Jyske Månedsinvestering

Jyske Månedsinvestering gør det nemt og billigt at automatisere dine investeringer. Men er Jyske Månedsinvestering en god investering?

Jyske Månedsinvestering gør det nemt og billigt at automatisere dine investeringer. Men er Jyske Månedsinvestering en god investering?

Det spørgsmål skal vi finde et svar på, men først skal vi lige forbi hvad, hvem, hvor, hvilke og hvordan i forhold til Jyske Månedsinvestering.

Hvad er Jyske Månedsinvestering?

Jyske Månedsinvestering er et investeringsprodukt fra Jyske Bank, der gør det nemt og relativt billigt at investere automatisk hver måned.

De fleste danske banker har efterhånden et produkt, der efterligner Nordnets månedsopsparing.

De hedder så bare bankens navn + månedsinvestering, fordi Nordnet sidder på begrebet månedsopsparing i et marketingperspektiv.

Og altså Jyske Månedsinvestering.

De ligner alle sammen hinanden ret meget udenpå, men under motorhjelmen er der forskel.

Det sidste kigger vi mere på senere.

Fælles for dem alle er, at de vil gøre det nemt at investere systematisk og automatisk hver måned.

Det sikrer, at du spreder din risiko over tid og gør investering til en god vane.

Udbuddet af fonde du kan investere i igennem Jyske Månedsinvestering er ret begrænset, hvilket jeg mener, er en god ting, men det vender vi tilbage til.

Reklame

Hvem kan investere med en månedsinvestering?

For at få en Jyske Månedsinvestering skal du være fyldt 18 år, bosiddende og skattepligtig i Danmark samt kunde i Jyske Bank.

Månedsinvesteringen kan derfor ikke bruges som en børneopsparing.

Yderligere kan du kun investere for frie midler.

Det vil sige, at du ikke kan investere på din aktiesparekonto eller pension igennem månedsinvesteringen.

I hvert fald ikke som tingene ser ud nu, men hvem ved, om Jyske Bank udvider mulighederne på et tidspunkt.

Hvor meget kan jeg investere?

Der er ingen øvre grænse for, hvor meget du kan investere for om måneden med Jyske Månedsinvestering.

Her adskiller produktet sig fra de andre konkurrenter på markedet, som typisk gør brug af et maksimum på 50.000 kr. om måneden.

Jyske Bank skriver selv, at der ingen nedre grænse er for indbetalinger, men, at pengene først bliver investeret, når der står 200 kr. på kontoen.

Det betyder bare, at minimumsbeløbet er 200 kr.

Hvad koster Jyske Månedsinvestering?

Jyske Månedsinvestering koster ikke noget i sig selv, hvis du i forvejen er kunde i Jyske Bank.

Det betyder, at produktet her er delvist sammenligneligt med de andre månedsinvesteringer på markedet.

Du betaler ikke noget depotgebyr og kurtagen er sparet væk, når det gælder indkøb til porteføljen.

Du skal stadig betale kurtage, når du vil sælge ud af din investering.

Den største udgift er derfor omkostningerne til den fond, du vil investere i, men det kigger vi på lige om lidt.

Nu er det sådan, at Jyske Månedsinvestering kun er tilgængeligt for kunder i Jyske Bank. Så hvis du ikke er kunde, men ønsker at gøre brug af investeringsmuligheden, skal du lige blive kunde først.

Her skriver de selv:

“Du får en konto og et depot til din Jyske MånedsInvestering samt adgang til Jyske Banks mobilbank.

Bemærk: Det er gratis for børn og unge under 30 år. Kunder over 30 vil have et kvartårligt gebyr på 35 kr. for net- og mobilbankk, medmindre engagementet samles og dermed lander i Jyske Banks kundekategorier – Jyske Plus, Jyske Premium, Jyske Private Banking.”

Så det kan godt koste noget, at have Jyske Månedsinvestering, afhængigt af, hvordan man ser på det.

Jeg kan selvfølgelig ikke vide det, men, hvis du bliver kunde alene med det formål at kunne investere igennem Jyske Månedsinvestering… ja så tror jeg, at du er den første.

Hvilke fonde kan jeg investere i?

Med Jyske Månedsinvestering, kan du investere i tre forskellige fonde.

  • Forsigtig
  • Moderat
  • Offensiv

Som du nok kan tyde ud fra navnene, passer de til tre forskellige risikoprofiler.

Jyske Månedsinvestering fonde

De indeholder aktier og obligationer, men der er skruet lidt på mængden af hver, for samlet set at kunne tilbyde tre fonde, der nok dækker størstedelen af behovet.

Tre fonde kan lyde af lidt, men her synes jeg faktisk, at Jyske Bank gør det rigtige.

En månedsinvestering skal være nem og ligetil. Er den det, hvis der er 100 fonde at vælge imellem, som kan kombineres på kryds og tværs?

Jeg kan bedst lide Nordnets månedsopsparing, men vi kommer ikke udenom, at samtlige debatgrupper og fora er fyldt med spørgsmål til, hvad man bør vælge af fonde dér. For mange, især begyndere, er det et kompliceret og svært valg.

Jyske Bank gør det nemt.

Fondene er tilmed passive, hvilket er første gang, jeg har set et passivt produkt fra netop den bank.

De er notorisk kendte for proppe aktiv investering ned i halsen på deres uvidende kunder.

Problemet er bare, at fondene er relativt dyre.

De årlige administrationsomkostninger lyder på 0,68%, hvilket er højt for danske passive fonde.

Til sammenligning kan du få Sparindex Globale Aktier til 0,50% eller Danske Invest Global Indeks til 0,40%. Kombinerer du dem med Sparindex Stabile Obligationer til 0,19% for at tilpasse porteføljen til din risikoprofil, falder de samlede årlige omkostninger yderligere.

Jyske Månedsinvestering er derfor nemt, men dyrere sammenlignet med konkurrenterne.

Hvorfor investere med Jyske Månedsinvestering?

Når du skal vurdere, om Jyske Månedsinvestering er den rigtige løsning for dig, er der to grundlæggende ting at kigge på.

  • Det ydre
  • Det indre

Det ydre handler om, hvorhvidt Jyske Månedsinvestering gør det, en god månedsopsparing skal gøre.

Er det nemt at bruge? Er det billigt? Er det fleksibelt?

Her er svaret ret entydigt “ja”.

Hvis du i forvejen er kunde i banken. Det vender vi lige tilbage til.

Du kan nemt åbne en konto. Der er intet depotgebyr eller kurtage ved salg. Du bestemmer selv, hvor meget du vil investere hver måned og da der kun er tre fonde at vælge imellem, er det eneste du skal forholde dig til, hvilken af de tre muligheder, der passer bedst til din risikoprofil.

Nemt.

Det indre omhandler selve investeringen, som jo er hovedformålet med at investere.

Det er for så vidt godt, at Jyske Bank holder tingene så simple med kun tre fonde. Det er også godt, at de holder sig til passiv investering. Det havde jeg faktisk ikke troet på, at de ville gøre.

Problemet er bare, at omkostningerne er for høje. De er ganske enkelt ikke konkurrencedygtige.

Medmindre man opfatter konkurrencen som en aktiv fond.

Der er derfor ikke én eneste grund til at benytte Jyske Månedsinvestering, hvis ikke du er kunde i banken i forvejen.

Så hvorfor skal du vælge Jyske Månedsinvestering?

Det skal du, hvis det er meget vigtigt for dig, at alt der har med penge at gøre, er samlet ét sted og det sted er Jyske Bank.

Du skal bare være opmærksom på, at du kan sammensætte en lignende månedsopsparing andetsteds og tilmed billigere, hvilket betyder et højere afkast til dig på den lange bane.

Er Jyske Månedsinvestering en god investering?

Njaa… ikke rigtigt.

De har fulgt alle de andre banker i hælene for at oprette et produkt, der skal kunne konkurrere med Nordnets månedsopsparing.

Det er i sig selv en god idé, både for kunderne og forbrugerne som helhed, da mere konkurrence skaber bedre muligheder.

Jyske Månedsinvestering løser den opgave ret godt… på overfladen. Det er nemt, fleksibelt og billigt.

De har endda begrænset udbuddet af produkter, som jeg mener er en god ting, men som kan opfattes negativt, da det giver færre muligheder.

Så det er i grunden en modig beslutning.

De har set bort fra aktive fonde, som ellers lader til at være bankens DNA, så det er også positivt.

De har bare valgt at lade omkostningerne på deres passive fonde være alt for høje sammenlignet med markedet.

Jyske Månedsinvestering bliver dermed et ligegyldigt produkt.

Det vil nok blive solgt som en god løsning til eksisterede kunder, der ikke kan lokkes over i bankens aktive fonde, men det vil ikke rykke noget som helst i den store sammenhæng.

De burde sænke de løbende omkostninger, så de reelt gik i krig med konkurrenterne på prisen.

Men det er nok ikke formålet. Formålet er ikke at vinde nye kunder, men beholde eksisterende, der ellers ville være gået andetsteds hen.

Trist.

Reklame

GIF EN 300x250

Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.