Hvad er en livsnyder

Jeg hører ofte brugen af begrebet livsnyder brugt som begrundelse for at skrue op for forbrug. Skal vi ikke prøve at forholde os lidt kritisk til det i dag?

Ordbogsdefinitionen: Person der (ubekymret) nyder livet og dets goder, fx mad, kunst og fester

Jeg synes, at jeg ofte støder ind i begrebet livsnyder og jeg oplever også, at dem der bruger begrebet til at beskrive sig selv ofte gør det på en måde der understøtter deres lyst til at forbruge. Det er noget vi har talt en del om på hjemmefronten og derfor satte jeg mig også for at skrive lidt om mine tanke herom. På bunden tror jeg nemlig, at jeg ville kategorisere mig selv som bevidst livsnyder. Lad mig prøve at nå frem til, hvad det betyder.

Nyde vs. yde

Kan man nyde uden at yde?

Problemet, som jer ser det, både med definitionen og holdningen, som kort skitseret ovenfor, er den totale mangel på grundlaget for at kunne nyde. Dette grundlag kunne vi passende kalde for yde-delen. Det er de færreste forundt at kunne nyde, hvad det så end måtte være, uden at forholde sig til, hvordan det i praksis skal lade sig gøre. Deraf også det gamle mundheld:

Man skal yde før man kan nyde

Definitionen går godt nok på, at en livsnyder er en person der nyder, forbruger, uden bekymring. Det er dog ganske urealistisk, at dette kan holde i længden for hvem betaler regningen? Regningen i den forstand er faktisk flertydig, for den kommer både i form af penge og konsekvenser. De fleste mennekser er nødt til at hoste op med penge for at nyde mad, kunst og fester, men en laissez faire holdning til, hvad man hælder indenbords kommer også med en regning på den lidt længere bane i form af helbredet. Den sidste del kan man selvfølgelig godt se ud over i forhold til netop, som definitionen går på, ubekymret at nyde. Den første del, hvem der betaler regningen, er sværere.

Jeg synes dog det kan være en svær balancegang, for det er ganske tydeligt, hvordan det at være ubekymret, bliver et problem på den lange bane. Omvendt er det modsatte også et problem, altså konstant at bekymre sig. Der er helt klart noget frihed gemt i ubekymringsdelen, så der er helt sikkert noget brugbart livsfilosofi at hente derfra. Jeg tænker derfor umiddelbart, at det må forholde sig som med det meste andet, det gælder at finde en balance. En balance imellem det at bekymre sig og derfor sørge for at få ydet samt det at kunne nyde ubekymret indimellem på baggrund af en bevidsthed om, at det er der en mulighed for.

Retten til at nyde

Har man ret til forbrug?

Et af de steder jeg ofte støder på livsnyderbegrebet er i Luksusfælden, som jeg jo har en vis svaghed for. Her kommer det specielt til udtryk på to måder: en følelse af ret til ting og som undskyldning for forbrug. Lad os prøve at forstå de to ting lidt bedre.

Det lader til, at mange mennesker efterhånden opfatter en vis velstand og forbrug som en ret. Er der noget vi har lyst til eller synes vi tingene bør være på en bestemt måde, ja så er der efterhånden mange der opfatter det som en ret, at det så også er sådan. Det kommer til udtryk på mange måder, men et godt eksempel er det totalt gennemtærskede “frikadeller i børnehaven” eksempel. Der er nogle der gerne vil have, at der serveres frikadeller i børnehaven ergo skal børnene have ret til frikadeller. Det giver ingen mening i min verden. Som moderne menneske i Danmark har man da ret til at eje et hus, en bil og en frygtelig masse elektronik, har man ikke? Det er i hvert fald ofte holdningen i Luksusfælden og er der ikke råd til det, kan man altid bare låne pengene. Jeg synes, at rettigheder skal værnes om og er vigtige grundsten i et samfund, derfor bør der heller ikke være ret mange fordi betydningen, og dermed villigheden til at værne om dem, drukner i mængden. Luksusforbrug har intet med rettigheder at gøre.

Den anden del handler om at finde en undskyldning for et valg, som man egentlig godt ved er lidt skidt. I Luksusfælden udspiller det sig ofte således:

Deltager: Vi er sådan nogle livsnydere. Vi elsker at ligge os på sofaen og se film, spise slik, drikke sodavand og ryge alle de cigaretter vi kan nå.

De ved nok godt, at det at gøre det dag ud og dag ind dels er skidt for pengepungen, og den er jo typisk noget presset for de her mennesker i forvejen, men også skidt for helbredet på den lidt længere bane. Her bliver begrebet brugt som en undskyldning, en forklaring på hvorfor det er okay. Det er et trick man lærer sig selv for at kunne synde. Det er sikkert helt normalt at komme med den slags undskyldninger, jeg bruger dem faktisk også selv; “Det er jo kun fredag een gang om ugen”, “det er jo kun isvejr om sommeren” osv. Jeg siger heller ikke, at det nødvendigvis er forkert at træffe de valg, jeg synes bare personligt ikke, at det har ret meget med et prædikat som livsnyder at gøre.

Læg også mærke til, hvordan de såkaldte livsnydere i Luksusfælden egentlig ikke rigtig nyder livet fordi der hænger en kæmpe gæld over hovedet på dem på baggrund af deres overforbrug. En person der ubekymret nyder livet for lånte penge, nyder det således ikke ubekymret i længere tid. Det synes jeg må være en helt central pointe.

Livsnyder i frinansforstand

Læg mærke til, at “yder” faktisk indgår i “livsnyder”. Jeg har også fokus på yder-delen

Jeg ville jo nok i stedet omskrive definitionen af livsnyder til:

Person der tager sig tid til at nyde livet og dets goder

I denne definition skal det forstås, at tid = penge og det at nyde derfor kommer på baggrund af arbejde og ikke kredit. Yderligere, er det vigtigt, at det er noget man aktivt tager sig tid til og dermed ses det yderligere, hvor vigtigt et parameter tid er. Man kan ikke være sikker på, at tid er noget man altid har og vil have og derfor skal den prioriteres. Vil man helst bruge en masse tid på arbejde for at kunne købe en masse forbrug eller vil man hellere undvære forbruget og dermed kunne bruge tiden, eksempelvis sammen med familie eller venner. Den totale økonomiske frihed er jo sådan set bare muligheden for at kunne prioritere helt frit. Er man ikke afhængig af at skulle veksle ens tid for penge, ja så har man total rådefrihed over ens tid. Er man delvist økonomisk uafhængig, eksempelvis ved at kunne klare sig med et deltidsarbejde, ja så er man i en vis forstand friere end med et fuldtidsarbejde, fordi der er mere tid at råde over. En livsnyder er dermed, i mine øjne, en person der vægter tid og oplevelser over et mere uhæmmet forbrug. At bruge mange penge på elektronik har derfor intet med at være livsnyder at gøre i min optik. Sidstnævnte pointe fordi jeg faktisk også flere gange er stødt på det argument for at være livsnyder. “Vi kan ikke forbruge mindre fordi vi er livsnydere”, hvordan hænger så sammen har jeg spurgt? “Ja vi er sådan nogle livsnydere der bruger mange penge på elektronik”.

Livsnyderi hænger sammen med frihed, frihed til at bruge ens tid som man ønsker på oplevelser der bidrager positivt til ens liv eventuelt sammen med mennesker man holder af. Et stort forbrug er derfor med til at mindske graden af livsnyderi. Læg mærke til brugen af ordet graden, for det er ikke et sort/hvidt spørgsmål, som jeg opfatter det. Man er ikke enten eller livsnyder. Man nyder livet i en eller grad og der kan derfor være tale om livsnyderi på en eller anden skala. Hvor meget af livet går til arbejde og hvor meget af livet går til fornøjelse, kunne også være en måde at måle den slags på. Arbejder man 60 timer om ugen i stedet for 37, ja så nyder man livet mindre, ud fra min forståelse. Det er ikke ensbetydende med, at det ene er det rigtige at gøre og det andet det forkerte, det kommer jo helt an på, hvad man ønsker at bruge sit liv på. Jeg tror ikke der er mange der kommer til tops i erhvervslivet ved at have en høj grad af livsnyderi for eksempel. Arbejdsmæssige ambitioner er derfor med til at trække ned på livsnyderiet. Omvendt, er der heller ikke plads til meget livsnyderi som arbejdsløs, for hvordan skal man så betale for at kunne leve.

Et overset aspekt er nogle af alle de små gratis glæder man kan udnytte. Det gør vi meget ud af hjemme hos os. Det kunne være at tage på stranden, tage aftensmaden med hen i en nærliggende park osv. Det at nyde livet behøver ikke at inkludere det at bruge en helt masse penge. Dette lighedstegn imellem forbrug og livsnyderi er derfor ikke et vi er enige i herhjemme. Dermed ikke sagt, at der ikke kan være livsnyderi forbundet med forbrug, men der er så mange andre måder at nyde livet på. The best things in life are free.

Det er måske også her, at frinans som projekt og tilgang til livet viser sig igen, ligesom det var tilfældet med indlægget om kulturelle normer. Igennem et fokus på finans-delen, optimering af forbrug, indtjening og investering, ønsker jeg at kunne skrue op for fri-delen på sigt. Det er egentlig bare en anden måde at sige, at man skal yde før man kan nyde. Jeg er nok i virkeligheden bare en livsnyder, men det kan ikke praktisk lade sig gøre uden at udføre arbejdet først eller undervejs. Jeg vil således ikke forlade mig på, at det er andre der gør det muligt for mig at nyde, det skal jeg nok klare selv.

Således er Frinans altså bevidst livsnyderi. Bevidst fordi det beror på, at der skal ydes før der kan nydes.

Og når det er sagt, så nyder jeg faktisk en del allerede. Jeg har et job der ikke fylder 50 timer om ugen og jeg bruger meget tid sammen med min bedre halvdel. Jeg møder for eksempel også gerne tidligt på arbejde for så til gengæld at kunne holde tidligt fri. Så har vi god mulighed for at nå at tage på stranden eller lignende i det gode vejr. Derudover synes jeg, at hele den her rejse er interessant og spændende. Således er jeg ikke kun fokuseret på målet, men også processen og den del synes jeg er spændende.

Betragter du dig selv som livsnyder og hvordan kommer det til udtryk?