Hvorfor bor vi til leje?

Hvorfor bor vi til leje? Det er et spørgsmål jeg tit får, når folk får indsigt i vores privatøkonomi.

Hvorfor bor vi til leje? Det er et spørgsmål jeg tit får, når folk får indsigt i vores privatøkonomi.

Jeg er træt af, at snakken om ejerbolig vs. lejebolig er så ensidig og ofte foregår på et ret lavt niveu.

  • “Hvis du ejer, så betaler du dig selv.”

Har du regnet på, hvor sandt det er?

  • “Prisen på boliger kan kun gå op.”

Nej, selfølgelig kan den ikke kun det.

Jeg bliver tit spurgt til, hvorfor vi bor til leje. Nu har jeg skrevet det her indlæg, så jeg kan henvise her til i stedet for at skulle forklare det hver gang. Det er nemlig svært opsummeret i én hurtig sætning, der passer til Facebook.

Jeg ville gerne have skrevet lidt mere om det økonomiske aspekt og lavet nogle regneeksempler, men så blev indlægget simpelthen for langt.

Det får derfor sit eget indlæg.

Fra Århus

Da vi besluttede os for at flytte til København skete det lidt pludseligt. Katrine kommer fra København, blæstegnen, og vi har stort set fra starten af vores forhold snakket om, at hun nok gerne ville tilbage og lidt tættere på hendes familie.

Selv kommer jeg Nordsjælland, lige lidt nord for Helsingør, så tanken om at skulle rykke fra Jylland var mig ikke super fjern. Jeg flyttede oprindeligt til Århus, da jeg gik i 3. klasse, så det er dog lidt tid siden, at jeg slog mine folder herovre.

I vinteren 2019 var Katrine godt i gang med hendes speciale og jeg arbejdede på Århus Universitet. Vi snakkede frem og tilbage om, hvorvidt det mon var lettest for Katrine at starte med et job i Århus, da det er her, hun har studeret og umiddelbart har det bedste netværk i forhold til den slags.

  • Men hvornår skulle vi så eventuelt lave rykket mod øst? Vi tænkte om et år eller to.

Eller skulle vi bare gøre det i forbindelse med, at Katrine blev færdig?

Det kan godt virke som en voldsom beslutning at skulle rykke teltpælene op uden et sted at flytte hen og uden at nogle af os havde et job på lommen.

Til København

I løbet af foråret skete der bare det, at Katrine fik lidt en åbning for et job i forbindelse med et studiejob i København. Vi kunne ikke være sikre på, at det førte til et job i den anden ende, men mulighederne var der.

Og netværket i forhold til den slags åbnede sig derfor også op i København.

Jeg begyndte at søge lidt jobs i København for at se, om vi eventuelt kunne lave rykket uden, at vi skulle stå med en manglende indtægt fra mig eller at vi skulle leve hver for sig på ubestemt tid.

  • Så skete der bare det, at en gylden mulighed åbnede sig for mig og jeg slog til.

Jeg havde mere eller mindre lovning på et job, men der gik lidt tid før det kontraktuelle faldt på plads.

Vi havde derfor med stor sandsynlighed ét job i sækken og det var nok til at vi besluttede os for at rykke teltpælene op.

Boligsituationen

Nu er det jo bare sådan, at vi også helst skulle have et sted at bo.

Katrine var studerende med et studiejob og ikke noget tilbud på hånden om et job på den anden side. Hun er ekstremt dygtig, så jeg var ikke nervøs for, om hun skulle finde noget, men det hjælper jo ikke meget i forhold til banken.

Det er dyrt at bo i København

Selv havde jeg ikke endnu en kontrakt på, at jeg havde et job i København. Jeg havde heller ikke forhandlet løn endnu, så jeg kendte faktisk ikke min indtægt.

  • Ikke de bedste forudsætninger at købe en bolig ud fra.

Dertil skal også lægges, at jeg ikke kendte København særligt godt. Jeg har en tommelfingerregel, som vi nok skal vende tilbage til, der går på, at jeg ikke vil købe en bolig uden som minimum en 10 års horisont.

Andet er for risikabelt til min smag.

Den er svær at implementere et sted, man overhovedet ikke kender.

Lejebolig

Vi begyndte derfor at lede efter lejeboliger, hvilket er et totalt gedemarked i København.

I vores naivitet tænkte vi, at hvis vi satte lejen op med 2.000 kr. fra vores daværende situation, måtte det være muligt.

Det betød en leje på 10.000 kr.

Det er stort set umuligt at finde en lejebolig til de penge i København med mindre vi snakker alment boligbyggeri, men vi har ikke lige stået på en venteliste i x antal år, så den mulighed eksisterede ikke.

Vi kunne være rykket uden for København, men det var faktisk også svært at finde noget til pengene dér. Det betød oftest bare et lille værelse mere, men ikke en besparelse i kroner og øre. I hvert fald ikke, hvis vi så regnede de ekstra transportomkostninger med.

Vi snakkede også om, at når nu vi rykkede til København, kunne vi godt tænke os at prøve at opleve byen og bo dér. Vi var ikke interesserede i at flytte direkte til et forstadsliv.

Derudover er det ret svært at søge bolig i København, når man ikke bor i nærheden. Der er virkelig rift om boliger, der er til at betale og derfor røg vi hele tiden bag i køen, hvis ikke vi lige kunne møde op til en fremvisning.

Det føltes som en lidt håbløs situation og generelt er vi ikke så glade for ikke at have styr på tingene. At skulle rykke til København uden at have styr på boligsituationen, ville passe os rigtig dårligt.

I påskeferien tog vi over og besøgte Katrines forældre og ringede og snakkede med en ejendomsmægler, som vi havde fundet frem til også formidlede lejeboliger. Vi så på et par lejligheder der var noget dyrere, end vi havde forestillet os, men de var rigtig lækre og lå i et godt og trygt område i cykelafstand til de forhåbentlige fremtidige jobs.

Derfor slog vi til.

Vi klarede det

Vi vidste nu, at vi havde tag over hovedet. Vi manglede dog stadig en kontrakt til mig, at kende min løn og et job til Katrine.

Det hele var helt ærligt lidt stressende.

Men det hele flaskede sig selvfølgelig og lykkedes i sidste ende. Plus det løse.

  • Jeg friede til Katrine en torsdag
  • Havde sidste arbejdsdag om fredagen &
  • Vi flyttede om lørdagen

Katrine fandt selvfølgelig et job og vi var dermed klar til at starte næste kapitel af vores eventyr sammen.

Denne fase i København.

Tommelfingerreglen

Tilbage til det her med tommelfingerreglen.

De seneste år har det muligvis været sådan, at på grund af de galoperende boligpriser kan man købe en bolig og sælge den med fortjeneste allerede et år senere.

Det er bare naivt at lægge en strategi ud fra, at det realistisk kan fortsætte på den måde.

Det svarer til, at fordi aktiemarkedet et år leverer et afkast på 25%, så fremskriver man bare det i det uendelige. Så tror man på, at man også de næste mange år kan lave et afkast på 25% om året.

En risiko ved at købe en bolig er, at den falder i pris, men, at man kan være nødsaget til at sælge. Det kan eksempelvis være ved skilsmisser eller familieforøgelser, for bare at vælge to scenarier i hver sin ende af skalaen.

Går man bare en smule fornuftigt til værks giver det derfor mening at tænke i en minimumsperiode at bo et sted.

Ligesom der også er en art minimumsperiode at holde aktier i, for at der kan være tale om investering.

  • < 5 år = spekulation
  • > 5 år = investering

Med et galoperende boligmarked i København bliver de fleste grebet af en art blodsrus og det meste af fornuften lader til at fordufte.

Personligt var og er jeg nervøs for at købe bolig i København, med de absurde priser der er.

Alle siger, at priserne kun kan stige, at det kun kan gå én vej. En bolig i København er en sikker investering.

Når alle siger det, så skal man blive nervøs.

København stikker i den grad af fra resten af Danmark og spørgsmålet er, om det bare kan fortsætte.

Huspriser i Danmark

Grafen stammer fra Eriks uovertrufne DK finance modeller.

For at bevare en bare nogenlunde risikoprofil i forhold til bolig er min tommelfingerregel derfor, at vi skal kunne se os selv der de næste 10 år.

Mangel på en 10 års plan

De 10 år er netop en af årsagerne til, at det er lidt svært for os at beslutte os for at købe en bolig. Vi ved ikke helt, hvordan vores 10 års plan ser ud.

Vi kan godt se os selv i København de næste 2-3 år. Måske også lidt mere a la 5 år.

  • Men ikke nødvendigvis 10 år.

Det er lidt en udfordring i forhold til at købe en bolig.

Vi har ikke en klart formuleret drøm i forhold til, hvordan vores liv ser ud om 10 år eller hvor det skal foregå. Jeg har giftet mig med en ambitiøs og ekstremt dygtig kvinde der helt naturligt gerne vil prøve sig selv lidt af på arbejdsmarkedet. Skal det være på den rigtige måde i forhold til spændende opgaver og muligheder, betyder det umiddelbart et job i København.

Det er muligt, at jeg måske vil kunne trives i en eller anden jordhule eller et faldefærdigt gør-det-selv-projekt ude på lars tyndskids mark, men det er ikke et krav, jeg kan eller vil stille til min hustru på nuværende tidspunkt.

Vi står også et sted i vores liv, hvor der ikke er nogle børn at tage hensyn til endnu. Vi kan derfor ikke rigtig vide, hvad det vil gøre ved vores planer, ønsker og drømme.

Det er dog ikke helt urealistik, og her viser det jyske sig i min underdrivelse, at livet med børn og god tid til familien ikke skal foregå i København.

Der er jo lige det der med, at jeg jagter økonomisk uafhængighed i en eller anden grad. Bare som en sidebemærkning.

Herudover er jeg nok lidt old-school i forhold til jobbet som ægtemand. At sige “ja” til Katrine betyder for mig, at jeg ikke kommer i første række længere.

Selvfølgelig søger jeg at få tingene til at gå op i en højere enhed, men jeg er meget bevidst om at gøre, hvad jeg kan, for at vi lykkes sammen som et team og at hun får de bedste muligheder for at blomstre og trives.

Det betyder en lidt mindre hardcore tilgang til jagten på den økonomiske uafhængighed end jeg nok ellers ville forsøge mig med.

Det fremtidige arbejdsmarked

En ekstra ubekendt er det fremtidige arbejdsmarked især med tanke på konsekvenserne af Corona.

Vender vi bredt set tilbage til, hvordan tingene var før marts 2020?

  • Eller kigger vi ind i en fremtid med mere hjemmearbejde?

Den slags kan have en stor indvirkning på forholdet imellem det at bo og arbejde i København.

Ekstra transporttid har en mindre indvirkning, hvis det kun gælder 2 dage om ugen.

Corona er på mange måder en ubekendt i forhold til mange dele af samfundet, men især den her del med det fremtidige arbejdsmarked er jeg lidt spændt på.

Hvis vi reelt set kan bo et godt stykke væk fra København, er det ikke urealistisk, at vi kan købe et rigtig fedt sted på landet eller vandkantsdanmark med masser af potentiale. Vi kan bo ekstremt billigt og jeg kan bruge en del af min tid på at sætte det i stand og bygge til.

Siden jeg begyndte på dette indlæg er boligsituation i Danmark og især omkring København og i Århus blevet det hotteste i medierne.

Prøv bare at tjekke et par af overskrifterne her:

Konklusion

Vi står altså et sted i livet, hvor vi godt kan se os selv i København på den korte bane, men ikke nødvendigvis på den lange.

  • Det er en ekstremt vigtig pointe i forhold til at købe en bolig.

Køber vi en dyr bolig, hvilket er det eneste der findes i og omkring København, så er der en risiko for, at den potentielle boligboble springer og det stavnsbinder os til København længere end vi ønsker.

Som en sidebemærkning vil jeg gerne lige tilføje, at det kun er københavnere, og måske nogle århusianere, der ikke synes, at 3, 4 eller 5 millioner for en bolig er meget. Det meste af Danmark synes, at den slags priser er vanvittige.

Med den tidshorisont vi muligvis forestiller os i København, er risikoen ved at købe en bolig ganske enkelt meget stor.

Og måske for stor til os.

Det kan være, at vi finder en slags kompromis, som hedder et liv i en by udenfor København og derfor med muligheden for fortsat at arbejde i København.

Det virker dog lidt forhastet at købe hus dér på nuværende tidspunkt. Der er ikke nogle børn endnu og hvem ved, hvornår den slags eventuelt kommer til at ske. Det er muligt at være for meget på forkant.

Et liv i forstaden giver mere transporttid, som i min verden er en del af tiden brugt på arbejde. Laver vi rykket, vil vi derfor aktivt hæve tiden brugt på arbejde. Det klinger ikke så godt i forhold til jagten på at arbejde mindre.

Så når folk siger til mig eller os, at vi da bare skal købe en bolig, så er det altså ikke helt så simpelt.

Må din opsparingsrate være høj og dit afkast gennemsnitligt

Nordens største kryptobørs

Reklame

Firi Nordens største kryptobørs

Investér i krypto, nemt og sikkert hos Firi.
Det tager 3 minutter at oprette dig.

Investering i kryptovaluta indebærer risiko, og du skal være over 18 år.

2 thoughts on “Hvorfor bor vi til leje?”

  1. “Lidt nord for Helsingør” …Sverige?
    “ Men hvornår skulle vi så eventuelt lave rykket mod vest?”…København ligger mod øst😜

Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.