Min aktiesparekonto i 2024

Min aktiesparekonto får et boost i 2024. Hvad er min strategi, hvad investerer jeg i og hvor meget investerer jeg i 2024?

Min aktiesparekonto får et boost i 2024. Hvad er min strategi, hvad investerer jeg i og hvor meget investerer jeg i 2024?

Er du mere til YouTube? Se med her.

Min aktiesparekonto

Jeg åbnede min aktiesparekonto i 2023, så sammenlignet med mange andre, var jeg lidt sent ude.

Generelt er jeg imod lagerbeskatning, da jeg synes, at det er vanvittigt at betale skat af urealiserede gevinster.

Men skatten er som bekendt væsentligt lavere på en aktiesparekonto og der lader også til at være nogle fordele i forhold til, hvorvidt afkastet tæller imod eventuelt tillæg til folkepension og den slags.

Sidstnævnte er ligegyldigt nu, men måske ikke om 30-40 år, hvis der da ikke er lavet om på tingene inden da.

Min oprindelige plan var at få fyldt aktiesparekontoen op i 2023, men det blev ødelagt lidt, da jeg blev fyret og min indtægt derfor ikke var til at få investeret helt så meget.

Nu er der så kommet udbytte fra mine Sparindex fonde og det giver mulighed for at lave en god indbetaling.

Lad os derfor lige se på min strategi for aktiesparekontoen.

Gratis investeringsplan

Reklame

Norm Invest er den nemmeste måde at investere på. Du starter med en gratis investeringsplan, der sikrer, at din investering passer til dig.

Gør som +85.000 andre og få styr på din risikoprofil med en gratis investeringsplan fra Norm Invest.

Min strategi

Min strategi på min aktiesparekonto er utroligt simpel. Jeg er interesseret i at få en eksponering mod to forskellige aktivklasser.

  • Aktier
  • Bitcoin

Det kan gøre med én investering til hver del.

Når det gælder aktierne, har jeg valgt en ETF.

iShares acwi

iShares acwi er en stor, bred og billig ETF der følger indekset MSCI ACWI, hvilket er tæt på at være hele verdensindekset.

Det betyder, at jeg med en investering i denne ETF får stort set hele verdens aktiemarked ind på min aktiesparekonto.

Nemt.

Dertil er der tale om en rigtig billig investering, da de løbende omkostninger er på 0,20 pct.

Jo lavere omkostningerne er, jo større bliver afkastet til mig.

Når det gælder Bitcoin har jeg valgt MicroStrategy.

MicroStrategy

MicroStrategy er en aktie, der mere fungerer som en stedfortræder for Bitcoin.

Virksomheden ejer så mange bitcoins, at kursen på aktien mere eller mindre følger kursen på Bitcoin.

Da der på en aktiesparekonto er krav til, at fonde skal findes på skats positivliste, hvis du ønsker at investere i dem, er der ikke nogle ETFer, ETPer eller lignende der kan anvendes til at få en eksponering mod Bitcoin.

MicroStrategy er derfor min måde at få bitcoins ind på min aktiesparekonto.

Investeringer i 2024

Her i starten af 2024 er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg kommer til at tjene nok penge til, at jeg vil lave en særskilt investering på min aktiesparekonto.

Da jeg på aktiesparekontoen investerer i en ETF og en enkeltaktie, der ikke handles på den danske børs og det desuden ikke er muligt at anvende Nordnets månedsopsparing på aktiesparekontoen, giver det mest mening at investere beløb af en vis størrelse.

500 kr. bliver simpelthen ædt op af omkostningerne til kurtage og valutaveksling.

Men, så er er der udbyttet.

Udbytte 2024

Jeg har modtaget en pæn slat udbytte fra mine Sparindex fonde på mit almindelige aktiedepot og de kan passende kanaliseres over på aktiesparekontoen, så jeg kan få investeret noget mere her.

Jeg fik et samlet udbytte på 26.151 kr., hvilket bliver til 19.090 kr. efter skat.

De penge er kommet ind på aktiesparekontoen, så jeg kan få dem investeret her.

Jeg har valgt at investere det hele i iShares ACWI ETFen, da jeg har en ret stor beholdning MicroStrategy på kontoen allerede.

I forhold til min risikoprofil giver det derfor mest mening at få nogle flere aktier.

Jeg købte 38 stk. til kurs 71,76 EUR.

Efter købet består min aktiesparekonto af:

  • 71 stk iShares ACWI til en værdi af 37.994 kr. i alt
  • 12 stk. MicroStrategy til en værdi af 41.769 kr. i alt

Samlet set 80.259 kr. (Der er også lidt kontanter, da jeg ikke kunne købe for hele beløbet)

Så må vi se, hvordan min aktiesparekonto udvikler sig i løbet af 2024.

Skat i 2024

En aktiesparekonto er lagerbeskattet, hvilket betyder, at skatten for 2023 betales i 2024.

Mit afkast for 2023 var 25.301,63 kr. og med en beskatning på 17 pct., betyder det, at jeg d. 15. februar skulle betale 4.301,28 kr. skat.

Nordnet trækker selv pengene og indberetter dem og derefter findes der to muligheder for at dække en eventuel negativ saldo.

  • Sælg ud
  • Indbetal skatten

Du kan enten sælge lidt ud af investeringerne eller du kan indsætte et beløb svarende til skatten.

Jeg har valgt at gøre det sidste, da jeg naturligvis er interesseret i, at der står flest mulige penge til at udnytte renters rente.

Følg min aktiesparekonto

Min aktiesparekonto er frit tilgængelig at følge på Shareville, hvis du skulle have lyst.

Det er mit aktiedepot og min aldersopsparing iøvrigt også.

Derudover udgiver jeg en status for min jagt på økonomisk uafhængighed hver måned og der opdaterer jeg naturligvis også på, hvordan det går med min aktiesparekonto.

Hvad investerer du i på din aktiesparekonto?

Må din opsparingsrate være høj og dit afkast gennemsnitligt – Sune

Nordens største kryptobørs

Reklame

Firi Nordens største kryptobørs

Investér i krypto, nemt og sikkert hos Firi.
Det tager 3 minutter at oprette dig.

Investering i kryptovaluta indebærer risiko, og du skal være over 18 år.

12 thoughts on “Min aktiesparekonto i 2024”

  1. Meget interessant indlæg. Jeg er lige begyndt at spekulere på, hvad og hvordan man investerer. Jeg forsøger at være meget opmærksom på mine udgifter, jeg betaler med kort, så jeg har detaljer om alt, hvad jeg bruger penge på. Jeg ved, hvad jeg kan give afkald på for at spare flere penge.

  2. Hej Sune.

    Har du gjort dig nogle tanker om Microstrategy, nu hvor BTC ETFerne er kommet. MSTR købes vel mest, dom en proxy for BTC, men det “behov” kommer ETFerne vel til at udfylde, hvilket kan føre til, at penge flyttes fra MSTR?

    1. Sune Bjørn Andersen

      Ja det har jeg, men der er stadig en række udfordringer ved at lave ændringer.

      Bitcoin ETFerne er… ETFer. På et normalt aktiedepot vil det betyde lagerbeskatning, det er jeg ikke interesseret i.

      På et pensionsdepot a la min aldersopsparing, må jeg ikke købe sådan et produkt, da Nordnet ikke tillader investering i Bitcoin og kryptovaluta på en pension. Hvorfor? Det har de ikke beskrevet.

      På en aktiesparekonto kræver det, at ETFen er på skats positivliste og det er ETFerne med bitcoins ikke.

      /Sune

  3. Du er en sjov cocktail af super konservativ ultra-bred verden index på den ene side, og ekstrem volatil casino-agtig med Bitcoins på den anden side 😁

  4. Hej

    Godt opslag igen! 🙂

    Hvor ikke benytte sig af SPDR MSCI ACWI IMI UCITS ETF istedet for iShares MSCI ACWI UCITS ETF USD?

    Ved SPDR MSCI ACWI IMI UCITS ETF får man også small cap aktier med, så den er vel mere global. Er der noget jeg overser eller er det bare et konsekvent valg du har taget?

    God påske!

    1. Sune Bjørn Andersen

      Godt spørgsmål.

      Jeg kan ikke huske hvorfor, jeg i sin tid valgte IUSQ i stedet til min aldersopsparing, men da jeg er glad for at holde tingene uhyre simple vil jeg helst bare bruge den samme fond alle steder og derfor valgte jeg også den til aktiesparekonto.

      Måske var likviditeten ikke så stor i SPYI den gang.

      Men det kan da godt være, at jeg skulle overveje en udskiftning. Den er både bredere og billigere, så det er svært at argumentere imod.

      /Sune

      1. Samler du køb af Microstrategy så det bliver til færre omgange ift. omkostninger ved køb på aktiedepot og aktiesparekonto?

        16 usd for 1 aktie på 1292 usd giver alligevel lidt i gebyr over mange omgange.

        Selvfølgelig ikke så meget hvis man køber flere af gangen kan jeg se.

        Eller har jeg misset at man kan købe den på en smartere måde?

        Tak for info. Genial og nem måde at investere i bitcoin fremfor at skulle bøvle med wallets mm.

        1. Sune Bjørn Andersen

          “Samler du køb af Microstrategy så det bliver til færre omgange ift. omkostninger ved køb på aktiedepot og aktiesparekonto?”

          Jeg har vist kun købt af to omgange tilbage i 2023, så det er ikke blevet til ret mange handler. Jeg har derfor prøvet at samle det på få handler, for at minimere omkostningerne. Jeg kan ikke se, at der skulle være en særligt smart måde at gøre det på, på en aktiesparekonto.

          Bare vær opmærksom på, at kursen på MicroStrategy er endnu mere volatil end Bitcoin.

          Og ja, det er ret nemt både teknisk og i forhold til skat.

          /Sune

  5. Hej Sune,
    Du nævner ikke noget om fondene er på skats positiv liste her.
    Er det ikke relevant for, at få den lavere skattesats?
    Hvis ja, skal det ikke nævnes som et optineringskriterie til ens aktiesparekonto helt generelt?

    Mange tak,
    Thomas

    1. Hej,

      Det er de, ellers ville jeg ikke kunne købe dem på aktiesparekontoen.

      Og nej, det er ikke relevant for den lavere sats. Alt på en aktiesparekonto beskattes ens.

      Jeg kender ikke kriterierne, men det er fondene selv, der skal søge om optagelse.

      /Sune

Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.