Januar 2024

Månedsopdateringer 2024

Januar 2024 er veloverstået i jagten på økonomisk uafhængighed. Vi ser på, hvordan det er gået indtægterne, udgifterne og investeringerne.

Januar

Januar har i dén grad stået i vinterens tegn.

Især her i Århus.

Jeg er egentlig glad for sne. Jeg får den dér barnlige glæde over mig, når det vælter ned.

Måske fordi det sker så sjældent i Danmark.

Udfordringen i januar har bare været, at under alt sneen har der ligget et vanvittigt lag is her i Århus.

Bare det at gå hen og handle har været forbundet med flere halsbrækkende spagatagtige redninger.

Så jeg har mest bare holdt mig indenfor i varmen, drukket varm kaffe og skrevet en masse blogindlæg.

Ikke dårligt for en vintermåned, hvis du spørger mig.

Jeg trives ganske fint uden kollegaer, uden en chef og (næsten) uden deadlines.

Derudover har januar budt på Bitcoin ETFer i USA, hvilket bliver spændende at følge udviklingen af i fremtiden.

Jeg har fundet en side, hvor det er muligt at se, hvor mange bitcoins de forskellige ETFer, virksomheder og stater har, som er offentligt kendt.

Vi skal som altid kigge på, hvordan det er gået med indtægterne, udgifterne og investeringerne.

Vi starter med den korte version til de utålmodige.

Gratis investeringsplan

Reklame

Norm Invest er den nemmeste måde at investere på. Du starter med en gratis investeringsplan, der sikrer, at din investering passer til dig.

Gør som +85.000 andre og få styr på din risikoprofil med en gratis investeringsplan fra Norm Invest.

Januar i tal

Den korte version.

  • Indtægter: 40.340 kr.
  • Udgifter: 9.373 kr.
  • Investering: 40.050 kr (30.000 fra opsparingen)
  • Porteføljen: 1.715.012 kr.

Lad os se nærmere på indtægterne.

Indtægter

I januar omsatte jeg for 40.340 kr. i Frinans.

Det meste af omsætningen skyldes en samarbejdsaftale, jeg har lavet i forhold til at producere YouTube videoer i investorkampen året ud i konkurrence med Daniels Pengetips, Økonomichefen, Kristian Bruus og Thomas Invest.

Det er ikke en aftale, der sikrer samme udbetaling hver måned. Her i Januar var der noget ekstra, grundet den måde vi har lavet aftalen.

Derudover beholder jeg ikke de penge, jeg investerer som en del af investorkampen, så tallet snyder lidt.

Hvad der skal ske med dem, må du følge med i serien og finde ud af.

Jeg har haft lidt issues med, at den tjeneste jeg bruger til affiliate marketing, ikke har kunnet vise mig indtægterne det meste af januar og noget af december, så der ligger måske en positiv overraskelse og venter.

Vi går videre til udgifterne.

Udgifter

Mine udgifter for januar måned så sådan her ud:

  • Bolig: 4.656 kr.
  • Faste udgifter: 2.409 kr.
  • Transport: 0 kr.
  • Mad: 2.114 kr.
  • Diverse: 194 kr.

I alt 9.373 kr.

Bolig er blevet en smule højere, da min husleje er steget lidt her i 2024, men de ca. 200 kr. overlever jeg nok.

Faste udgifter var i den høje ende denne måned, da jeg skulle betale for de næste tre måneders a-kasse og fik nyt internetabonnement, hvor der skulle betales lidt forud.

Transport har udelukkende bestået af gåture og en enkelt cykeltur, så der var ingen udgifter.

Mad havde jeg troet ville være lidt højere, da jeg ikke synes, at der har været sparet på noget. Men det viser jo bare, at jeg nok sagtens kunne tvinge den pænt under de 2.000 kr., hvis jeg ville.

Diverse dækker en enkelt tur på apoteket, så det er jo til at overskue.

Se mit budget i 2024, hvis du vil yderligere i dybden med mit forbrug.

Og sidst, men ikke mindst, kigger vi på investeringerne.

Investering

Jeg har investeret 40.050 kr. i januar måned.

De 30.000 kr. er trukket fra opsparingen, så der er ikke tale om nye penge i forhold til selve porteføljen. De er alle sammen brugt til at købe flere obligationer.

Så har jeg købt for 500 kr. på mit aktiedepot igennem Nordnets månedsopsparing.

Yderligere har jeg indbetalt det maksimale beløb til min aldersopsparing på 9.100 kr.

Sidst og måske også mindst i den her sammenhæng, har jeg købt Bitcoin for 450 kr. i gennem Firi.

Afkast

Jeg har haft et afkast på 17.855 kr. svarende til 1.11 pct., hvis vi tager højde for indbetalingerne og udelader opsparingen og pensionen.

Aktierne har trukket pænt op, obligationerne har ikke gjort det store væsen af sig og Bitcoin har trukket lidt ned.

Lad os kigge lidt nærmere på hver af investeringerne.

Aktiedepot

Aktiedepotet fik tilført 500 kr. og der blev handlet igennem Nordnets månedsopsparing, helt som jeg plejer.

Herudover vekslede jeg en del af opsparingen til investering i form af obligationer.

Jeg havde 150.000 kr. stående på en opsparingskonto hos Nordnet, men jeg synes, at 120.000 kr. er nok, som tingene ser ud nu.

Jeg har dog ikke lyst til at sætte de ekstra penge i noget alt for risikabelt og da aktierne steg meget i 2023, er der sket en pæn forskydning i risikoen i porteføljen.

Det var derfor en helt naturlig beslutning, at sætte de 30.000 kr. i obligationer.

Investeringerne her består af:

I alt 1.518.641 kr.

Lad os gå videre til aktiesparekontoen.

Aktiesparekonto

Jeg har ikke købt noget nyt ind til aktiesparekontoen. Loftet er jo blevet hævet på den og det ville jeg egentlig gerne udnytte, men jeg synes ikke, at jeg har pengene til at skyde en masse i aktier lige nu.

Det kan godt være, at det ændrer sig i løbet af 2024, om ikke andet kommer der udbytte fra Sparindex om lidt og de kunne måske ryge ind på min aktiesparekonto.

Min aktiesparekonto består af:

I alt 60.321 kr.

Vi går til Norm Invest.

Norm Invest

Jeg har to forskellige investeringer, der relaterer sig til Norm Invest.

Jeg har både en investering igennem løsningen og aktier i selve virksomheden.

  • Norm Invest: 11.253 kr.
  • Norm Invest (aktier): 22.885 kr.

I alt 34.137 kr.

Aktierne i Norm Invest bliver afnoteret her i starten af februar, så jeg skal lige finde ud af, om jeg synes de har nogen form for plads i de her opdateringer fremover. Der vil ikke være nogen præcis måde at angive en værdi af dem, så de bliver muligvis bare parkeret på et andet aktiedepot, indtil der så engang skal ske noget med dem.

Vi hopper videre til opsparingen.

Opsparing

Jeg har en opsparingskonto hos Nordnet. Ikke fordi det er der, jeg får de bedste renter, men fordi det er nemt og overskueligt at have det hele samlet.

Som vi har været inde på, er den skrumpet i løbet af januar måned, så der nu står:

  • Opsparing: 120.484 kr.

Tæller vi det hele sammen, har jeg i alt 1.733.584 kr., jeg kan bruge i jagten på økonomisk uafhængighed.

Lad os til sidst runde pensionen.

Pension

Jeg har i januar måned indbetalt det maksimale beløb på 9.100 kr. til min aldersopsparing.

Jeg har tilføjet Bitcoin til pensionen med MicroStrategy, hvilket jeg godt kunne have ventet en måneds tid med, når vi se på afkastet for januar.

Men, man kan jo ikke time markedet.

I alt 44.366 kr. (der står også lidt kontant)

Herudover har jeg en arbejdsmarkedspension hos Velliv, igennem Grandhood, som jeg håber på at kunne flytte til Nordnet, når de engang i løbet af 2024 tilbyder livrente.

  • Arbejdsmarkedspension: 508.942 kr.

Samlet set er mine pensioner derfor 553.294 kr. værd.

Hvordan har din januar måned været i jagten på økonomisk uafhængighed?

Må din opsparingsrate være høj og dit afkast gennemsnitligt – Sune

Nordens største kryptobørs

Reklame

Firi Nordens største kryptobørs

Investér i krypto, nemt og sikkert hos Firi.
Det tager 3 minutter at oprette dig.

Investering i kryptovaluta indebærer risiko, og du skal være over 18 år.

7 thoughts on “Januar 2024”

  1. Hej Sune!

    Tak for endnu en god update!

    Min januar har også været god nu markederne har været gunstige! Pensionsopsparingen rundede 2,6 MDKK og investeringsporteføljen 2,34 MDKK. Besluttede at sænke min pensionsindbetaling fremover fra 15% til 11%, da jeg tror min opsparing efterhånden er rigelig taget i betragtning at der stadig er 30 år til pensionsalderen ca. Lidt nervepirrende, da jeg nok er lidt overforsigtig af natur, men det føles alligevel rigtigt.

    1. Sune Bjørn Andersen

      30 år med en god forrentning på 2,6 mio kr. kan nå at blive til pænt meget!

  2. Tak for indlæg! Hvordan kan det være, at du har valgt Sparindex Globale Aktier fremfor DKIGI på dit aktiedepot? Og hvad synes du om DKIGI?

    Jeg har nemlig fyldt min ASK op med LCUW og vil nu til at investere i i frie midler gennem månedsopsparingen og har lidt svært ved at finde den mest fordelagtige fond.

    1. Sune Bjørn Andersen

      Selv tak.

      “Hvordan kan det være, at du har valgt Sparindex Globale Aktier fremfor DKIGI på dit aktiedepot?”

      Sparindex Globale Aktier er den eneste danske investeringsforening, der kombinerer developed markets, emerging markets og small cap aktier. Med andre ord hele verdensindekset.

      Næsten.

      Nu har de skiftet indeks, hvilket er nederen.

      Så hvorfor ikke DKIGI?

      Fordi den kun indeholder developed markets og fordi den gør det med et filter, der koncentrerer risikoen, hvilket jeg ikke er interesseret i.

      “Og hvad synes du om DKIGI?”

      Jeg synes den er ligegyldig og ubrugelig. Er ønsket bæredygtighed, så findes der en bæredygtig udgave af Sparindex Globale Aktier, som jeg synes, giver meget bedre mening.

      /Sune

  3. Hvordan kan det egentlig være, at du ikke investerer i en ETF som IUSQ via månedsopsparingen på dit normale aktiedepot? Hvis man nu har tidshorisont for bestemte dele af sine investeringer på fx 10-15 år, så giver en ETF måske bedst mening? Og så slipper man for tvangsbeskatning af udbyttet fra fx Sparindex?

    1. Sune Bjørn Andersen

      Fordi ETFer er lagerbeskattede. Jeg har skrevet noget om forskellen her.

      Og fordi min tidshorisont ikke nødvendigvis er så lang, da jeg jo gerne vil begynde at leve lidt af porteføljen på et tidspunkt.

      Under de omstændigheder er det også lidt et problem, hvis der er en stor lagerbeskatning, der skal betales, hvis ikke indtægterne er til det.

Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.