Endnu en måned er gået på vejen mod økonomisk uafhængighed. Maj er opdatering nr. 94 i rækken og har budt på sol, sommer og gode afkast.
Er du mere til YouTube? Klik her.
Maj
Maj har på mange måder været en dejlig måned.
Den har budt på masser af soltimer og godt vejr, hvilket de fleste lader til at nyde i fulde drag.
Gode gåture og is har fyldt en del her.
Jeg kan se, at der generelt også har været færre læsere her på bloggen, hvilket jeg gætter på kan have lidt med vejret at gøre og det er ærligt talt forståeligt.
På forårets sidste dag, d. 31. maj, havde jeg fødselsdag og fyldte 38 år.
Porteføljen har også haft det godt i maj.
Fremgang på både aktiemarkedet og for Bitcoin har ført til gode stigninger og masser af afkast.
Men det skal vi nok se nærmere på om lidt, vi starter lige med et kort overblik og maj i tal.
Gratis investeringsplan
Reklame
Gør som +85.000 andre og få styr på din risikoprofil med en gratis investeringsplan fra Norm Invest.
Maj i tal
Den korte version.
- Indtægter: 13.800 kr. (brutto)
- Udgifter: 8.532 kr.
- Investering: 500 kr
- Porteføljen: 1.969.883 kr.
Lad os kigge på indtægterne.
Indtægter
I maj omsatte jeg for 13.800 kr. i Frinans.
Så det er lidt opad i forhold til sidste måned.
Indtægterne stammer fra affiliate marketing, sponsorater af forskellig art, bogsalg, kursussalg og reklamer på YouTube.
Generelt kan jeg se, at trafikken på alle kanaler har været stødt faldende i år, men startede også ud med meget høje tal for januar og februar.
Måske investering ikke fylder helt så meget hos danskerne i øjeblikket.
Det er også fair nok, der foregår mange andre ting i verden.
Videre til udgifterne.
Udgifter
Mine udgifter i maj:
- Bolig: 4.559 kr.
- Faste udgifter: 297 kr.
- Transport: 209 kr.
- Mad: 2.500 kr.
- Diverse: 967 kr.
I alt 8.532 kr.
Bolig dækker min husleje, vand, varme og tøjvask.
Faste udgifter dækker forsikring, a-kasse, diverse abonnementer og internet. Posten er ret lav, da jeg ingen større udgifter havde. Mit forsikringsselskab Undo lukker desværre, så fra juli vil mine forsikringer være lidt højere.
Transport er ofte meget lav, da jeg mest af alt cykler eller går.
Mad dækker både dagligvarer, husholdning og restaurantbesøg eller lignende. Maj har været meget gennemsnitlig på den front.
Diverse dækker selvsagt alt andet form for forbrug og der er posten lidt højere end de 0 kr. i april.
Hvis du er interesseret i mere, så se mit budget.
Det løbende gennemsnit de sidste tolv måneder er 10.641 kr., så maj måned tæller nedad i det regnskab.
Og nu til investeringerne.
Investering
Jeg har investeret 500 kr. i maj.
Så det er ikke fordi, der er blevet tilført en masse kapital, men maj har været en god måned i forhold til afkast.
Både aktiemarkedet og Bitcoin er gået fremad.
Aktiedepot
De 500 kr. jeg investerede, var igennem min månedsopsparing på mit aktiedepot.
Mit aktiedepot:
- Sparindex globale aktier: 1.406.697 kr.
- Sparindex stabile obligationer: 97.613 kr.
- MicroStrategy: 94.336 kr.
I alt 1.598.646 kr.
Afkastet på mit aktiedepot i maj var 41.098 kr. svarende til 2,64 pct.
Aktiesparekonto
Jeg har nu investeret det maksimale beløb på min aktiesparekonto, så det er formentlig slut med at tilføje flere penge her.
Min aktiesparekonto:
- iShares ACWI: 86.985 kr.
- MicroStrategy: 125.781 kr.
I alt 212.766 kr.
Afkastet på min aktiesparekonto i maj var 37.192 kr. svarende til 21,18 pct.
Norm Invest
Jeg har ikke investeret yderligere hos Norm Invest i maj.
- Norm Invest: 11.987 kr.
Afkastet på min investering hos Norm Invest i maj var 115 kr. svarende til 0,97 pct.
Opsparing
Det meste af min opsparing står hos Bank Norwegian og giver 3,15 pct. i rente om året. Jeg har tilføjet 25.000 kr. til en opsparing hos Nordnet i maj måned, da jeg havde for mange kontanter stående på min almindelige bankkonto hos Lunar.
Her er der et loft på, hvor mange penge jeg får renter for.
De står nu hos Nordnet, fordi jeg er usikker på, om de skal spares op eller investeres. Renten hos Nordnet er 1,75 pct.
- Opsparing: 146.484 kr.
Jeg har dog også penge stående på min normale bankkonto. Dem tæller vi ikke med her.
Samlet
Samler vi alt det, der kan bruges i jagten på økonomisk uafhængighed, er beløbet nu på 1.969.883 kr.
Det er en fremgang på 104.805 kr. sammenlignet med april måned, men en fremgang på 497.944 kr., hvis vi sammenligner med maj 2023.
Vilde tal.
Hvordan er din måned gået?
Må din opsparingsrate være høj og dit afkast gennemsnitligt – Sune
Nordens største kryptobørs
Reklame
Investér i krypto, nemt og sikkert hos Firi.
Det tager 3 minutter at oprette dig.
Investering i kryptovaluta indebærer risiko, og du skal være over 18 år.
Hej Sune.
Tak for endnu en opdatering og en god blog.
Hvorfor er de 104.805 kr. røde på bloggens billede og ikke grønne? Det er jo et positivt afkast – måske bare mig, men jeg forbinder den røde farve med penge som går ud af min konto/negative afkast i hhv. netbank og Nordnet.
Dbh Lykke
Det er bare et spørgsmål om blikfang. Mere er der ikke i det.
Hej Sune,
Med bitcoin ETF som er kommet på markedet, giver det så mening at trække sig fra Microstrategi på sin aktiesparekonto?
Hej,
På en aktiesparekonto må du kun investere i ETFer, der er på skats positivliste og det er Bitcoin ETFerne ikke.
/Sune