MicroStrategy er en børsnoteret virksomhed. Aktien er blevet synonym med Bitcoin og giver os derfor en nem måde at investere i Bitcoin på.
Hvad er MicroStrategy
MicroStrategy er en mangearmet it-virksomhed, der gør sig i Business Intelligence, forskelligt software og cloudbaserede løsninger.
Virksomheden blev startet i 1989 og i spidsen står Michael Saylor, ham vender vi tilbage til.
De har lidt over 2.000 medarbejdere og alt tyder på, at der bliver drevet en ganske sund forretning, som dog ikke har gjort det store væsen af sig på markedet.
Nå ja, og der er tale om en børsnoteret virksomhed, som vi kan købe aktier i.
Intet andet end muligheden for at vi kan købe aktier i virksomheden er særligt interessant.
Hvad virksomheden laver er sådan lidt ligegyldigt.
Vi hopper videre til ham der Michael.
Gratis investeringsplan
Reklame
Gør som +85.000 andre og få styr på din risikoprofil med en gratis investeringsplan fra Norm Invest.
Hvem er Michael Saylor
Michael Saylor står i spidsen for MicroStrategy og på overfladen er der heller ikke noget særligt ved ham.
Født i ’65 og uddannet fra MIT. Lader til at have hovedet godt skruet på.
Fra han starter MicroStrategy i 1989 og indtil juli 2020, sker der ikke noget særligt, vi skal dykke ned i.
Virksomheden bliver børsnoteret i 1998, men det er også det mest interessante.
I juli 2020 bliver det annonceret, at Michael har tænkt sig at købe Bitcoins til MicroStrategy for en del af overskuddet.
Måneden efter bliver MicroStrategy 21.454 bitcoins rigere, svarende til $250 millioner på det tidspunkt.
Med ét bliver både MicroStrategy og Michael Saylor ekstremt interessante.
Opkøbene fortsætter sidenhen og MicroStrategy skulle efterhånden sidde på over 150.000 bitcoins.
I skrivende stund har de en værdi af lige i nærheden af $4 milliarder dollars.
Det er ikke småpenge, vi snakker om.
MicroStrategy er nærmest blevet synonym med Bitcoin.
Stedfortræderen
Efterhånden som MicroStrategys beholdning af bitcoins vokser, sker der noget interessant med aktien.
Den bliver knyttet tættere og tættere sammen med prisen på Bitcoin.
“We’re kind of like your nonexistent spot ETF,” Saylor told CNBC on the sidelines of the Bitcoin 2022 conference in Miami.
Kilde: CNBC
Og yderligere:
“If you want to be 2% exposed to bitcoin, you’d put 2% of your portfolio into MicroStrategy, and the other 98% of your portfolio, you can invest in whatever you want.
Kilde: CNBC
MicroStrategy som aktie er gået hen og er blevet en stedfortræder for Bitcoin.
I stedet for at købe Bitcoin direkte, kan du købe aktier i MicroStrategy og få en eksponering mod udviklingen i prisen af Bitcoin.
Du får ikke hele viften af herligheder, som Bitcoin kan give, men ser du kun på Bitcoin som en investering, kan det godt give mening.
Bitcoin som en aktie
Der er en række grunde til, at det kan være en fordel at bruge en aktie til eksponeringen mod Bitcoin som aktivklasse.
For det første er der hele problematikken omkring beskatning af bitcoins.
FIFO princippet, dokumentation og skattesatser alt efter, hvad Skat synes, slipper du for.
MicroStrategy beskattes som enhver anden aktie.
På et almindeligt aktiedepot som aktieindkomst, i en pension som PAL-skat og på en aktiesparekonto som alt andet.
Tænker du på Bitcoin som en ren investering, er det derfor meget nemmere at lade MicroStrategy indgå på lige fod med dine andre investeringer.
Apropos investering så kan du også købe en ETN, ETP eller måske enda en ETF, som følger prisen på Bitcoin.
Problemet er bare, at der vil være tale om kapitalindkomst, som for de fleste er en langt højere skattesats.
Derudover bliver du lagerbeskattet og gælder det aktiver, der er meget volatile, hvor prisen flyver op og ned, kan det blive en ubehagelig oplevelse. Stiger Bitcoin vildt i det første år, får du en stor skatteregning ind af døren året efter.
Måske du så skal sælge lidt af investeringen for at betale skatten i marts, men Bitcoin er faldet drastisk.
Træls.
Prisen på Bitcoin er meget volatil, så det er et meget sandsynligt scenarie.
Så, hvad gør du Sune?
MicroStrategy i min portefølje
Tilbage i april skrev jeg om, at jeg havde puttet bitcoin på min aktiesparekonto.
Det skete netop i form af MicroStrategy.
Jeg har sidenhen udvidet lidt og har nu aktier i MicroStrategy i både mit almindelige aktiedepot og har købt lidt ekstra til aktiesparekontoen.
Samlet set har jeg derfor 3-4 pct. af mine investeringer i MicroStrategy, som det ser ud lige nu.
Jeg har ikke bestemt mig for en endelig procentsats endnu, men jeg kunne nok godt finde på at købe lidt mere, så den samlede eksponering bliver omkring 5 pct.
Jeg regner også med at købe lidt MicroStrategy til min aldersopsparing, når jeg må indbetale på den igen i 2024.
Så jeg bruger i dén grad selv MicroStrategy som en stedfortræder for Bitcoin i mine investeringer.
Nordens største kryptobørs
Reklame
Investér i krypto, nemt og sikkert hos Firi.
Det tager 3 minutter at oprette dig.
Investering i kryptovaluta indebærer risiko, og du skal være over 18 år.
Hej Sune. Hvad er dine tanker bag, at putte MicroStrategy i en aktiesparekonto? Her tænker jeg i sær på lagerskatten?
https://www.frinans.dk/jeg-har-puttet-bitcoin-i-min-aktiesparekonto/
Hej Sune, måske du allerede har beskrevet det et sted, men hvad er dine fundamentale tanker om bitcoin? Burde man ikke eje bitcoins direkte hvis man tror på det som noget man kan bruge i praksis, altså noget man kan betale for varer med?
Hej Kasper,
Jeg har beskæftiget mig med det i mange år, så mine tanker om Bitcoin er spredt mange steder.
Jeg tror ikke, at jeg synes, at “man” bør noget som helst i forhold til Bitcoin. Det må være helt op til en selv at vurdere, hvordan det giver mening at få en eksponering imod.
For år tilbage brugte jeg mange kræfter på at skrive om penge i et teoretisk perspektiv og hvordan jeg ikke opfattede det at eje Bitcoin som en investering, men en opsparing, men der var ingen, der var interesserede.
Jeg bruger blandt derfor ikke længere kræfter på at beskæftige med “rigtige bitcoins” online.
Jeg har bitcoins i mine porteføljer, fordi det er en nem måde at få eksponeringen direkte ind dér, hvor jeg skatten er nem og overskueligt. Hvis jeg skulle gå ned og betale med rigtige bitcoins i dag, ville det blive meget dyrt i forhold til skat.
Jeg husker ikke, hvor mange indlæg der er tilbage om Bitcoin på siden, men hvis du bruger søgefunktionen i toppen af menuen, kan du måske finde lidt forskelligt.
Men Bitcoin er måske det emne i verden, der interesserer mig mest, så mine fundamentale tanker kan jo nok opsummeres i, at jeg tror på, at det er fremtidens penge.
/Sune
Hej Sune,
To ting (som måske hører til under dine indlæg om hhv Aktiesparekont og Bitcoin, men nu ender de her under en form for mellemting):
1) Jeg har undret mig en del over, hvorfor du har puttet Microstrategy på Aktiesparekontoen (derfor har jeg også overvejet om kommentaren skulle på dit indlæg om aktiesparekontoen). Jeg tror, at min undren primært udspringer af, at jeg vil forvente, at Microstrategy er meget volatil og jeg derfor risikerer at skulle stille med en del penge til lagerskatten hvert år – også selvom det “kun” er 17%. Der er sandsynligvis noget, jeg overser, så jeg håber, at du vil dele lidt ud om dine overvejelser.
2) Vil du skrive en lille smule mere om bitcon som opsparing? Gerne krydret men generelle forhold omkring skat, som det kan være godt at være opmærksom på, hvis man laver køb og hold på bitcoins. Jeg synes, jeg kan huske et indlæg fra år tilbage, som jeg desværre ikke umiddelbart har kunnet finde igen. I min begrænsede forståelse, så giver opsparing i bitcoins super god mening, bl.a. ud fra det, du beskriver i indlægget om bitcoin (https://www.frinans.dk/bitcoin/).
3) Tak for en supergod og superinspirerende blog.
Mvh Thomas
1. Du har helt ret.
Hvad er det gode ved at have “Bitcoin” på aktiesparekontoen?
Lav skat.
Hvad er det dårlige?
Potentielt store skattebetalinger nogle år grundet lagerbeskatningen.
2. Det bliver mere et filosofisk argument, som stort set ingen gider læse, når jeg skriver om det eller laver YouTube.
Basalt set opfatter jeg ikke Bitcoin som en investering, men som en opsparing, ligesom det er opsparing at samle på kroner, euro eller dollars. De giver ikke et afkast. De kan godt stige i værdi og det er det, jeg tror på Bitcoin vil gøre, da det er alle andre former for penge overlegen.
Jeg tror ikke, at jeg skal rode mig ud at skrive en masse om Bitcoin og skat, da det er et felt, der er pænt under forandring.
Handler det om krypto/bitcoin og skat, kan jeg anbefale at følge Payam Samarghandi fra https://www.samarlaw.dk/people.
Han er uden sammenligning den, der har bedst styr på det felt og han er meget hurtigt til at beskrive, når der sker nyt på den front.
Hej Sune,
To ting (som måske hører til under indlæg hhv Aktiesparekonto og Bitcoins):
1) Jeg har undret mig over, hvorfor du har valgt at tage Microstrategy ind på Aktiesparekonto. Jeg tror, at min undren primært skyldes, at jeg vil forvente en risiko for at skulle betale en del og meget svingede til den årlige lagerskat, fordi aktien er meget volatil. Er det fordi skattesatsten “kun” er 17% eller er der noget, jeg overser (det er der formentlig).
2) Vil du uddybe lidt mere omkring Bitcoin som opsapring? Jeg har forgøves ledt efter et indlæg, som jeg synes, at jeg har læst for år tilbage om netop det emne, men som du skriver, så har interessen nok ikke være så stor. Du må meget gerne nævne en smule om evt generelle skatteforhold, man bør være opmærksom på ved en køb og hold
3) Tak for en supergod og superinspirerende blog
Hov – det var 3 ting….:)
Mvh Thomas
Jeg har svaret i den anden tråd 😊