2023 er et overstået kapitel og dermed er det blevet tid til en opdatering for december 2023.
December
December er for mange en måned, der virkelig står i forbrugets tegn.
Sådan er det ikke rigtig hos mig.
Jeg giver ikke julegaver og ønsker heller ikke at modtage nogle.
Generelt vil jeg bare gerne slippe mest muligt for det der forbrugs- og gaveræs.
Mine udgifter er derfor heller ikke skruet ekstra højt op i december, som jeg er klar over er tilfældet for mange andre.
I forhold til Frinans har jeg været ret produktiv i den sidste måneds tid, hvilket jeg er godt tilfreds med.
Ind i mellem har jeg syntes, at det har været rigtig sjovt at lave alt det her og det er ærlig talt længe siden, at jeg har haft det sådan.
Det må gerne blive ved.
Jeg har også lavet en god samarbejdsaftale for det meste af 2024, som forhåbentlig kan bidrage med en god bund i indtægterne året ud.
Det foregår alt sammen på YouTube, så er du mere til bloggen, har det ikke nogen effekt.
Gratis investeringsplan
Reklame
Gør som +85.000 andre og få styr på din risikoprofil med en gratis investeringsplan fra Norm Invest.
December i tal
Den korte version.
- Indtægter: 8.936 kr
- Udgifter: 7.719 kr.
- Investering: 5.300 kr.
- Porteføljen: 1.715.012 kr.
Lad os se nærmere på indtægterne.
Indtægter
Samlet set havde jeg indtægter i Frinans på 8.936 kr. før skat, så der var tale om en pæn nedgang i forhold til november og oktober.
Gennemsnittet det sidste års tid har været 9.734 kr., så det har været en måned, der trækker lidt ned.
Sådan er livet som selvstændig og nok især som sådan en influencer type, som jeg vel i princippet er.
Nogle måneder kan der måske være freelance arbejde.
Andre måneder kan der være en god sponsoraftale.
Nogle måneder er der mindre af slagsen og appetitten på reklamelinks er måske også i bund.
Sådan er det.
Vi går videre til udgifterne.
Udgifter
Mine udgifter for december måned fordelte sig således:
- Bolig: 4.435 kr.
- Faste udgifter: 376 kr.
- Transport: 0 kr.
- Mad: 2.277 kr.
- Diverse: 631 kr.
I alt 7.719 kr.
Boligposten reflekterer meget godt mine nye lavere udgifter til min lejlighed i Århus.
Der var ingen større regninger under de faste udgifter.
Jeg har ikke brugt offentlig transport i december.
Madposten var relativt gennemsnitligt for 2023.
Diverseposten indeholder en enkelt tur til Ikea plus det løse, så den er også ret lav.
I gennemsnit har mine udgifter de seneste 12 måneder været på 13.455 kr., så december er en måned, der trækker gennemsnittet ned.
Sådan vil det nok være det første halve års tid af 2024, efterhånden som månederne med en dyr lejlighed i København stille og roligt træder i baggrunden.
Vi går videre til investeringerne.
Investering
Jeg investerede i alt 5.300 kr. i december. De 5.000 kr. blev investeret på mit aktiedepot og de 300 kr. købte jeg bitcoins for hos Firi.
Nordnet har fjernet gebyret på månedsopsparingen igen, så jeg tænker, at jeg opsætter en månedsopsparing på 500 kr. til en start i 2024.
Jeg aner jo ikke, om jeg overhovedet kan tjene nok til at leve af det, men jeg vil også gerne blive ved med at investere bare lidt.
Lad os se på afkastet.
Afkast
Det var en god måned for investeringerne og samlet set oplevede jeg en stigning på 68.611 kr. svarende til et afkast på 4,59 pct. når vi korrigerer for indbetalingerne.
Du kan se, hvordan investeringerne fordeler sig herunder.
Aktiedepot
Mit aktiedepot er rygraden i investeringerne og består af tre forskellige investeringer, der hver bidrager med en eksponering mod henholdvis aktier, obligationer og Bitcoin.
- Sparindex globale aktier: 1.304.922 kr.
- Sparindex stabile obligationer: 112.681 kr.
- MicroStrategy: 38.402 kr.
Så er der en aktiesparekonto.
Aktiesparekonto
Min aktiesparekonto består af forskellige investeringer, der hver bidrager med en yderligere eksponering mod aktier og Bitcoin.
- iShares ACWI: 16.869 kr.
- MicroStrategy: 51.200 kr.
Jeg har ydermere investeringer i og igennem Norm Invest.
Norm Invest
Hos Norm Invest har jeg en investering igennem løsningen og aktier i selve virksomheden.
- Norm Invest: 10.940 kr.
- Norm Invest (aktier): 29.731 kr.
Til slut har jeg også en opsparing.
Opsparing
Min opsparing eksisterer af den simple grund, at jeg ikke er tryg ved at investere alt, da jeg er usikker på, om jeg kan leve af Frinans.
- Opsparingskonto: 150.267 kr.
Tæller vi investeringerne og opsparingen sammen, er værdien 1.715.012 kr.
Det går den rigtige vej.
Lad os lige tage et hurtigt kig på pensionerne også.
Pension
Mine pensioner består af henholdsvis en arbejdsmarkedspension i både en livrente og en ratepension samt en aldersopsparing.
- Arbejdsmarkedspension: 495.684 Kr.
- Aldersopsparing: 36.259 Kr.
I alt 531.943 kr.
Det var det for december.
Jeg håber, at du er kommet godt ind i det nye år.
Må din opsparingsrate være høj og dit afkast gennemsnitligt – Sune
Nordens største kryptobørs
Reklame
Investér i krypto, nemt og sikkert hos Firi.
Det tager 3 minutter at oprette dig.
Investering i kryptovaluta indebærer risiko, og du skal være over 18 år.
Hej,
Hvad er det for en ishares du benytter? Umiddelbart kan jeg se to på nordnet.
Og godt købt af microstrategy!
IUSQ