Hvad betyder lump sum investering, hvad er forskellen på det og dollar cost averaging og hvilken metode er bedst for dig?
Vi starter ud med lige at få en forståelse for, hvad lump sum investering er?
Hvad er lump sum investering?
Lump sum investering er at investere hele beløbet på én gang.
Vi bakker lige engang.
Hvis du står med en pose penge, du gerne vil investere, har du tre muligheder i forhold til timing.
- Investér det hele på én gang
- Spred investeringen ud over tid
- (Vent)
Investerer du hele beløbet på én gang, er der tale om lump sum investering.
Spreder du investeringen ud over tid, eksempelvis i tolv portioner henover et år, er der tale om dollar cost averaging.
At vente er en lidt anden kategori, da det i princippet bare er at udskyde beslutningen om enten lump sum eller dollar cost averaging. Det kan godt være en god beslutning, så længe formålet ikke er at time markedet, for det kan du ikke.
Uanset hvad, så husk lige at få styr på din risikoprofil først.
Men, hvad giver det største afkast?
Gratis investeringsplan
Reklame
Gør som +85.000 andre og få styr på din risikoprofil med en gratis investeringsplan fra Norm Invest.
Hvad giver det største afkast?
Lump sum investering har historisk givet det bedste afkast 2/3 af tiden.
Lige præcis spørgsmålet om, hvad der historisk har givet det bedste afkast, er meget veldokumenteret. Eksempelvis har Vanguard lavet en god kort undersøgelse.
Konklusionen på de undersøgelser er meget klar.
- Lump sum investering har historisk givet bedste afkast 2/3 af tiden.
- Dollar cost average har historisk givet det bedste afkast 1/3 af tiden.
Hvis du tænker over det på en logisk måde, er det faktisk ret simpelt, hvorfor det hænger sådan sammen.
Som investor løber du en risiko over tid.
Den risiko skal belønnes med et afkast for ellers er der ingen grund til at løbe risikoen.
Men, verden er kaotisk og investeringsmarkedet ligeså, så det er ikke lige så sikkert som amen i kirken.
Hvis afkast er en konsekvens af at løbe en risiko over tid, hvilken af de to metoder burde så teoretisk give det bedste afkast?
Hvilken metode sørger for, at flest mulige af pengene er investeret i længst tid?
Lump sum metoden.
Fremtiden er altid usikker
Ingen kender fremtiden, så vi kan ikke med sikkerhed vide, at lump sum også vil være den strategi, der giver det største afkast i fremtiden.
Men, da det historiske tilbageblik er ret klart samtidigt med, at vi kan forklare udfaldet logisk, så synes jeg, at det virker meget sandsynligt, at lump sum også i fremtiden vil være den strategi, der giver det bedste afkast.
betyder det, at du skal investere lump sum?
Skal du investere lump sum?
Hvorvidt du skal investere lump sum eller efter dollar cost average metoden er afhængigt af, hvad du ønsker.
Hvis dit fokus er på at maksimere afkastet, er det ret klart, at lump sum er den metode, der giver dig de bedste odds for at få det bedste afkast.
Men det er ikke 100 procent sikkert.
Det er ca. 67 procent sikkert, hvis vi baserer sandsynligheden på historisk data.
Hvis sandsynligheden for at få det bedste afkast er med lump sum metoden, hvorfor så overveje dollar cost average?
Det er ikke sikkert, at dit mål er at få det største afkast.
Måske dit mål er at minimere risikoen?
Måske du er nervøs for at investere det hele på toppen af markedet?
Hvis din risikotolerance er i den lave ende, kan det sagtens være, at det vil give mere mening for dig at sprede investeringen ud over tid.
Så spørgsmålet om, hvorvidt du skal investere efter lump sum princippet eller dollar cost average metoden, er et spørgsmål om, hvorvidt du vægter afkast eller risikominimering højest.
Det er et spørgsmål, du selv skal svare på.
Vi slutter lige af med en pointe i forhold til månedsopsparingen.
En månedsopsparing er lump sum
En månedsopsparing af din faste løn er ikke dollar cost averaging. Dollar cost averaging er kun, hvis du står med en pose penge, som du vælger at investere i mindre portioner over tid.
hvis du investerer for noget af din løn fast hver måned, er der tale om lump sum af den pose penge, du får udbetalt på månedlig basis.
Du kan godt bruge en månedsopsparing til dollar cost average metoden, hvis du eksempelvis har et større beløb, du gerne vil investere.
Men at investere fast hver måned af din løn, er bare lump sum investering som perler på en snor.
Det er en god investeringsstrategi.
Det er det samme, jeg selv gør og har gjort siden jeg begyndte at investere i februar 2015 helt efter principperne for simpel investering.
Nordens største kryptobørs
Reklame
Investér i krypto, nemt og sikkert hos Firi.
Det tager 3 minutter at oprette dig.
Investering i kryptovaluta indebærer risiko, og du skal være over 18 år.