Kalenderen fortæller os, at endnu en måned er gået og det betyder, at det er tid til en måneden der gik.
November
November er gået og december står for døren. Det er jo en måned, hvor der typisk følger et øget forbrug. Det gælder både brug af penge såvel som alskens julegodter.
Men det er jo ikke tanken, at vi skal kigge så meget fremad i disse indlæg. De er i stedet til for at kunne kigge tilbage på måneden der gik.
For mig personligt har november ikke budt på de store forandringer. Jeg arbejder fortsat mest hjemme, men har været på kontoret et par gange, grundet møder og lignende, der ikke kunne klares hjemmefra. Jeg har produceret en del forskelligt content, som vi skal se på om lidt, og så har jeg arbejdet lidt foran, så der også er noget underholdning til juleferien, hvor jeg så måske kan spare lidt tid på Frinans og hellige mig mennesker in real life i stedet.
Jeg trives fortsat rigtigt godt med at arbejde hjemmefra, men jeg kan godt se på mine kollegaer såvel som andre her i FIRE-miljøet, at det ikke er sandt for alle. Jeg arbejder på en video om mine tanker omkring det.
Så har der været Black Friday, som mange steder bare har været en Black Week eller måske ligefrem måned i stedet. Vi har udnyttet tilbuddene til at shoppe lidt julegaver. Det er jo en nem måde at spare lidt penge. Derudover har jeg købt et par sneakers til sommer, da der var under halv pris.
Jeg har bestilt en af de nye MacBook Air til virksomheden, da min gamle MacBook Pro fra 2012 efterhånden har svært ved at klare skærene. 8-9 år er vel også godkendt for en computer. Den er både holdt sammen af gaffa, filtdutter (dem du sætter under dine stole) og en hjemmelodning med hjælp fra Katrines bror Peter.
Det vildeste der er sket på Frinansdelen, er nok, at jeg er blevet YouTube-partner, så jeg nu kan tjene penge på mit indhold. Det vender vi tilbage til.
Så er der faktisk også sket noget andet, der har indflydelse på indtjeningen, men det venter vi lige med at se på til senere, måske først næste opdatering.
FIREdanmark
Jeg overvejer også lidt, om jeg fortsat skal bruge kræfter på FIREdanmark. Tid brugt dér er tid, jeg kunne have brugt på content i stedet. I det hele taget er jeg ret træt af Facebook og jeg bruger det reelt kun, fordi jeg har den gruppe. Og nok også fordi, at jeg kan se, at jeg får en del trafik fra Facebook, så jeg kan godt være lidt nervøs for, om den negative effekt af at droppe Facebook vil være for stor.
Facebook er et forfærdeligt sted til diskussion, tonen er hård og det kræver en del tid at fortælle voksne mennesker, at de skal tale pænt. Det er lidt sjovt, at selvom vi er samlet under ønsket om mere frihed, så er der relativt mange, der på ingen måde kan klare, hvis der stilles spørgsmålstegn ved velfærdsstatens fortræffeligheder. Eller mangel på samme. Som et meget liberalt menneske er det temmelig trættende. Folk der bare gerne vil fortælle mig, hvor godt det er, at de kan bestemme over mig, har jeg lidt svært ved at forholde mig neutralt til.
Men FIREdanmark har været og er en stor succes med mange medlemmer, så jeg er blevet fanget lidt af det. Var der 100 medlemmer havde jeg nok for længst lukket ned. Facebook er virkelig en tidsrøver.
I så fald ville jeg begrænse mig til bloggen, YouTube og Instagram. Det lyder dejligt overskueligt.
Jeg tænker videre, men umiddelbart fortsætter jeg bare.
Content
Der er blevet skrevet lidt forskellige indlæg:
- Omkostningers effekt på dit afkast
- Din timeløn efter skat
- Excelarket vs Bløde værdier
- Illusionen om drømmejobbet
Din timeløn efter skat er egentlig en omskrivning, men det er lavet så meget om, at det nok minder mere om et nyt indlæg.
Det er også blevet til en del indhold på YouTube:
- Spørgsmål fra følgerne | Hvordan kommer man igang med FIRE?
- Spørgsmål fra følgerne – Hvorfor bruger jeg Lunar
- Illusionen om drømmejobbet | Det farlige ved at tro noget urealistisk er det eneste rigtige
- Spørgsmål fra følgerne | Bagsiden af medaljen ved indeksinvestering
- Excelarket vs Bløde værdier | Og hvad jeg valgte i forhold til at betale min SU gæld af
- Nordnet skal børsnoteres | Har jeg tænkt mig at investere i dem? Skal du?
- FIRE og skatteoptimering | Under danske forhold
- Omkostninger | Hvilke omkostninger findes der ved investering & hvad er deres effekt på dit afkast
- FIRE for begyndere | Hvad er økonomisk uafhængighed og hvorfor vil mange gerne opnå det?
Når det stilles op på den måde, kan jeg jo godt se, at jeg faktisk er temmelig produktiv. Tænk, hvad det kunne blive til, hvis jeg ikke også skulle passe et almindeligt arbejde ved siden af.
Det er næsten lidt skræmmende at tænke på.
Frinans
I forhold til Frinans har det største uden tvivl været, at jeg er blevet YouTube-partner, hvilket betyder, at jeg kan tjene penge på indholdet.
Det giver selvfølgelig endnu en mulighed for at tjene penge i Frinans, hvilket er et af formålene med at drive en virksomhed, så det er jeg naturligvis både glad for og spændt på.
Jeg har ingen forventninger om at skulle kunne leve af YouTube, hverken nu eller i fremtiden. Jeg håber bare på, at det kan blive en fin indtægt sammen med andre ting i Frinansimperiet.
Besøg på frinans.dk | 32.485 |
Besøgende på frinans.dk | 13.833 |
Views på YouTube | 15.069 |
Subscribers på YouTube | 1.443 |
Alle fire parametre er rekord, så der er god gang i væksten. Min optimering af siden tilbage i maj begynder at vise sin effekt. Jeg er spændt på, om jeg kan holde nogenlunde gang i den udvikling.
YouTube vokser også stille og roligt, hvilket er helt efter planen. Generelt er mit fokus ikke på hurtig eksplosiv vækst med noget som helst. Jeg fokuserer på at producere noget indhold, i et tempo jeg kan holde til samtidigt med at have et fuldtidsjob. Kan det vokse lidt hver måned, så er jeg godt tilfreds.
Jeg har tjent lige i underkanten af 1.000 kr. på YouTube i november måned. Jeg slog reklamerne til d. 8. november, så det er ikke en hel måned. Det bliver spændende at se, hvad det kan blive til i 2021.
Indtægter
Vi skal også lige se på, hvordan vores indtægt har været i november måned. Sidste måned var en ret klar rekord med de ekstra feriepenge, så der er en ret naturlig tilbagegang.
Indtægtskilde | Beløb |
---|---|
Løn, Sune | 43.000 kr. |
Løn, Katrine | 32.000 kr. |
Frinans | 3.500 kr. |
Samlet | 78.500 kr. |
Tallene er brutto (før skat)
I forhold til indtægt har det været en ret standard måned. Katrines og min løn har ikke ændret sig i noget tid, men i forhold til Frinans er der sket lidt. Det kan dog ikke helt aflæses i indtægten endnu.
Som nævnt er jeg blevet YouTube-partner, hvilket betyder, at jeg nu kan tjene penge på YouTube i form af reklameindtægter. Det er ikke noget, der virkelig rykker ved noget.
Endnu.
Men mange bække små og alt det der, så skal det nok kunne bidrage med noget på sigt.
En samlet indtægt på 78.500 kr. er dog ikke helt tosset.
Forbrug
Måske det var på tide, at jeg begyndte at inkludere, hvordan vores forbrug fordeler sig. Det prøver vi:
Kategori | Forbrug |
---|---|
Husleje + forbrug + internet | 14.107 kr. |
Dagligvarer | 3.873 kr. |
Diverse forsikringer | 1.351 kr. |
Restaurant og lignende | 223 kr. |
Abonnementer | 565 kr. |
Transport | 275 kr. |
Diverse | 4.648 kr. |
Lommepenge – Sune | 1.500 kr. |
Lommepenge – Katrine | 1.500 kr. |
I alt | 22.841 kr. |
Det varierer selvfølgelig lidt fra måned til måned, men flere af posterne er ret faste. I mit eget Google Sheet er der lidt flere poster, men det giver ikke mening at lave en meget lang tabel, det er lidt uoverskueligt. Jeg overvejer at skære ned i antallet af poster, så det er mere overordet og lidt simplere at beskrive.
Vores husleje kan vi kun ændre på ved at flytte, men vi er jo lidt i en overvejelsesfase i forhold til, hvad næste stop skal være.
Dagligvarer er lidt højere end normalt, mon ikke der er røget lidt flere snacks i kurven her under Corona og overgangen til en lidt koldere tid.
Forsikringer dækker a-kasser og en fagforening til Katrine for denne måned.
Diverse posten er meget høj denne måned, da der blandt andet er et årligt dyrlægebesøg til Katrines vores skildpadder. Jeg var nær ved at få et hjertestop, da jeg hørte, hvad regningen lød på, men, man har også et ansvar, når man vælger at have kæledyr, selvom skildpadder ikke kæler så meget. Der findes åbenbart en særligt dygtig krybdyrsdyrlæge i Lyngby og det koster selvfølgelig lidt. Det er vigtigt for Katrine, at de har det godt og så er det selvfølgelig også vigtigt for mig. Posten indeholder også nogle andre udgifter af en mere privat karakter, jeg ikke vil uddybe.
Men næsten 23.000 kr. er mange penge. Jeg så gerne, at vi kunne holde den på omkring de 20.000 kr. Jeg vil overveje, om ikke det skal være budgettet for 2021, men det skal vi lige aftale i fællesskab.
Investering
Denne måned har vi i alt investeret 30.000 kr. Det er fortsat lidt højere, end vores økonomi egentlig kan klare, men det er fordi vi endnu ikke, har investeret alle vores feriepenge.
Herunder kan du se vores samlede investeringer:
Fond | Værdi |
---|---|
Sparindex Globale Aktier | 941.000 kr. |
Sparindex Stabile Obligationer | 209.000 kr. |
Samlet portefølje | 1.150.000 kr. |
Opgjort d. 1. December
Husk, at du kan se udviklingen over tid på siden status.
Vi investerer jo helt efter principperne for simpel investering, så der er egentlig ikke så meget at foretage sig på månedsbasis.
Baseret på 4% reglen giver porteføljen en årlig indtægt på: 46.000 kr.
Hvordan er din måned gået? Skriv gerne en kommentar!
Nordens største kryptobørs
Reklame
Investér i krypto, nemt og sikkert hos Firi.
Det tager 3 minutter at oprette dig.
Investering i kryptovaluta indebærer risiko, og du skal være over 18 år.
Hej Sune,
Hvordan kan det være du er stoppet med at poste net worth?
/Jakob
Hej Jakob,
Den er ikke så interessant i et FIRE-perspektiv.
/Sune
Njah den viser vel hvor langt du er på rejsen til FIRE ift. at have en net worth som du kan leve jf 4%-reglen (eller hvad din målestok nu er)?
Net Worth kan jeg ikke rigtig bruge til FIRE, det er kun investeringen. Vi har eksempelvis en opsparing til et hus og den kan ikke rigtig bruges til at genere et afkast, vi kan leve af.
Hej Sune. Jeg er lige begyndt at følge med herinde!
Investerer du kun i Sparindex investeringsforeninger? Kan der være en fordel i at sprede sig ud over flere investeringsforeninger (stadig globale) – men altså fra forskellige udbydere i stedet for at lægge alle æg hos Sparindex? Mvh Cecilie
Hej Cecilie,
Velkommen til 🙂
Godt spørgsmål og god tanke.
Ja. Min hustru og jeg bruger kun to fonde til vores depoter med frie midler. En til aktier og en til obligationer. De er begge to fra Sparindex.
Det indeks som fonden jeg investerer i følger er det bredest mulige. Det er altså ikke rigtig muligt at diversificere mere end det. Fonden indeholder næsten 500 aktier, så jeg kan ikke se et argument for at eje flere fonde der groft sagt følger et mindre globalt og diversificeret indeks.
Håber det gav mening
/Sune
Hej Sune. Ja, det giver mening. Jeg tænker hvis investeringsforeningen fx går konkurs – om man så har mange penge, som måske bliver “klemt” eller man er lang tid om at få adgang til. Hvis man så var delt over flere, fx iShares, danske Invest mv., at man så var mere “sikker”. Men jeg ved virkelig ikke meget om det. Jeg har den samme på min månedsopsparing men er laaaangt fra et højt beløb!
Jeg kan ikke svare på, hvor lang tid der eventuelt ville gå, hvis foreningen kom i problemer. Men fonden er rent juridisk adskilt fra foreningen, så man har i hvert fald ikke noget i klemme. Ens beholdning er også registreret i VP securities.
Hej Sune
Først og fremmest tak for en fantastisk inspirerende blog, jeg håber der kommer flere indlæg om at spare, og om den mentale disciplin i det. Selvom investering jo selfølgelig også er interessant.
Jeg har lige et spørgsmål som måske er lidt dumt, er det Sparindex Globale akt min eller Sparindex globale aktier KL du invistere i? Og hvorfor den ene fremfor den anden?
Hej,
Mange tak. Der er lidt af hvert på vej, så det skal bestemt ikke kun handle om investering.
Det er Sparindex Globale Aktier KL. Jeg investerer i den, fordi den følger det bredest mulige indeks.
/Sune
Hej Sune
Som altid dejlig at læse dine indlæg. Du har en post der hedder internet? – det må du da kunne få dit arbejde til at betale? Specielt i corona tid. – hvor du arbejder hjemme.😁
Du nævner at du har arbejdet med at opdatere dine indlæg. Hvad har du specifikt gjort ved dem?
Jeg har min egen lille rejse side https://storbyguide.dk her kunne jeg også godt tænke mig at opdatere mine indlæg – men jeg søger lidt sparring til hvordan 🧐😊
Mvh Mads
Hej,
Mange tak!
Bare tanken om at skulle prøve at få det igennem i en kæmpe stor burokratisk organisation, er til at tage modet fra en 🙂
En række forskellige ting.
Jeg har installeret et plugin der hedder Yoast SEO, som jeg har brugt til at sætte keywords pr. indlæg. + en masse andet. Det gør, at jeg tvinges til at forholde mig til SEO hver gang jeg skriver noget nyt.
Så har jeg fjernet indlæg, der simpelthen ikke var gode nok. Dem der havde potentiale, har jeg skrevet om. Når jeg skriver prøver jeg at sørge for rent faktisk at besvare et spørgsmål og dermed hjælpe en potentiel læser med et problem. Det gælder dog ikke de månedlige opdateringer, som ikke er særligt SEO fokuserede. Her gælder det mere at give faste læsere et indblik.
I min gennemgang har jeg lavet en række lister over grupperede indlæg, eksempelvis om investering, for at danne mig et overblik og på den bagrund fundet frem til emner, der ikke var dækket ind.
Og så har jeg også leget lidt med det her værktøj: https://neilpatel.com/ubersuggest/ til at finde frem til ting at optimere.
/Sune
Hej Sune
Tak for dit arbejde.
Jeg er ked af at læse om dine oplevelser med folk på facebook. Det er meget kedeligt.
Jeg ville ønske jeg havde et forslag, men desværre.
Hej,
Velbekomme 🙂
Det er vist bare sådan, tonen er på Facebook.
Hej Sune!
Rigtig lækker blog du har har fulgt med et stykke tid også på youtube.
Jeg vil høre hvordan din Nordnet opsparings fordeling ser ud, når den køber aktier den 5. Altså i% 🙂
Hej Nickolaj,
Mange tak, jeg er glad for, at du kan bruge det jeg laver 🙂
80% Sparindex Globale Aktier
20% Sparindex Stabile Obligationer
/Sune