Kalenderne viser d. 1. marts og det betyder, at det er tid til en opdatering for februar.
Wow. Sikke en måned det har været.
Hvor skal jeg næsten begynde eller hvad skal fokus være på? Jeg har haft Corona, der er krig og fremtiden ser generelt lidt mere dyster ud, end den gjorde for bare en måned siden.
Jeg tror, at jeg lader være med at beskæftige mig med al den elendighed, der synes at være tilfældet ude i verden og for et øjeblik bare forholder mig til mit FIRE-projekt.
Indtægter, udgifter og investering.
Alt det andet skal nok finde vej ind i vores hverdag alligevel.
Vi starter ud med et simpelt overblik for februar og så kan du dykke lidt mere ned i kategorierne i indlægget.
Februar i tal
💵 Indtægter: 52.293 kr.
💸 Udgifter: 27.679 kr.
📉 Investering: 30.000 + 3.000 kr. til bitcoins
💰 Porteføljen: 1.847.363 kr.
Er du mere til YouTube? Så se med her.
Indtægter
Vores indtægter består typisk af vores begges løn og eventuelt indtægt fra Frinans.
Jeg har overført lidt fra Frinans denne måned, da jeg simpelthen ikke kunne lade være med at købe lidt ekstra bitcoins.
Der var tilbud.
Indtægt | Beløb |
---|---|
Løn | 49.702 kr. |
Frinans | 2.000 kr. |
Andet | 591 kr. |
I alt | 52.293 kr. |
Vi har også fået lidt penge tilbage fra vores tidligere elselskab.
Alt i alt er der ikke så meget at sige til indtægterne. Det har været en måned uden de store uforudsete indtægter.
Lad os kigge på udgifterne.
Udgifter
Vores budget for 2022 fordeler sig på 26.600 kr. til forbrug og 25.400 kr. til opsparing.
Herunder kan du dels se budgettet for de forskellige poster, men også, hvordan udgifterne har fordelt sig for februar.
Kategori | Budget | Udgift |
---|---|---|
Bolig | 14.000 kr. | 14.716 kr. |
Faste udgifter | 2.650 kr. | 2.239 kr. |
Transport | 650 kr. | 1.054 kr. |
Mad | 3.800 kr. | 3.061 kr. |
Diverse | 5.500 kr. | 6.609 kr. |
Forbrug i alt | 26.600 kr. | 27.679 kr. |
Opsparing | 25.400 kr. | 33.000 kr. |
Samlet set ca. 1.000 kr. mere til forbrug end budgetteret.
Vores husleje er steget og derfor kommer vi ikke til at holde budgettet på den del. Mon ikke, at der er mange, der bruger ekstra på den post for øjeblikket med stigende priser på el og måske også varme.
Så her har vi faktisk et helt lavpraktisk eksempel på inflationens påvirkning. Vores husleje stiger på grund af en stigende inflation, men lønnen følger ikke trop og ergo har vi færre penge til andet end faste udgifter hver måned.
Nej vi lider ikke nogen nød her og jo vi skal såmænd nok klare det hele.
På diverseposten har der udover vores lommepenge og lidt andet forskelligt også været en udgift til en skitur for Katrine. Det skal der også være plads til.
Vi har fortsat kunne sprænge budgettet på opsparingsposten, som mest af alt bare betyder mange penge i aktiemarkedet. Som nævnt sidste måned fik jeg udbetalt en del feriepenge og det gør, at vi fortsat kan investere mere, end vores indtægter reelt tillader.
Meget apropos så lad os gå videre til det, jeg tror de fleste af jer, har ventet mest på, investeringerne.
Investering
Januar var lidt hård for porteføljen med et minus på 4.79%. Du kan nok godt regne ud, at februar heller ikke var til den positive side.
Hvor meget kommer vi til.
Året er startet hårdt ud for investeringerne og det samme gælder sikkert også for dig. I februar endte det helt store tema selvfølgelig med at være krig, hvilket torsdag d. 24. februar betød massive fald, men fredag d. 25. februar en stor stigning.
Hvad kan vi lære af det?
Du kan ikke forudsige markedet og det giver ikke mening handle sig ind og ud.
Herunder kan du se, hvordan positionerne så ud i januar og hvordan de så ud ved udgangen af februar.
Frie midler | Jan. 2022 | Feb. 2022 |
---|---|---|
Sparindex Globale Aktier | 1.619.017 kr. | 1.597.428 kr. |
Sparindex Stabile Obligationer | 209.826 kr. | 206.544 kr. |
Bitcoin XBTE | 11.870 kr. | 12.903 kr. |
Norm Invest (Risiko 20) | 31.234 kr. | 30.488 kr. |
Samlet portefølje | 1.871.947 kr. | 1.847.363 kr. |
Aktierne er faldet til trods for, at vi har investeret yderligere. Her skal vi dog lige huske, at Sparindex fondene har udbetalt udbytte, hvilket der skal betales skat af, så det hjælper jo ikke ligefrem på situationen.
Obligationerne er faldet en smule, hvilket ikke gør den store forskel.
Bitcoin ETN’en er faktisk steget lidt, som det eneste i vores investeringer.
Min portefølje hos Norm Invest er selvfølgelig også faldet lidt, da den mest af alt består af aktier.
Tager vi højde for de 30.000 kr. vi har investeret denne måned, faldt porteføljen med 54.584 kr. svarende til -2.87%.
Mindre end i januar, men stadig et dyk nedad.
Er det noget, der bekymrer mig eller holder mig oppe om natten?
Nej.
Ændrer det på min strategi om at investere fast hver måned?
Nej.
Tror jeg på, at jeg kan forudsige markedet eller på anden vis handle mig ind og ud for at få et højere afkast?
Nej.
Fast investering hver måned på lige fod med at betale mine regninger i en portefølje med passive indeksfonde, der passer til min risikoprofil, er en strategi, der er evigtgyldig.
Nå ja og så krydrer jeg jo så med lidt bitcoins ved siden af.
Hvordan er din måned gået?
Nordens største kryptobørs
Reklame
Investér i krypto, nemt og sikkert hos Firi.
Det tager 3 minutter at oprette dig.
Investering i kryptovaluta indebærer risiko, og du skal være over 18 år.
Heey Sune
Jeg har tænkt lidt på, hvordan du selv gør med at følge med i dit forbrug, og får posterne kategoriseret ?
Jeg kan godt lide og lave lidt forskellig statistik på mit eget forbrug. men synes det er svært med spiir appen. men synes samtidig det er et stort arbejde og gennemgå alle mine bank konti hver måned.
Mvh Peter
Hej Peter,
Ja, der er noget arbejde i det, men jeg samler tingene i nogle relativt brede kategorier og det gør det alt andet lige lidt nemmere om end mindre præcist.
Jeg har også to poster der bare hedder hver vores lommepenge og dem kategoriserer jeg ikke yderligere, hvilket også gør det nemmere.
Har du tjekket om du kan hive data ud af Spiir? Det kunne man i hvert fald en gang, så måske det er en mulighed.
/Sune
Hej
Så det du selv gør, er at du gennemgår dine bank konti og kategorisere dine udgifter, i de førnævnte brede kategorier?
Fedt, jeg tjekker lige spiir ud, medhensyn til at trække data ud, fra deres app.
Mange tak
Ja, det er det, jeg gør. 😊