Står vi midt i en recession? Hvad er en recession for noget? Kan du bruge det til noget i forhold til dine investeringer?
Hvad er en recession?
“En recession betegner i økonomiske sammenhænge en nedgang i den økonomiske aktivitet af en vis størrelse.”
Sådan skriver Den Store Danske.
Det er, hvad vi kunne kalde en lidt blød definition.
Hvor stor en nedgang og målt hvordan?
En god tommelfingerregel er dog, at et lands bruttonationalprodukt har været direkte faldende, dvs. BNP-væksten har været negativ, i mindst to kvartaler i træk.
Det er lidt nemmere at forholde sig til, da der ikke efterlades så meget plads til tvivl.
I USA gør de tingene lidt anderledes.
Også på dette punkt.
Gratis investeringsplan
Reklame
Gør som +85.000 andre og få styr på din risikoprofil med en gratis investeringsplan fra Norm Invest.
Den amerikanske udgave af en recession
I USA er det nemlig the Business Cycle Dating Committee of the National Bureau of Economic Research (NBER), der bestemmer, hvornår og om der har været tale om en recession.
Samme tommelfingerregel med de to negative kvartaler i træk er stadig i spil, men ultimativt bestemmes det på bagkant af NBER, om der har været en recession.
Eksempelvis blev nedgangen pga. Corona tilbage i februar-april 2020 kategoriseret som en recession, til trods for den korte varighed.
Det leder os så videre til spørgsmål om, hvorvidt vi er i en recession nu?
Er vi i en recession nu?
Det mest korrekte svar er, at vi ikke ved, om vi er midt i en recession.
Kedeligt.
Men i og med, at der ikke findes en klokkeklar definition på en recession, så kan vi ikke sige noget definitivt.
Der har dog være mange overskrifter om en økonomisk recession både i USA, Europa og herhjemme i Danmark det seneste års tid.
Amerikanerne har oplevet negativ vækst i BNP i årets første to kvartaler af 2022, og det er netop definitionen på en såkaldt teknisk recession.
Så ifølge tommenfingerreglen var der recession over there.
Men, det syntes NBER ikke var tilfældet, så ingen recession.
Vi må vente og se, om der er nogen, der beslutter, at vi har været i en recession.
Hvordan reagerer markedet?
Endnu en gang må vi tage til tåls med, at det mest ærlige svar på spørgsmålet er kedeligt. Vi kan nemlig ikke vide, hvordan markedet vil reagere.
Når det så er sagt, så er der et aspekt omkring lige netop det her, der er ret interessant.
Prisen på aktier er i evig bevægelse og bestemmes af investorernes syn og tro på fremtiden.
Fremtiden for den enkelte virksomhed, sektoren og økonomien i det store hele. Fremtiden i form af den korte, mellemlange og lange bane.
Kort sagt, et kaotisk virvar af information, tro, håb og måske kærlighed.
Dermed også sagt, at investorerne griber tingene lidt an på forskud. De kigger fremad og har mindre fokus på lige nu.
Derfor reflekterer prisen på en given aktie og aktiemarkedet som et hele investorernes tro på selvsamme i fremtiden.
Baseret på alt den tilgængelige information, der er.
Sådan lidt groft karikeret, i teorien og til dels i praksis.
Prisen reflekterer derfor også, at BNP har været faldende to kvartaler i træk tilbage i 2022. Den reflekterer også, hvad investorerne tror, at konsekvenserne er og bliver for fremtiden.
Kort og godt, den information er allerede at spejde i priserne.
Så, er vi midt i en recession?
Måske.
Kan vi bruge det til noget i forhold til at forudsige fremtiden på aktiemarkedet?
Nej.
Hvad gør du Sune?
Jeg ynder jo gerne at bruge mig selv som eksempel og denne her gang skal ikke være en undtagelse.
Jeg har tænkt mig at gøre, fuldstændig som jeg plejer.
Uanset om der har været, er, eller kommer en recession.
Jeg investerer efter min risikoprofil hver måned.
Både når markedet går op og når markedet går ned.
Det er automatiseret, så jeg ikke skal bruge noget energi på at overveje, om jeg mon er overmenneskelig den ene måned og i stand til at forudsige, hvornår det er bedst at købe.
Hint: Det er der ingen, der ved.
Jeg har automatiseret disciplineret investering.
Jeg får udbetalt min løn, betaler mine regninger og overfører fast til min investeringskonto hver måned, hvor der handles helt automatisk.
Det er dét og sådan bliver det ved med at være.
Må din opsparingsrate være høj og dit afkast gennemsnitligt
Nordens største kryptobørs
Reklame
Investér i krypto, nemt og sikkert hos Firi.
Det tager 3 minutter at oprette dig.
Investering i kryptovaluta indebærer risiko, og du skal være over 18 år.
Hej Sune
Rigtig fed blog, jeg nyder at følge
En ting som dog undrer mig, er hvorfor du ikke vælger en ETF på skats positiv liste til din investeringer? Så undgår du lagebeskatning
Men der bliver selvfølgelig flere dilemmaer ift. skat og mere kompleksitet – det er nok årsagen til du ikke har valgt anderledes pt.
Måske findes de ETF’er ikke, som dækker bredt nok og er på skats positiv liste
Tak for en fed blog!
Venlig hilsen
Jacob
Hej Jacob,
Tak. Jeg er glad for, at du kan bruge det jeg laver til noget.
Det du nævner, er desværre ikke en mulighed. Alle ETFer lagerbeskattes.
Findes de på positivlisten beskattes de som aktieindkomst i stedet for kapitalindkomst, men stadig efter lagerprincippet.
/Sune