Nordnets indeksfonde

Nordnets indeksfonde omfatter syv forskellige fonde, der følger hvert deres indeks. Der er derfor noget for enhver smag. Men, er de gode?

Nordnets indeksfonde omfatter syv forskellige fonde, der følger hvert deres indeks. Der er derfor noget for enhver smag. Men, er de gode?

Nordnets 7 indeksfonde

Nordnet tilbyder i alt syv forskellige indeksfonde.

  • Nordnet Danmark Indeks
  • Nordnet Teknologi Indeks
  • Nordnet USA Indeks
  • Nordnet Global Indeks
  • Nordnet Europa Indeks
  • Nordnet Nye Markeder Indeks
  • Nordnet Global Indeks 125

De dækker hver især en del af markedet, så du som kunde kan sammensætte din portefølje, som du har lyst.

Ikke dårligt.

Gratis investeringsplan

Reklame

Norm Invest er den nemmeste måde at investere på. Du starter med en gratis investeringsplan, der sikrer, at din investering passer til dig.

Gør som +85.000 andre og få styr på din risikoprofil med en gratis investeringsplan fra Norm Invest.

Lad os tage et nærmere kig på hver af fondene, vi starter ud med et dansk fokus.

Nordnet Danmark Indeks

Nordnet Danmark Indeks følger OMX Copenhagen 25 ESG Responsible Index (OMXC25ESG), som er en afart af C25 indekset, der kun omfatter virksomheder, der lever op til særlige bæredygtighedskriterier.

Fonden er derfor tiltænkt de investorer, der ønsker et særligt dansk fokus, hvilket er ret populært samt god samvittighed.

Sidsnævnte er også rart for mange.

Nordnet Teknologi Indeks

Nordnet Teknologi Indeks følger en særlig afart af MSCI World, der hedder MSCI World Information Technology Index.

Fonden investerer derfor kun i den teknologitunge ende af verdens aktier, hvilket betyder, at en meget stor del af aktierne er amerikanske, da langt størstedelen af verdens børsnoterede teknologivirksomheder holder til her.

Nordnet USA Indeks

Nordnet USA Indeks følger S&P 500 ESG Index.

Det betyder, at du bliver investor i de 500 største amerikanske virksomheder, så længe de har høje ratings i forhold til Environment, Social og Governance, ESG.

Nordnet Global Indeks

Nordnet Global Indeks følger MSCI World ESG Leaders Index.

Det vil derfor være en investering i en meget stor del af verdensindekset, men med et særligt fokus på ESG ratings.

Denne indeksfond vil derfor for mange investorer kunne stå alene, da du får en meget stor spredning på din investering i aktier.

Nordnet Europa Indeks

Nordnet Europa Indeks følger MSCI Europe ESG Leaders Index, som er den del af verdensindekset, der hører til i Europa.

Her er der ligeledes et særligt fokus på ESG ratings.

Nordnet Nye Markeder Indeks

Nordnet Nye Markeder Indeks følger indekset MSCI Emerging Markets ESG Leaders Index.

Sammen med MSCI World udgør emerging markets det samlede verdensindeks.

Her er ligeledes et ekstra fokus på ESG.

Kombinerer du denne fond med Nordnet Global Indeks kan du sammensætte en portefølje med hele verdens aktiemarked.

Nordnet Global Indeks 125

Nordnet Global Indeks 125 følger MSCI World ESG Leaders Leveraged 1.25x Select Index.

Det betyder, at din investering er gearet, samtidigt med, at du får en eksponering mod de udviklede lande i verdensindekset med et særligt fokus på ESG.

Gearing er et udtryk for at investere for lånte penge, hvilket er forbundet med større risiko.

Nu har jeg skrevet ordet indeksfonde en del gange.

Lad os lige få helt styr på det.

Hvad er en indeksfond?

Indeksfonde er en nem og god måde at investere på, da du ved bare at købe ét værdipapir kan blive medejer af hundredevis af aktier på én gang.

Måske endda tusindevis afhængigt af indekset og fonden.

Det betyder derfor, at investering i indeksfonde er nemt.

Det kræver ikke nogen stor specialviden eller særlige evner.

Du skal selvfølgelig lige have styr på det mest basale, men det kan jeg hjælpe dig med.

Yderligere er indeksfonde en god investering, da du ikke skal betale for nogle dyrt ansatte, der prøver at gætte på, i hvilken retning aktiemarkedet vil gå.

Det kan de slet ikke, så dine penge ville have været spildt uanset hvad.

Omkostningerne er super vigtige, når det gælder investering.

Omkostningerne ved Nordnets indeksfonde

Omkostningerne er noget af det vigtigste, når du investerer. Der er kun én til at betale dem og det er dig.

Det betyder helt simpelt, at jo højere dine omkostninger er, jo lavere er dit afkast.

Og omvendt.

Jo lavere dine omkostninger er, jo højere er dit afkast.

Der findes en række forskellige forskellige omkostninger at forholde sig til, men i det her tilfælde, er vi interesserede i de løbende administrative omkostninger, du skal betale til Nordnets indeksfonde.

  • Nordnet Danmark Indeks: 0,20 pct.
  • Nordnet Teknologi Indeks: 0,50 pct.
  • Nordnet USA Indeks: 0,30 pct.
  • Nordnet Global Indeks: 0,30 pct.
  • Nordnet Europa Indeks: 0,30 pct.
  • Nordnet Nye Markeder Indeks: 0,40 pct.
  • Nordnet Global Indeks 125: 0,50 pct.

Generelt er omkostningerne forbundet med Nordnets indeksfonde i den lave ende.

Også sammenlignet med andre danske indeksfonde, som eksempelvis Sparindex globale aktier, hvor de løbende omkostninger pt. er på 0,50 pct.

Udover, at indeksfonde er billige, giver de også en god risikospredning.

Risikospredning med Nordnets indeksfonde

Nordnets indeksfonde er en nem måde at opnå en god risikospredning, i dine aktieinvesteringer.

Ved blot at købe én global indeksfond, spreder du din investeringsrisiko på tværs af hundredevis af aktier.

Nemt og smart.

Men læg mærke til, at jeg bevidst skrev aktieinvesteringer.

Fondene indeholder kun aktier og det er således begrænset, hvor meget du kan få spredt din risiko.

Uanset hvad, vil du stadig have en samlet risiko i den høje ende, da aktier som helhed er forbundet med stor risiko.

Høj risiko og højt afkast.

Skal risikoen spredes yderligere, kan du tilføje obligationer.

De findes også som indeksfonde, men dem tilbyder Nordnet ikke selv.

Du kan eventuelt også bare indsætte penge på en opsparingskonto med gode renter og på den måde sprede din risiko lidt væk fra aktier.

Når det gælder at købe fondene, er der et oplagt valg til at automatisere det hele.

Nordnets indeksfonde og månedsopsparingen

Nordnets månedsopsparing er meget populær og den kan kombineres med Nordnets indeksfonde.

Nemt.

Månedsopsparingen er ikke en selvstændig investering, men noget du tilføjer din konto for på en nem måde at automatisere dine investeringer.

Dermed kan du investere fast hver måned i den eller de indeksfonde, du har lyst til.

Yderligere er der den fordel, at du ikke betaler kurtage ved køb, når du anvender månedsopsparingen, så det er endnu en metode til at holde omkostningerne i bund.

Men…

Så er der det med skat.

Beskatning af Nordnets indeksfonde

Beskatning på investering i Danmark er lidt komplekst og det er derfor ingen undtagelse med Nordnets indeksfonde.

Først og fremmest gælder det, at beskatningen er afhængigt af, hvilken type konto vi investerer fra.

Hvis vi starter dér, kan vi gøre beskatningen lidt enklere.

Pension

Alt på et pensionsdepot bliver beskattet på samme måde.

Hvis du investerer i Nordnets indeksfonde igennem en pension såsom en aldersopsparing eller en ratepension, bliver du derfor beskattet på samme måde, som hvis du køber enkeltaktier eller andre fonde.

Der er tale om PAL-skat, hvilket er 15,3 pct. efter lagerprincippet.

Aktiesparekontoen

Nordnets indeksfonde er ikke danske investeringsforeninger og da de yderligere ikke findes på skats positivliste, kan du ikke investere i dem på din aktiesparekonto.

Desværre.

Aktiedepot

Investerer du i Nordnets indeksfonde fra et helt almindeligt aktiedepot, er der tale om private frie midler.

Da fondene ikke findes på skats positivliste, bliver de beskattet som kapitalindkomst med lagerbeskatning.

De fleste foretrækker realisationsbeskatning frem for lagerbeskatning, så det er et minus.

Yderligere betyder kapitalindkomsten, at du ikke slipper med den mere lempelige beskatning på aktieindkomst.

Det er derfor tvivlsomt, om det giver mening for nogen at investere i Nordnets indeksfonde på et aktiedepot.

Jeg ville i hvert fald ikke gøre det.

Konto til mindreårige

Et sted det til gengæld giver rigtig god mening at overveje Nordnets indeksfonde, er til børn.

Alle danskere har et frikort, et beløb de må tjene før de skal begynde at betale skat.

Det kaldes også for personfradrag.

Sådan et har børn under 18 år også.

Du kan se beløbet for i år på skats hjemmeside

Kapitalindkomst kan dækkes af frikortet, så fondene er meget velegnede til børn under 18 år, som simpelthen kan slippe med at betale 0 kr. i skat, hvis afkastet er under det beløb frikortet dækker.

Så skal I eller du bare lige huske at skifte fondene ud, hvis barnet begynder at tjene for mange penge selv eller når de bliver 18.

Der er dog også lige en enkelt hage ved fondene.

Syntetisk replikerende

Nordnets indeksfonde er syntetisk replikerende.

I hvert fald i en eller anden grad. Jeg har ikke kunnet finde præcise tal for, i hvilket omfang.

En fond kan enten være fysisk replikerende eller syntetisk replikerende.

Groft sagt betyder fysisk replikerende, at fonden ejer aktierne i indekset.

Modsat betyder syntetisk replikerende, at fonden anvender forskellige typer af finansielle instrumenter til at opnå den sammen tekniske eksponering mod indekset, men uden at eje de underliggende aktiver, aktierne.

Det er tæt ved umuligt for os private investorer at vurdere risikoen af, at en given fond er syntetisk replikerende.

Nordnet skriver selv, at der ikke er noget at være nervøs.

Om du kan, skal eller vil tro på det, må være op til dig.

Nordnets indeksfonde er ydermere UCITS godkendte, hvilket er en EU blåstempling.

Investerer du i Nordnets indeksfonde?

Må din opsparingsrate være høj og di afkast gennemsnitligt – Sune

Nordens største kryptobørs

Reklame

Firi Nordens største kryptobørs

Investér i krypto, nemt og sikkert hos Firi.
Det tager 3 minutter at oprette dig.

Investering i kryptovaluta indebærer risiko, og du skal være over 18 år.

27 thoughts on “Nordnets indeksfonde”

  1. Nordnet skrev faktisk i en af deres nyhedsbreve for nylig at fondene bliver beskattet som kapitalindkomst (dog så vidt jeg husker ikke den der følger OMX), det kan være en fordel af bruge dem i forbindelse med aktiekonto til børn, da de så kan udnytte deres frikort, hvis de ikke arbejder, og det er værd at tage med, da det ellers kan være lidt af en jungle at finde etf’ere der IKKE er på skats positivliste

      1. Når man har opnået FIRE, og således ikke har en lønindkomst, er det så ikke en fordel rent skattemæssigt at have i hvert fald en del af ens portefølje i noget, der kapitalbeskattes? Jeg tænker, at man på den måde må falde under nogle bundgrænser for indkomst?

        1. Hej Mikael,

          Det er der nogle, der spekulerer i, men jeg har ikke et klart svar fra SKAT. Bruger man deres beregnere lader det til, at man også kan anvende aktier til dette efter først at have benyttet den lave del af aktiebeskatningen.

          /Sune

  2. Henrik Møss

    Kære Sune

    Tak for endnu et godt indlæg. Det er en fornøjelse at blive klogere på investering ugentligt gennem dine blog posts.

    Jeg har et spørgsmål, som handler om beskatning, men ikke i forbindelse med ovenstående. Måske du vil hjælpe mig 😊

    Som jeg har skrevet før, så er jeg meget inspireret af din tilgang til investering. Jeg har indtil nu haft tre fonde (global min. risk, emerging og obligationer). Jeg er dog ved at lave de indledende manøvrer til at gøre det endnu mere simpelt gennem omlægning til to fonde (global og obligationer).

    Jeg kommer til at realiserer et tab, når jeg sælger ud. Men hvordan forholder jeg mig til det tab? Trækker Skat selv tallene, så jeg ikke skal gøre noget, eller skal jeg selv sørge for at skrive det på min forskudsopgørelse etc.?

    Jeg har selv læst op på det, men synes, Skats egen vejledning siger begge ting, hvorfor jeg er en kende forvirret.

    Bh
    Henrik

    1. Hej Henrik,

      I princippet indberetter den platform du bruger det sandsynligvis. I hvert fald, hvis den er dansk. Men det er stadig dit ansvar at tjekke det på årsopgørelsen.

      Hvis du vil have et klart svar, er du nok nødt til at skrive til den børsmægler du bruger.

      /Sune

      1. Henrik Møss

        Kære Sune

        Mange tak for svar! Virkelig rart at det sker automatisk, selvom det selvfølgelig lige skal tjekkes efter. Med denne justering er planen også, at køb og salg fremover kun kommer til at foregå en gang om året, så der ikke bliver så meget at holde styr på.

        Keep up the good posts 🙂

        Bh
        Henrik

        1. Hej Henrik,

          Det er egentlig ikke så kompliceret, så længe man ikke sælger ret ofte. Men man skal selvfølgelig lige have den viden, inden det bliver simpelt 🙂

          Mange tak, jeg fortsætter ufortrødent 🙂

          /Sune

  3. Ja – nordnet fjernede pludselig den norske, svenske og den finske fond, og indførte de fonde, som er beskrevet her. Jeg gik i panik og solgte alt hvad jeg havde i de norske, svenske og finske – og også danske fonde. Jeg var dybt chokeret.Jeg havde også nogle fonde som hed noget med SMART fra nordnet. De fonde var de allerværste fonde jeg nogensinde har haft.

    Køb aldrig nordnets fonde – det er hat og briller.

  4. Hej Sune

    Hvis man har negativ kapitalindkomst, vil det så ikke kunne modregnes 1 til 1 i overskuddet fra investeringsafkastet i fonden?

    Mvh. Ole

    1. Hej Ole,

      Det vil jeg tro. Men jeg har aldrig prøvet at have negativ kapitalindkomst, så jeg udtaler mig på et ret spinkelt grundlag.

  5. Louise Kruse

    Hej Sune,
    Jeg benytter mig af Nordnets indeksfonde til min aldersopsparing pt. Men det er fordi jeg så kan købe hver måned. Da kursen på andre lignende fonde så som iShares Core MSCI World UCITS ETF (som jeg lige var inde og se på) eller S&P 500 som jeg også kunne være interesseret i ikke er mulige med det lille beløb der kan købes for om måneden eller endda om året (hvis jeg så kun køber en gang om året) i en aldersopsparing. Med NOrdnets indeksfonde kan man investere småbeløb løbende.

    Så i det scenarie er Nordnets indeksfonde vel fine nok at benytte? Altså til en aldersopsparing med det begrænsede beløb man trods alt kan købe for der.

    Mvh. Louise

    1. Louise !!!! Du kan ikke stole på nordnet. Pludselig kunne man ikke længere købe de svenske, norske og finske fonde af samme skuffe. Hvad er en fond værd, hvis man ikke kan sælge dem ? Jeg vil 100% fraråde at anvende nogen af nordnets fonde !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

    2. Hej Louise,

      I det tilfælde ville jeg da personligt hellere købe den billigere ETF én gang om året. Men om det er den rigtige løsning for dig, kan jeg ikke svare på.

      /Sune

  6. Tak for en god artikel!
    Hvis man gerne vil have en indeksfond der følger C25 og som er beskattet som aktieindkomst og efter realisationsprincippet, så er “Nordnet Danmark” vel til gengæld egentlig et ret godt bud, med en ÅOP på 0,20 procent..? Eller er der noget jeg overser?

    1. Hej Søren,

      Det lyder rigtigt. Jeg kan bare ikke se noget godt argument for at eje en fond, der kun ejer danske aktier, men det er en anden sag.

      /Sune

      1. Hej Sune🙂
        Det var da et mærkeligt svar. Hvis man som en del af ens frie portefølje har danske aktier i en investeringsforening (jeg har Danske Invest Danmark indeks), så er Nordnets danske indeksfond da et rigtig godt bud. Specielt fra 2022, hvor udbytte fra danske investeringsforeninger som noget nyt beskattes med 15% inden udbetaling. Det betyder ca. 11% forhøjet skat på udbyttet. Katjing…. I en akkumulerende, realisationsbeskattet forening som Nordnets, er det altså en game changer for mig. Danske Invest Danmark betalte i år igen et ret højt udbytte, og det vil fra næste år betyde temmelig meget med de nye regler, så jeg har da kraftigt overvejet at skifte mine Danske Invest ud med Nordnets. Mvh Peter

        1. Hej,

          Det gør det stadig ikke til en særlig god idé særskilt at eje flere danske aktier end der er i verdensindekset. Men hvis du tror på, at du kan forudsige, at danske aktier vil stige mere end gennemsnittet i verdensindekset så alt held og lykke med det.

          De evner har jeg ikke.

          /Sune

  7. Flemming Kusk Larsen

    Derfor bør du IKKE holde dig væk.
    Tak for den grundige gennemgang af Nordnets nye indeksfonde som jeg netop lige har opdaget. Jeg må dog inddrømme at jeg kommer til en anden konklusion end dig hvis man fokuserer på opsparing på pension.

    Det eneste du fokuserer på er den årlige omkostning du fokuserer på omkostningen ved at holde papiret men ikke på handelsomkostningerne.

    Lad os bare tage de 3 fonde du nævner:

    Nordnet Global
    iShare World
    Danske invest Global.

    Der er 3 former for omkostning
    – Kurtage dvs købs og salgsomkostning
    – Valutaveksling hvis det er et udenlandsk papir
    Denne omkostning er typisk skjult og fremgår ikke af opgørelsen hos Nordnet):
    Men der tages udgangspunkt i en vekselkurs og så rækkes der 0,25% fra når du køber og omvendt når du sælger
    – Emissiontillæg, indløsningsfradrag eller spread (forskel mellem købs og salgskurs)
    Dette beskriver forskellen mellem den kurs du kan købe til og den kurs du kan sælge til hvis du sælger et papir sekundet efter du har købt den.

    Nordnet Global
    – Kurtage 0%
    – Spread/emissionstillæg/indløsningsfradrag 0% (Køb og salg er til samme kurs)
    – Valutaveksling 0% – da det handles i danske kroner
    – Total 0%

    iShare World
    – Kurtage 0,15%
    – Spread 0,1% (typisk værdi – men det kan variere)
    – Valutaveskling 0,25% (da det handles i Euro i Tyskland
    Total 0,5%

    Danske invest Global.
    – Kurtage 0,1%
    – Spread/emissionstillæg/indløsningsfradrag 0,1%
    – Valutaveksling 0% – da det handles i danske kroner
    – Total 0,2%

    Ift Danske invest Global er både årlige omkostninger og handelsomkostninger lavere hos Nordnet så her på Nordnet Global erklæres som vinder!!!

    Når man sammenligner med iShare World skal man tage i betragning at papiret skal købes og også sælges så handelsomkostningerne løber op i 2*0,5% = 1%.
    Godt nok er iShare World 0,1% biliigere så efter 10 år vil det i princippet gå lige op, men de 0,5% som er købsomkostningen for iShare World kan jo investeres ekstra hos Nordnet Global og med 7% stigning om året vil de fordobles efter ca 7år – og så vil det tage iShare yderligere 5 år at indhente handelsomkostningeren. Jeg har ikke lavet regnestykket men det er ikke sikker at iShare World nogensinde vil indhente Nordnet Global målt på omkostninger.

    Når man så har set et sted at danskerne gennemsnitlig holder en investeringsforening eller ETF et sted mellem 1 og 2 år (selvom jeg godt kan se at du ser ud til at have en køb og hold strategi) – så vil jeg site at det ALTID kan betale sig at købe Nordnet Global ift de 2 konkurrenter.

  8. Hej Sune

    Jeg har oprettet en Aldersopsparring hos Nordnet og vil egentlig gerne investere i Ishares MSCI ACWI – men her skal jeg betale valutaomkostninger, når jeg køber igennem månedsopsparring på Aldersopsparring.

    Men køber jeg Nordnet Global er der ingen kurtage eller valutaomkostninger.

    Så grundet omkostninger til valutaveksling virker Nordnet Global som et godt bud på en fond til Aldersopsparring.

    Er der noget, jeg overser?
    Go dag. Dbh Anders

    1. Jeg tror ikke, der er noget du overser. Måske du undervurderer betydningen af de lavere omkostninger over tid.

      Men på en aldersopsparing beskattes alt ens, så de ting jeg ville holde mig fra, når det gælder frie midler, kan ikke bare tages med over i en pensionsordning.

      /Sune

  9. Det er er værd at bemærker at fondene er oplagte til investering fra et depot ejet af et barn, hvor forældrene ønsker at anvende barnets frikort ved at investeringerne beskattes efter kapitalindkomst, således at man på den måde opnår et skattefrit afkast.

    Denne strategi skal selvfølgelig ændres, når barnet bliver ældre og selv begynder at tjene penge.

Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.