Økonomien vs. Aktiemarkedet

Jeg hører mange i medierne, der undrer sig over, at aktiemarkederne stiger, når nu økonomien er under pres og dermed, hvad forholdet er, når det gælder Økonomien vs. Aktiemarkedet. Hvordan hænger det sammen?

De har misforstået noget fundamentalt, så det skal vi kigge på samt konsekvenserne af forsøget på at redde økonomien ved at understøtte markedet.

Jeg har efterlyst spørgsmål fra jer, fordi jeg gerne vil lave mere indhold til Youtube og jeg synes, at det kunne være et fint indslag at svare på spørgsmål. Lige det her spørgsmål, synes jeg også kræver et skriftligt svar også.

Misforståelsen og spørgsmålet går på en undren over, at det vi bredt set kalder økonomien og så de finansielle markeder, opfører sig forskelligt. Det er dog ikke så underligt, både hvad angår det fundamentale og så de initiativer der er gang i.

At kunne skille tingene ad og på den måde bedre forstå, hvad der har en indflydelse på vores vej mod økonomisk uafhængighed er vigtig.

Økonomien vs. Aktiemarkedet

Den måde vi bredt set anskuer økonomien er ved at måle på udviklingen af forskellige nøgletal. Det kunne eksempelvis være BNP eller arbejdsløshed. Dette gør i sagens natur, at det data vi kigger på er tilbageskuende og dermed et blik på fortiden.

Aktiemarkedet derimod fungerer væsentligt anderledes, idet investorerne køber sig ind i en andel af fremtidens afkast genereret af virksomhederne. Prissætningen af aktiemarkedet baserer sig derfor ikke på den nuværende økonomiske situation, men på forventingen om fremtiden.

Det betyder fundamentalt set, at økonomien kigger på fortiden og aktiemarkedet på fremtiden. Derfor kan der være stor forskel.

Dertil hører så, at fortiden er kendt og fremtiden ukendt. Vi ved derfor ikke, om aktiemarkedet er prissat “korrekt” og svarer til den faktiske fremtidige udvikling. Som, måske Storm P. eller Piet Hein har sagt:

“Det er svært at spå, især om fremtiden.”

Politik og centralbankerne

Et andet meget vigtigt punkt i forståelsen af forskellen er politikernes og centralbankernes indflydelse. Det er mere eller mindre blevet et mantra, at vi for alt i verden skal undgå nedgang og dårligdom. Selvom den mest naturlige fremgang i en økonomi måske nok er to skridt frem og et tilbage, så gør politikerne og centralbankerne alt, hvad de kan, for at prøve at eliminere det ene skridt tilbage ind i mellem. Men hvad er prisen?

Centralbankerne pumper penge ud i økonomien og skruer så langt ned for renten, at den mange steder i verden er negativ. Noget de økonomiske lærebøger anså som et umuligt scenarie for bare 5-10 år siden. Det er en voldsom manipulation af markederne og det har en række konsekvenser, nogle kendte og nogle ukendte:

• Priser på aktier går op
• Priser på ejendom går op
• Større skel imellem rig og fattig

Da mange investorer naturligt nok er interesserede i så højt et afkast som muligt og de lave renter sørger for et lavt afkast på den mere stabile del af finanssektoren, obligationerne, så søger investorerne over i aktier, hvilket sikrer at aktiemarkedet stiger. Mange aktører i markedet, eksempelvis pensionskasser har et givet mål de SKAL nå. Yderligere er der krav til, at en stor del af deres portefølje SKAL være obligationer og især de “sikre” af slagsen, altså dem der nu giver lavt eller måske endda negativt afkast. Da der er krav til, at de SKAL generere et bestemt afkast for at kunne udbetale pension til de pensionerede, så er de derfor tvunget til at tage væsentligt større risici med resten porteføljen. De lader febrilsk efter mulighede for godt afkast. Det driver prisen på aktier og ejendom op. Yderligere gør de lave renter det muligt for mange flere at købe ejendom, altså at eje deres egen bolig uanset, hvad den koster, da renterne er meget lave og mange flere kan låne. Det er i dén grad også med til at presse priserne op.

Lidt generaliserende kan det siges, at det begunstiger den rigere del af befolkningen, da de ejer flere af de aktiver der stiger i pris end dem i den fattigere del af befolkningen. Netop dette aspekt har The Economist også beskæftiget sig med og her bruges denne gode illustration, der viser en stadig større kløft imellem Wall Street og Main Street, den finansielle sektor og økonomien.

Prisen vi betaler for, at ingen er villige til at acceptere negative konsekvenser på den korte bane, når der sker store forandringer i økonomien er altså, at konsekvenserne for lov at brygge og blive større og større på den lange bane.

Vi ser mange politikere referere til aktiemarkedet som en indikator for økonomien. Især Trump er meget glad for hele tiden at referere til fremgang på aktiemarkedet som tegn på, at økonomien klarer sig bedre. Det er et klokkeklart eksempel på, at de ikke forstår forskellen på de to.

Forsøget på at redde økonomien, forstået som de finansielle markeder, er altså en stadig større kløft imellem dem der profiterer på de finansielle markeder og dem der ikke gør.

Er du interesseret i at befinde dig på den side, der profiterer på stigningen på aktiemarkederne? Så se simpel investering.

The grat sugar rush

Det der bedst beskriver, hvordan vi håndterer nedgang i økonomien er at forestille sig børn, der får for meget sukker. At prøve at løse alt modgang med at printe penge og dele ud til højre og venstre svarer til et sugar rush, der afløses af et nyt sugar rush. Det er ekstremt skrøbeligt.

Markederne får konstant brug for mere og mere sukker, flere og flere “billige penge” printet af centralbankerne. Det endelige resultat af dette er ikke kendt, men fortiden fortæller os, at det nok ikke bliver kønt.

• Currency and the Collapse of the Roman Empire

Økonomien forsøges med alverdens krumspring og sindssyge initiativer at sparkes hurtigst muligt i gang, fordi ingen er villige til at betale prisen for modgang. Som jeg var inde på i Faraos drøm, så har vi både privat og kollektivt glemt vigtigheden af at spare op og ydermere har vi fået bildt os selv ind, at vi er guder der kan skabe noget ud af ingenting. Vi tror, at vi kan skabe økonomisk fremgang ved blot at printe flere penge, ikke ulig fortidens alkymister og ved at tage penge et sted fra og kanalisere det et andet sted hen. Det virker ikke og nogle ender med regningen, for der er…

“No such thing as a free lunch”

Når børnene på et tidspunkt vågner fra at være gået sukkerkolde, så er det dem, der står med regningen. Det vi gør lige pt. er, at vi smider regningen ind på børneværelset fordi vi ikke er villige til at stå ansigt til ansigt med konsekvenserne på den korte bane, som ville betyde, at vi skal behovsudsætte og en accept af, at vi ikke alle sammen kan have eller få det samme. Total lighed kan ikke eksistere.