav risiko: 25% aktier & 75% obligationer
- Mellem risiko: 50% aktier & 50% obligationer
- Høj risiko: 75% aktier og 25% obligationer
- (Meget høj risiko: 100% aktier)
Disse 3 modelporteføljer er gode udgangspunkter for en porteføljesammensætning. Den 4. med de 100% aktier er med for at illustrere, at en sådan portefølje er at betragte som meget høj risiko, til trods for, at jeg ser mange, der har 100% aktier, ingen obligationer, og ikke betragter dette som risikabelt. Det må de jo heldigvis selv om. Personligt ligger jeg et sted imellem høj risiko og meget høj risiko.
Andre aspekter af risiko
Vi kan altså ret nemt sammensætte porteføljer, der afspejler forskellige grader af risiko. På den måde er det muligt at skabe en relativ balance i din portefølje, der passer dig. Her skal vi så bare huske at rebalancere vores portefølje en gang eller to om året, så balancen holdes over tid. Det kan passende gøres i foråret, hvor de fleste fonde udbetaler udbytte.
Udover indholdet af porteføljen, så er tid også en faktor, når det gælder investering. Er tidshorisonten for investeringen kort, under 5 år, er der nok ikke engang tale om investering, men i stedet spekulation. Når det kommer til tid, så gælder det, at jo kortere tid en investering holdes, jo højere er risikoen og jo længere tid en investering holdes, jo mindre er risikoen. Det betyder samtidig også, at jo længere tid der er til, at en investering skal realiseres, at pengene skal bruges, jo højere risiko kan man som investor tage. Det er derfor, at unge mennesker der sparer op til en pension rådes til, at have en relativt høj risiko i deres investeringsportefølje.
Udnyt kriser til at forstå risiko
Alt det her med risiko kan godt være meget abstrakt, svært at forstå og derfor også svært at arbejde med i praksis. Jeg vil mene, at det at forstå ens risikotolerance er et evigt projekt. Både fordi det er svært, det handler om at forstå sig selv og hvornår gør vi egentlig det til fulde, men også fordi, at den ændrer sig i takt med livets gang. Din risikotolerance som nyuddannet med et godt job og lang tid til pensionsalderen, er ikke den samme som 70årig nystartet i pensionisttilværelsen.
Kriser er et fremragende tidspunkt at lære forstå sig selv bedre, så udnyt det. Brug kriser til oprigtigt at mærke efter og forstå risikovilje. Før du har prøvet at miste 20% – 30% værdi af dine investeringer, er det svært at sætte sig ind i, hvordan du vil reagere på det. Det er en meget svær øvelse uden praktisk erfaring. Jeg har selv med tiden fundet ud af, at min risikotolerance er noget højere, end jeg troede. Jeg kan godt kigge på et stort minus på min konto, uden at min puls ændrer sig ret meget. Du har det givetvis på en anden måde.
Mit råd om risiko
Mit klare råd, når det gælder aktier og risiko, vil være, at du bruger krudt på at forstå din egen risikotolerance og håndterer den ved at sammensætte en investeringsportefølje, der matcher den med passive indeksfonde. Herefter accepterer du markedets gang og tager imod det afkast, den pågældende risiko du er villig til at løbe giver dig. Hvis du starter dér, hvor de fleste gør, nemlig med at jagte afkast, så risikerer du med stor sandsynlighed at påtage dig langt mere risiko, end du er komfortabel med fordi risiko er lig med potentialet for afkast. Husk på, at det er dine investeringer, det gælder. Det betyder, at de skal passe til dig og din risikotolerance, ikke din nabos.
Se med, når Ben Felix forklarer om risiko:
Nordens største kryptobørs
Reklame
Investér i krypto, nemt og sikkert hos Firi.
Det tager 3 minutter at oprette dig.
Investering i kryptovaluta indebærer risiko, og du skal være over 18 år.
Fint indlæg der opridser forskellige begreber indenfor risiko, som er et emne der ikke er så godt belyst i den brede offentlighed. 2 kommentarer:
En 100% aktieportefølje er mindre volatil end en 100% obligationsportefølje på 20 og 30 års sigt, så jeg mener ikke du har ret i din klassificering af risiko mht aktier og obligationer på lang sigt.
https://www.marottaonmoney.com/real-returns-favor…/
I fire øjemed må man også se på risikoen for at man ikke opbygger nok formue. Ud fra dit skriv kunne man formode at man har mindst risiko ved 100% obligationer (hvis de har lavest volatilitet) men det kunne let føre til at man slet ikke fik opbygget nok formue. Derfor er jeg selv tilhænger af langsigtet investering – køb og hold – af 100% aktier, for det giver høj formuetilvækst til en fornuftig risiko.
Det er nok meget få, det giver mening for at have mere end 50% obligationer.
Måske klassificeringen burde hedde:
– lav risiko: 50% obl & 50 akt
– Mellem risiko 75% obl & 25% akt
– Høj risiko 10% obl % 90 akt.
Og så en meget høj risiko 100% aktier.