Pluto

Pluto er en ny dansk investerings-app med et stort fokus på lave priser og muligheden for fractional shares. Men, er Pluto fremtiden?

Pluto er en ny dansk investerings-app med et stort fokus på lave priser og muligheden for fractional shares. Men, er Pluto fremtiden?

Hvad er Pluto?

Pluto er en ny dansk aktieplatform med et særligt fokus på lave omkostninger.

De skriver sig derfor ind i rækken af platforme, der tager kampen op med de notorisk langsomme (i forhold til fornyelse) og ofte dyre banker på det danske marked.

Mere konkurrence er en god ting for dig.

Pluto blev stiftet tilbage i 2021 af Oscar Vingtoft og Joakim Bruchmann med “missionen om at bygge en bedre finansiel fremtid for millioner af Skandinaviske opsparere i et marked som ikke havde fornyet sig siden 90’erne med monopol-lignende tilstande.”

Så er vi ligesom i gang.

Jeg mødte Joakim tilbage i 2021, i Plutos helt spæde start, fordi de fik en kontorplads i Copenhagen Fintechlab, hvor jeg arbejdede for Norm Invest.

Så det er spændende at se, at Pluto nu er live.

Gratis investeringsplan

Reklame

Norm Invest er den nemmeste måde at investere på. Du starter med en gratis investeringsplan, der sikrer, at din investering passer til dig.

Gør som +85.000 andre og få styr på din risikoprofil med en gratis investeringsplan fra Norm Invest.

Plutos priser

Hos Pluto er der ingen minimumskurtage, som du ellers kender det fra konkurrerende banker og andre aktieplatforme.

Det betyder, at du bedre kan handle for mindre beløb, fordi dine penge ikke bliver spist op af omkostninger i form af kurtage.

Pluto opkræver 0,08% kurtage for 

handler over 10.000 kr., hvilket er samme pris som Saxo Bank, men billigere end Nordnet.

Du kan se Plutos sammenligning af priserne med Nordnet og Saxo Bank herunder ved investering af 10.000 kr. i amerikanske aktier.

Pluto priser sammenlignet med Nordnet og Saxo Bank

Læg mærke til, at købet af 5 aktier for 10.000 kr. nok er valgt, så Pluto kan vise 0 kr. i kurtage.

Hvis købet er 10.001 kr., skal du lige tage højde for de 0,08% i kurtage.

Smart trick.

Så pas på, det er ikke helt så billigt, som det ser ud.

En smart ting er dog, at du kan købe fractional shares.

Fractional shares

En fractional share er en mindre del af en aktie.

Det betyder, at hvis en aktie i virksomhed X koster 1.000 USD, behøver du ikke at have 1.000 USD for at kunne investere i virksomheden og købe aktien.

Har du 100 USD, kan du købe 1/10 af aktien.

En fraction of a share.

Det har flere fordele. Du kan komme i gang for mindre beløb, hvilket favoriserer begynderen, men det er også nemmere for dig at få en god spredning på dine investeringer.

Med fractional shares bliver investering mere som bland-selv slik.

Du kan få for hundrede kroner af virksomhed X, 50 kr. af virksomhed Y og for 200 kr. af virksomhed Z, uden at skulle forholde dig til, hvad den enkelte aktie reelt koster.

Samme mulighed har du hos den nystartede konkurrent Endavu, men ingen af de større platforme eller banker har indført den mulighed endnu, så vidt jeg ved.

Det må dog bare være et spørgsmål om tid og investering i systemerne og teknikken i maskinrummet før det sker, for fractionals er en stor fordel for kunden.

Det er i hvert fald en feature, jeg holder med på det danske marked.

Hvilke aktier kan jeg købe hos Pluto?

Indtil videre kan du kun handle amerikanske aktier igennem Pluto.

Vil du gerne købe Apple, Tesla eller Nvidia, er det jo ikke noget problem. Kunne du godt tænke dig at investere i nogle af danskernes yndlingsaktier i form af Novo Nordisk, Vestas eller Mærsk, så kommer du til kort.

Det amerikanske aktiemarked er uden samenligning verdens største, da det er større end alle andre markeder i verden lagt sammen.

Så det er det oplagte sted at begynde for Pluto, men det er kun begyndelsen.

Inden længe vil det være muligt at få adgang til langt flere markeder igennem platformen.

Hvilke vides ikke endnu.

Sikkerhed hos Pluto

Pluto har høje sikkerhedsstandarder og login foregår med MitID.

De er reguleret under dansk lov.

Dine midler er dækket af indskydergarantien op til 100.000 EUR, som du kender det fra din almindelige bankkonto.

Pluto har en dansk support og anvender derfor ikke outsourcede call centre.

Har Pluto en månedsopsparing?

Pluto tilbyder ikke en månedsopsparing i klassisk forstand, som vi kender det med eksempelvis Nordnets månedsopsparing.

Det er også svært, så længe de kun tilbyder handel med amerikanske aktier.

I stedet har Pluto en auto-invest feature, så du kan opsætte en slags månedsopsparing i enkeltaktier.

Det lyder ret spændende og som noget, jeg tror kunne være interessant for de investorer, der netop ønsker løbende investering i bestemte aktier.

Jeg kan ikke se featuren i appen, måske fordi jeg ikke har overført penge endnu, så jeg kan ikke gå mere i dybden med, præcist hvordan det fungerer.

Afsluttende tanker

Pluto er helt sikkert forfriskende pust i en branche, der i dén grad har brug for øget konkurrence og nye øjne på, hvordan fremtidens aktieplatform ser ud.

Da Pluto kun giver adgang til investering i amerikanske aktier og ingen mulighed for fonde, er det alt for tidligt for mig at sige noget om, hvorhvidt det er et godt sted at investere og om Pluto er fremtidens aktieplatform.

Det skyldes, at amerikanske aktier i det store hele ikke er interessante for mig.

Jeg ønsker at investere i passive indeksfonde så billigt som muligt, med den bredest mulige eksponering og på en måde der giver mening for mig i forhold til beskatning.

Det tilbyder Pluto ikke noget af endnu.

Men jeg har jo også en investering i MicroStrategy og den ville jeg kunne købe billigere igennem Pluto.

Jeg er dog meget glad for at holde mine investeringer samlet og lidt billigere handelsomkostninger gør ikke, at jeg vil splitte mine investeringer op.

Men muligheden for fractional shares er rigtig spændende og det er en feature, jeg kommer til at holde øje med.

Hvad tænker du om Pluto?

Nordens største kryptobørs

Reklame

Firi Nordens største kryptobørs

Investér i krypto, nemt og sikkert hos Firi.
Det tager 3 minutter at oprette dig.

Investering i kryptovaluta indebærer risiko, og du skal være over 18 år.

8 thoughts on “Pluto”

  1. Jeg tænker, at til day- og swingtrade med mindre beløb er det sikkert fint. Jeg ville ikke bryde mig om at have større beløb investeret hos dem igennem længere tid, indtil de har en meget længere historik.

    På plussiden indberetter de til skat, og tilbagesøger for megen betalt udbytteskat i henhold til DBO’en. På minussiden mangler der en valutakonto.

    Jeg kan ikke finde nogen information om, hvordan drip håndteres skattemæssigt. Er man rigtig uheldig kan det være, at skat lagerbeskatter det som kapitalindkomst.

    For en passiv investor er de ligegyldige. Ingen danske indeksfonde, og ingen månedsopsparing. Selvom de skulle få det på et tidspunkt, kan de alligevel ikke gøre det bedre end f.eks. Nordnet og Danske Bank allerede gør det, so why bother.

  2. Jeg har faktisk været lidt irriteret over, at vi ikke har haft muligheden for fractional shares i Danmark, da jeg begyndte at gøre lidt i amerikanske udbytteaktier, men nu er jeg så langt i mit opsparingsforløb, at jeg ikke anser det som noget, jeg vil gøre brug af. Havde jeg haft længere tid tilbage i markedet, så ville jeg sandsynligvis have benyttet mig af de nye muligheder.

  3. Hej Sune
    Tak for gennemgang!
    Det er ret misvidende, du bare viser deres prissammenligningstabel. Den er jo desideret vildledende. Du har selv luret den, men det er nok ikke alle, der ser dit opslag, som forstår det. Desuden skriver du, at du ville kunne handle MicroStrategy billigere igennem Pluto end noget andet sted. Det er jo også forkert, da Endavu har nul i kommission, uanset størrelsen på investeringen. Blot så folk ikke bliver snydt 🙂
    Hilsen Lukas

  4. Hej Sune,

    Tak for det. Giver det mening at have et par forskellige investeringsplatforme? Jeg har allerede Nordnet og Firi, men jeg vil gerne købe nogle fractional shares.

    Hilsen, Marcin

    1. Det synes jeg ikke, at der findes et entydigt svar på. Hvis der er en platform, der tilbyder noget, du mangler, så kan det da måske godt give mening. Det er nok kun dig selv, der kan svare på det i sidste ende.

Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.