Måneden der gik december 2016 og Året der gik 2016

Året der gik 2016 Frinans

I dette indlæg vil jeg kigge lidt tilbage på, hvordan året 2016 gik i forhold til frinanserne.

Først og fremmest vil jeg lige sige, at der er sket ret meget i 2016. Det er det første år, hvor jeg har lagt et budget og tracket mine udgifter. Det er det første år hvor jeg systematisk har investeret i løbet af hele året. Og sidst, men ikke mindst, er jeg begyndt at blogge om min privatøkonomi. Dette indlæg erstatter den månedlige opdatering om porteføljen. Men lad os dykke lidt ned i nogle af højdepunkterne fra 2016.

Artikler – børsen og nordnetbloggen

Da jeg startede med at blogge midt inde i 2016 tænkte jeg, at det kunne være sjovt, hvis der overhovedet var nogen, der ville kigge med. Det er der og jeg oplever også at folk både kommenterer og sender mig mails. Herudover er jeg blevet interviewet af Nordnet til Nordnetbloggen og interviewet af Børsen og omtalt som en aktieskildpadde. Det havde jeg ikke lige forestillet mig og det var et par sjove oplevelser. Det var sjovt at blive udfordret på investeringsviden og at skulle fortælle om min strategi og ikke mindst min famlen hen imod at skabe en strategi. Hvem ved, hvad der mon sker på denne front i 2017? Jeg kan godt fortælle, at der er noget i støbeskeen, men nu må vi se om det bliver til noget.

Budgettet i 2016

Mit budget for 2016 så således ud:

2016 budget 

Indtægter: 18000

Faste udgifter: 6000

Diverse udgifter: 2000

Opsparing: 1000

Investering: 9000

Opsparingsrate: 50

Månedsgennemsnittet endte med at se således ud:

2016 budget 

Indtægter:18561

Faste udgifter: 6214

Diverse udgifter: 2023

Opsparing: 1000

Investering: 9323

Opsparingsrate: 56

I indtægter er også medregnet omkring 4000 som stod på min konto fra året før.

Det er jeg faktisk ganske godt tilfreds med set i lyset af, at jeg aldrig før har lagt et budget for så at aktivt overvåge, hvorvidt jeg overholdt det. Jeg giver mig selv et lille klap på skulderen. Ser jeg på alle mine udgifter, fordeler mit forbrug sig således:

Udgifter 2016

Husleje, som er den største udgift, vil være drastisk at gøre noget ved. Jeg betaler et fast beløb hver måned uanfægtet forbrug, så det forbliver det samme, medmindre huslejen stiger lidt. Ellers er der ikke så meget at sige til det, andet end, at jeg nok vil forsøge at skære mere i diverseposten. Det vil jeg komme lidt mere ind på i et indlæg om strategi og tal for 2017 i næste uge.

Networth udvikling

Hvad var jeg værd og hvad er jeg værd nu?

Da året startede så det således ud:

Investering     50.000 DKK

Indskud          12.000 DKK

Opsparing.              0 DKK

Gæld            -33.000 DKK

Networth = 29.000

Her ved slutningen af 2016 ser det således ud:

Investering     167.000 DKK

Indskud           12.000 DKK

Opsparing.      12.000 DKK

Gæld             -33.000 DKK

Networth = 158.000

Det er da en fin udvikling. Det går i hvert fald den rigtig vej.

Så må vi se, hvor langt jeg når i 2017.

Porteføljeudvikling

Jeg har forsøgt mig med flere forskellige ting i 2016. Jeg har handlet aktivt og investeret passivt. Jeg har tjent penge på nogle handler og tabt på andre. Alt i alt går mine aktive handler i et lille minus og hertil skal yderligere ligges kurtage. Sikkert er det dog, at jeg har lært en masse. Ville porteføljen have været mere værd, hvis jeg kun havde investeret passivt og fulgt den strategi jeg selv advokerer… ja det ville den. Der er gået nogle penge tabt på kurtager osv. men det har jeg ikke tænkt mig, at dvæle for meget ved. Alt i alt, er jeg godt tilfreds med 2016 i forhold til investeringer. Yderligere har jeg stadig 2 enkeltaktier, Hugo Games og Thin Film Electronics. Disse to repræsenterer rigtig godt hvad der kan ske på det psykiske plan når man handler eller investerer aktivt. Jeg har tabt omkring 50% på Hugo Games, men har svært ved at sælge den af to grunde. Dels fordi jeg har tabt penge og min hjerne og min stolthed fortæller mig, at handlen stadig kan nå at blive positiv og dels fordi, at jeg vil ærgre mig gul og blå, hvis jeg solgte den nu og den så ender med at stige helt vildt. Det sværeste for mig, i forhold til investering, har jeg fundet ud af ikke er at tabe nogle penge på den korte bane, men at gå glip af stigninger jeg mener jeg burde have kunnet få del af. Logisk giver det ikke mening, men sådan tænker min hjerne, læg også mærke til, hvordan jeg lige tager afstand fra mig selv der. I forhold til Thin Film Electronics, så tror jeg virkelig meget på casen og jeg ville også her have det enormt svært med at gå glip af en større stigning. Skulle jeg begynde med at investere i dag, ville jeg styre fuldstændig uden om de her enkeltaktier, men jeg har åbenbart meget svært med at skille mig af med dem, når nu jeg har købt dem. Det er nok på det her punkt jeg har lært mest i forhold til investeringer. Jeg har kunnet læse nok så meget om den ene, anden eller tredje strategi og troet på, at jeg altid vil være objektiv og rationel, men når alt kommer til alt, er jeg det overhovedet ikke. Jeg tror de største fordele med passiv investering for mig er, at det er nemmere at forstå, nemmere at administrere, sandsynligvis giver mig et bedre afkast og vigtigst af alt på den lange bane, jeg sover bedre om natten.

Årets opsparingsrate: 56%

I mit budget viste regnestykket egentlig 56%, men jeg tænkte egentlig for mig selv, at kunne jeg nå 50%, halvdelen af min indtægt, ville jeg være godt tilfreds. Jeg opnåede så rent faktisk de 56%, så det er jeg rigtig godt tilfreds med.

Godt nytår til dem der har læst med her. Jeg fortsætter ufortrødent i 2017 og I skal være mere end velkomne til at læse med og følge mine frinansers færd.

Nordens største kryptobørs

Reklame

Firi Nordens største kryptobørs

Investér i krypto, nemt og sikkert hos Firi.
Det tager 3 minutter at oprette dig.

Investering i kryptovaluta indebærer risiko, og du skal være over 18 år.

4 thoughts on “Måneden der gik december 2016 og Året der gik 2016”

  1. Rigtig godt gået. Tillykke med et godt år!

    Bruger du Spiir til at tracke dine omkostninger? Synes det er et super site, så ville bare lige nævne det.

    Angående din portefølje så ser jeg at thinfilms og hugo games (og en række andre småaktier) er blevet virkelig hypet i det her miljø. Man kan næsten ikke besøge en Nordnet-portefølje uden de er tilstede. Vil bare advare om, at det er investeringer med høj volatilitet og virkelig meget hype. Køb dog en lotto-kupon hver måned og få stillet lysten til gambling, det er teoretisk set billigere i længden.

    Hvis vi piller alt den menneskelige psykologi om tab og gevinster og hypede aktier fra, så siger teorien jo, at den brede portefølje af aktiver vinder over tid, når man måler risiko i forhold til afkast. Hvis man virkelig er risikovillig, så er det eneste man skal gøre at geare sin investering.

    Jeg respekterer selvfølgelig, at alle investerer forskelligt, og at det hele ikke skal være kedeligt det hele. Det er jo også et spørgsmål om, hvilken tidshorisont man investerer i forhold til. Jeg er personligt i det på den lange bane!

    Godt nytår, glæder mig til flere indlæg!

    1. Ja, jeg bruger Spiir, men tracker også selv for bedre at kunne beregne og lave grafer osv. I det længere løb vil jeg nok i højere grad overgå til en tjeneste som Spiir. Jeg er som udgangspunkt helt enig med dig. Jeg skriver jo for så vidt også, at det ikke giver logisk mening for mig at have Hugo Games og sikkert også Thin Film, jeg har bare svært ved at skille mig af med dem 🙂 Det kan være, at jeg bliver klogere.

  2. Det er meget imponerende at du kan holde dine faste udgifter på blot 6.000 kr. pr. måned. Jeg er selv studerende og har faste omkostninger på 4.000 kr. pr. måned, hvilket inkluderer husleje, forsikringer og abonnementer.
    Jeg regner med at de faste udgifter vokser gevaldigt når jeg bliver færdiguddannet og må flytte ud af studieboligen.

    1. Hej,
      Mange tak. Jeg er med på, at det er et relativt lavt tal. Det er en blanding af held og så selvfølgelig også at holde sig til et lavt budget. Mine udgifter steg også, da jeg flyttede fra studiebolig, men heldigvis bor jeg stadig relativt billigt set i lyset af, at jeg bor midt i en større by i Danmark. Derudover hjælper det en hel del, at lave det meste mad selv og tage madpakker med på arbejde 🙂 Det skal også med i beregningen, at jeg ikke medtager abonnementer i mine faste udgifter som du gør. Men held og lykke med budgettet, det skal nok gå fint! 🙂

Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.