Pseudoarbejde

Jeg har læst bogen pseudoarbejde og du burde gøre det samme. Læs med og find ud af hvorfor.

Jeg har lige siden jeg første gang hørte om bogen Pseudoarbejde tænkt, at den burde jeg læse. Det har jeg nu gjort og her er mine tanker om bogen og dens betydning for økonomisk uafhængighed.

Om bogen

Fra Saxo:

“For 100 år siden var alle overbeviste om, at vi i dag ville arbejde 15 timer om ugen. Det skete ikke. Og det var ikke, fordi effektiviseringerne udeblev. Vi arbejder sta­dig på livet løs. I denne bog begiver antropologen Dennis Nørmark og filosoffen Anders Fogh Jensen sig ud på en rejse for at finde ud af, hvad vi laver i vores arbejdstid. Det er blevet en rejse ind i det absurde, hvor meningen med arbejdet er forsvundet, og hvor løftet om fritid aldrig blev indløst. I ste­det fik vi flere regler, kontroller, møder og ligegyldige Power­Point-præsentationer.

Bogens forfattere kommer fra hver sin politiske fløj, men bogen er ikke et møde på midten. Det er et opgør med en gammeldags måde at tænke arbejde på og et bud på, hvad enhver kan gøre som arbejdstager, leder, og hvad vi kan gøre som samfund. For det er på tide at tænke og handle anderledes, hvis ikke vi skal blive til grin overfor både vores fremtid og vores fortid og begå århundredets største dumhed. Men det kræver et opgør med et af vor tids største tabuer: Pseudoarbejdet.”

Der er mange aspekter at vende i forhold til bogen Pseudoarbejde, men jeg har valgt tre ud, som jeg vil beskæftige mig med her:

• Tid
• Mening
• Det usagte

Tid og pseudoarbejde

Tilbage i starten af det 20. århundrede buldrede industrialiseringen frem og havde efterhånden gjort det længe. Flere økonomer ytrede sig højt om, at i fremtiden ville vi komme til at arbejde markant mindre. Den øgede produktivitet ville simpelthen føre til et mindre behov i form af tid brugt på arbejde.

Det skete bare ikke rigtig.

Vi arbejder stadig stort set lige så meget som for 100 år siden. Det kan der være mange forklaringer på og forfatterne bag Pseuarbejde præsenterer flere af dem, men for mig står særligt en grund helt klar. Vores mindset for rammerne for arbejdet har ikke flyttet sig. I industrien, som dominerede arbejdsmarkedet for 100 år siden, var tanken helt simpelt på mennesket som en maskine. Kunne der produceres x antal af en eller anden dims på 20 timer, kunne der produceres 2X antal af dimsen på 40 timer.

Vidensarbejdere

De rammer er ikke forsvundet og vi definerer fortsat langt det meste arbejde ud fra en tidsramme. Grundlæggende er mange af os vidensarbejdere, fancy ord for kontoransatte, ansat til at være på arbejde et bestemt antal timer om ugen og dernæst at løse mere eller mindre definerede opgaver i det tidsrum. Er vi effektive og løser dem hurtigt, får vi enten nye opgaver eller må finde på noget at lave de resterende timer. Vi er med andre ord ikke ansat til at løse en opgave, men at bytte vores tid for penge på en ret lineær facon. Vi kan ikke bare gå hjem, når vi er færdige.

Det er egentlig ret fascinerende, at vi ikke er kommet videre. Jovist, der er brancher og forskellige nye tiltag der rokker lidt ved dette, men i store træk holder denne tanke ved. Det er absurd at tro, at man får præcist det samme kvalitets videnarbejde ud af de sidste 20 timer, som af de første 20. Den erkendelse er bare ikke blevet en del arbejdsmarkedspolitikken.

Der er mange andre spændende dele af tidsaspektet i bogen, men dette, er det, jeg har tænkt mest over efterfølgende.

Postbuddet

Her føler jeg mig draget til at komme med et eksempel fra bogen Pseudoarbejde, som simpelthen illustrerer tidsaspektet på bedste vis. Det skal handle om postbude. Tidligere var det sådan, at man som postbud havde en rute og når man var færdig med den, så havde man fri.

Det er altså et eksempel på arbejde, der er opgavebestemt og ikke tidsbestemt. Var man effektiv og hurtig, kunne man holde tidligt fri.

Det duer selvfølgelig ikke i sådan et socialdemokratisk land som Danmark, hvor det vigtigste af alt er, at vi er lige. Tænk nu hvis der var nogen, der af eget frit initiativ dygtiggjorde sig, så de kunne løse den samme opgave på mindre tid. Det kan vi ikke have. Det er min analyse af, hvorfor der skete det, der gjorde, ikke bogens pointe.

Man lavede nemlig om på dette og i stedet for at arbejdet som postbud var opgavebestemt, blev det tidsbestemt. Der var ikke længere nogen gulerod forbundet med at være effektiv, for var man tidligt færdig med sin rute, så fik man bare en ny. Sjovt nok blev postbuddene langsommere og det gik endda så vidt, at de indførte krav om overtidsbetaling, fordi det nu ikke længere kunne lade sig gøre at nå ud med posten indenfor tidsbestemmelsen.

Det synes jeg er et genialt eksempel på forskellen imellem opgavebestemt arbejde og tidsbestemt arbejde. Måske de to kunne kombineres til en slags opgaver med et loft over tid brugt på opgaverne.

Mening og pseudoarbejde

Et andet aspekt er en generel meningsløshed i meget arbejde. Det kan der være flere grunde til. Meget arbejde er i dag kontorarbejde og størstedelen af dette foregår med øjnene klistret direkte til en skærm. Da mange mennesker er sociale væsener, der har et behov for interaktion med andre, skal der ikke meget fantasi til for at forstå, hvordan denne moderne arbejdsform kan virke meningsløs for mange.

Derudover er der meget arbejde i dag, som slet og ret er rene bureaukratiske øvelser. Det fylder ofte en del i medierne, fordi de fleste af os har gennemskuet, hvor absurd og dumt det er, for ikke at tale om dyrt. Skiftende statsministre de seneste mange år har alle lovet at sætte de offentlige medarbejdere mere fri og at mindske bureaukratiet, men lige lidt har det hjulpet. Bureaukratiet er støt stigende og mængden af lovgivning og regler stiger år for år. Jo mere af den slags, jo mere kontrol og dermed mere arbejde der for mange virker meningsløst.

Opfinde opgaver

Det aspekt jeg dog synes, var mest interessant, følger lige i halen af tidsaspektet. De fleste jobs indeholder en 37 timers arbejdsuge, men der er faktisk en stor del af dem, hvor der reelt ikke er arbejde til at fylde de 37 timer ud med. Helt Storm P-agtigt er det så, at de ansatte opfinder ting at lave og skaber merarbejde for hinanden, for at fylde timerne ud. Det er en af forklaringerne på alle de mange møder vi går til, som ikke giver hverken mening eller værdi. Det er totalt absurd og sammenlignet med tidsaspektet betyder det, at det er de færreste der har en interesse i at optimere arbejdsgange eller at være effektive, fordi det blot betyder, at de skal opfinde mere pseudoarbejde for at fylde tiden ud.

Dette har jeg tænkt meget over og jeg har faktisk også foreslået, at vi på min arbejdsplads skulle prøve at lave et eksperiment med at arbejdsugen ikke er 37 timer, men mere opgavebaseret. Den idé er ikke umiddelbart blevet købt, selvom min nærmeste leder ikke er afvisende. Nu har jeg været ansat i 3 måneder og dermed er prøveperioden slut, hvilket gør det lidt nemmere at foreslå den slags. Vi må se, hvad det ender med.

• Impostor-fænomenet kunne også være en del af forklaringen.

Det usagte om pseudoarbejde

I forlængelse af både tidsaspektet og især manglen på mening, finder vi det usagte. Hvis det er så almindeligt, at arbejdet er fyldt med pseudoarbejde og tidsspilde, hvorfor er der så ikke nogen, der gør noget eller i det mindste siger det højt? Virkelig godt spørgsmål, svært at svare entydigt på.

En af forklaringerne er helt sikkert, at folk ganske enkelt har brug for den indtægt de får fra deres job. Er man afhængig af indtægten, så vejer det med al sandsynlighed noget tungere end at sige højt, at man ikke har nok at lave eller at vi burde arbejde mindre. Der er nok en følelse af, at man risikerer at miste arbejdet og dermed indtægten, hvis man påpeger absurditeterne. I bogen forklares det også, at mange mellemledere vinder prestige, ved at have mange medarbejdere under sig. De er derfor på ingen måde interesserede i at skille sig af med nogle af dem, tværtimod ønsker de så mange som muligt.

Ikke i nogens interesse

Mange ledere er naturligvis heller ikke interesseret i, at problematikken når op til overfladen. Det betyder, at de skal finde/opfinde arbejde, der måske ikke eksisterer og hvordan skal man lige lykkes med den opgave. Lad os antage, at der er et eller andet kontorjob som i realiteten kræver 20 timers arbejde om ugen. Medarbejderen har behov for løn svarende til en fuldtidsstilling og da arbejdsmarkedet er bygget om en 37 timers arbejdsuge, ja så har vedkommende ikke interesse i at gøre det klart, at arbejdet tager 20 timer om ugen. Ledelsen har også en udfordring, for hvis de slår stillingen op som en deltidsstilling i stedet for en fuldtidsstilling, får de måske mindre kvalificerede ansøgere. Derudover er der det her aspekt med prestigen og dermed nok også lønnen, ved at have mange ansatte. Stort er godt.

Rammerne tilsiger altså, at der ikke er nogen, eller i hvert fald ikke ret mange, der glædeligt stiller sig op, peger på kejseren og proklamerer, at han ikke har noget tøj på.

Pseudoarbejde gør dog et rigtig godt forsøg på at være netop den dreng. Bogen er helt klart værd at læse og den får en klar anbefaling med herfra.

Har du læst bogen og gjort dig nogle tanker om den? Skriv i kommentaren.