Inflation er et udtryk for en generel og vedvarende stigning i prisniveauet målt ved forbrugerprisindekset. Dine penge bliver mindre værd.
Opdateret med friske tal for inflationen i Danmark i hele 2023.
En af hovedårsagerne til at interessere sig for investering er begrebet inflation. Det kan du blive klogere på her på siden.
Hvad er inflation?
Inflation kan være et meget komplekst emne at forstå. Måske vi passende kan starte ud med en definition fra Den Store Danske:
Inflation er en situation, hvor det generelle prisniveau stiger vedvarende. Normalt bruges udtrykket om stigninger i de gennemsnitlige forbrugerpriser, typisk målt ved forbrugerprisindekset.
Kilde: Den Store Danske
Basalt set kan vi sige, at inflation udhuler værdien af vores penge. De bliver ganske enkelt mindre værd.
Hvis du tænker tilbage på, hvad en is kostede da du var barn og så lægger vejen forbi en iskiosk i dag, vil du få et chok. Priserne er steget massivt.
Dét er inflation.
Gratis investeringsplan
Reklame
Gør som +85.000 andre og få styr på din risikoprofil med en gratis investeringsplan fra Norm Invest.
Hvordan måles inflation?
Inflation måles som en udvikling i forbrugerprisindekset.
Formålet med forbrugerprisindekset er defineret af Danmarks Statistik, som også er dem, der står for opgørelsen.
Formålet med forbrugerprisindekset er at belyse prisudviklingen for de varer og tjenester, der indgår i husholdningernes forbrug på dansk område og er en økonomisk indikator, der anvendes til at måle ændringer i de priser, som husholdningerne betaler for varer og tjenester. Den procentvise ændring af forbrugerprisindekset er et mål for inflationen og er et centralt økonomisk nøgletal.
Kilde: Danmarks Statistik
De skriver videre om forbrugerprisindekset i praksis:
Forbrugerprisindekset opgøres på baggrund af ca. 25.000 priser, der indsamles fra ca. 1.800 butikker, virksomheder og institutioner over hele landet. Priserne på de enkelte varer og tjenester indgår i forbrugerprisindekset med en vægt, der er baseret på deres andel af det samlede forbrug. Forbrugerprisindekset giver derved et mål for den gennemsnitlige prisudvikling på de forbrugsvarer og tjenester, som købes af husholdningerne.
Kilde: Danmarks Statistik
Forbrugerprisindekset måler derfor prisudviklingen på en kurv af varer og services, der i nogen grad repræsenterer en gennemsnitsdanskers forbrug.
Inflation i Danmark 2023
I 2023 har Danmark kæmpet hårdt på at få inflationen ned.
Det er også lykkedes, som vi kan se af oversigten for alle månederne.
- Januar: 7,7 pct.
- Februar: 7,6 pct.
- Marts: 6,7 pct.
- April: 5,3 pct.
- Maj: 2,9 pct.
- Juni: 2,5 pct.
- Juli: 3,1 pct.
- August: 2,4 pct.
- September: 0,9 pct.
- Oktober: 0,1 pct.
- November: 0,6 pct.
- December: 0,7 pct.
Men, hvorfor er det vigtigt at få inflationen ned?
Hvorfor er inflationen vigtig?
Inflation har den konsekvens, at vores penge bliver mindre værd over tid. Det betyder, at en opsparing i kontanter eller som indestående på en bankkonto mister værdi.
Det kan derfor siges, at:
- Opsparing er risikofyldt på den lange bane.
En opsparing er noget, der er godt at have og især på den korte bane er en opsparing meget værd. På den lange bane er opsparing dog ikke den rigtige måde at håndtere vores penge.
Omvendt kan det også siges, at:
- Investering er risikofyldt på den korte bane.
Aktier, obligationer og andre aktiver kan svinge i værdi på den korte bane, hvilket gør investering risikofyldt og især på den korte bane.
Inflation er vigtigt at forstå, fordi konsekvensen er, at penge vi skal bruge på den korte bane skal spares op, men penge der skal bruges på den lange bane skal investeres.
Det er også derfor, at virksomheder gør brug af en diskonteringsrente, når de skal regne på, om en investering er pengene værd, for hvad er værdien af indtægterne i fremtiden?
Hvad kan du gøre?
Grundet vigtigheden af inflation har vi allerede taget lidt hul på, hvad du kan gøre for at bekæmpe inflationen.
Du kan investere dine penge, så afkastet gør, at du ikke bare undgår, at dine penge bliver mindre værd, men, at mængden af dem øges.
Investering er derfor vores værn imod inflation.
I nyere tid er Bitcoin kommet til og det er endnu uvist, om Bitcoin kan være et endnu bedre våben i kampen mod inflation end traditionel investering.
Jeg ejer selv Bitcoin bl.a. på grund af vores inflationære økonomiske system.
En simplere løsning er bare at investere pengene med en nem gør-det-selv løsning a la simpel investering.
Nordens største kryptobørs
Reklame
Investér i krypto, nemt og sikkert hos Firi.
Det tager 3 minutter at oprette dig.
Investering i kryptovaluta indebærer risiko, og du skal være over 18 år.