Pension er svært og kedeligt, men vigtigt. Skal jeg investere min pension selv? Lad mig hjælpe dig med at finde ud af det.
Tjekliste til dig, der overvejer at administrere din pension selv
Indlægget går basalt set ud på at afklare de forskellige aspekter af spørgsmålet “skal jeg investere min pension selv?”
Tjeklisten er en art opsummering.
- Har du mulighed for at administrere din pension selv?
- Hvilke konsekvenser har det for dine forsikringer?
- Hvilke konsekvenser har det for udbetalingstidspunktet?
- Er du komfortabel med gør-det-selv investering?
Vi starter med det sidste.
Gratis investeringsplan
Reklame
Gør som +85.000 andre og få styr på din risikoprofil med en gratis investeringsplan fra Norm Invest.
Gør-det-selv vs. Andre gør-det-for-dig
Helt grundlæggende er der to veje at gå, når det gælder investering.
- Gør-det-selv
- Andre gør-det-for-dig
Nordnet er en platform til dig, der ønsker at gøre-det-selv. Dit pensionsselskab er en andre gør-det-for-dig løsning. Som regel. Nogle pensionsselskaber giver dig mulighed for en ret stor selvbestemmelse, under de rette forudsætninger.
Der er ikke én vej, der er den rigtige.
Som med så meget andet i livet, handler det om dig, dine evner, din risikovillighed, disciplin, fokus og den slags.
Hvis du enten ikke gider eller magter at sætte dig ind i tingene, så er gør-det-selv vejen sjældent den rigtige. Det gælder ikke kun investering, men så meget andet også.
Det betyder, at hvis du skal overveje at gøre det selv, skal du have et minimum af mod, tid og lyst til at forstå det mest basale. Måske lidt mere end det.
Men det kræver også, at du overhovedet må administrere din pension selv.
Privat pension vs. Arbejdsmarkedspension
Når det gælder pensioner i Danmark, findes der flere forskellige typer:
- Ratepension
- Livrente
- Aldersopsparing
- Kapitalpension
- (Folkepension)
Men før vi overhovedet når til det niveau, så skal vi først forstå, hvorvidt der er tale om en privat pension eller en arbejdsmarkedspension.
En privat pension er en, du selv opretter og selv indbetaler til. En arbejdsmarkedspension er en ordning, du har i forbindelse med dit arbejde.
En privat pension kan du flytte, som du har lyst til, hvis ellers modtageren kan tage imod den type af pension. Her springer livrente i øjnene, da det typisk kun er pensionsselskaber, der kan administrere den slags. Du kan derfor ikke flytte en livrente til Nordnet eller Norm Invest.
En arbejdsmarkedspension er derimod vanskeligere at få indflydelse på. Den vil typisk være låst til et bestemt pensionsselskab, så længe du arbejder det pågældende sted.
Skifter du arbejdsplads, har du altid mulighed for at flytte den til den ordning, I bruger på dit nye job, men det er også her, at du måske kan vriste den gamle ordning fri af pensionsselskabet og flyttet den til eksempelvis Nordnet, så du kan administrere den selv.
Det kræver dog, at alt står rigtigt i sol, måne og stjerne. At universet vil dig det bedste og at du har lavet en ofring ved fuldmåne.
Sådan kan det i hvert fald godt føles, når du skal kaste dig ud i at prøve at få lidt medbestemmelse over din egen pension.
Det korte af det lange; spørgsmålet om, hvorvidt det giver bedst mening for dig at administrere din pension selv, er ligegyldigt, hvis ikke du har den mulighed.
Så start med at undersøge, om du overhovedet kan administrere din pension selv.
Forsikringerne
En pension er ikke altid 1-1 sammenlignelig med en almindelig investering. Det er den ikke, fordi en meget stor del af en pensionsordning i Danmark er forsikringer.
Hvad der bedst kan betale sig, hvis vi blot skal sammenligne omkostninger for investeringen hos pensionsselskabet med omkostningerne ved at gøre-det-selv, er i den simplere ende af spektret.
Men, hvad er forsikringerne værd?
Jeg kan desværre ikke give dig svaret, det må du selv tumle med.
Men, hvis forsikringer er en del af din pension, er det værd at overveje, om de er vigtige for dig.
Det svar finder du ikke i bunden af et excelark et sted, så der må du få aktiveret de små grå en gang eller to.
Udbetalingstidspunktet
Et andet aspekt er, at nogle ordninger indeholder muligheden for udbetaling x antal år før tid.
Det kan forsvinde eller forringes, hvis du flytter din pension.
Det er værd at overveje, om denne mulighed er vigtig for dig.
Skat
Du skal betale skat din pension, ligesom med alt andet. På en pensionsordning betaler du PAL-skat, som lyder på 15,3% efter lagerprincippet.
Er din pension investeret igennem et pensionsselskab, klarer de den slags for dig.
Kaster du dig ud at gøre-det-selv, er det dit ansvar.
Det er ikke specielt kompliceret sammenlignet med så meget andet, men er du typen, der kunne slå nogen ihjel bare du skal bruge 5 minutter på din årsopgørelse, er det værd at tage med i overvejelserne.
Basalt skal du sørge for, at der står kontanter på depotet svarende til 15,3% af sidste års afkast omkring midten af januar.
Det er det.
For nogle er det noget, der kræver 2 minutter af deres tid en gang om året.
For andre er det en totalt uoverskuelig opgave.
Det er en god test for, om du i virkeligheden er en gør-det-selv type, når det gælder investering.
Min arbejdsmarkedspension
Min pension igennem tiden har været et studie i, hvor komplekst og besværligt hele pensionssystemet i Danmark er.
Til at starte med, var jeg ansat på Aarhus Universitet og fik en arbejdsmarkedspension dér. Det var en ordning hos daværende MP Pension, i dag AkademikerPension.
Der var tale om en livrente og jeg havde ingen muligheder for at ændre den. Jeg havde heller ikke den store indflydelse på strategien. Jeg havde ingen indflydelse på risikoen, hvilket er fuldstændig vanvittigt.
Så blev jeg ansat på Københavns Universitet og fortsatte med samme ordning. Her fik jeg dog omlagt noget af pensionen til en ratepension, for det kunne man åbenbart godt. Det var der bare aldrig nogen, der havde fortalt mig noget om. Jeg fik også ændret fra en gennemsnitsrente til en markedsrente.
Så er jeg også ude over kursværn.
Det var mange mærkelige ord, hvis du aldrig har forholdt dig til den slags før.
Alt det gøgl er jeg gået mere i dybden med i indlægget om min arbejdsmarkedspension.
Da jeg så blev ansat hos Norm Invest, øjnede jeg muligheden for at få fingrene i pensionen selv.
Men ak, sådan skulle det ikke gå.
Livrentedelen var jeg nok godt klar over, at jeg ikke kunne få lov til at administrere selv, men jeg havde dog håbet på, at det der var blevet til ratepension var en anden snak.
Det var det ikke.
Begge dele befandt sig nemlig på den samme police. Fancy ord for aftale. De kunne derfor ikke splittes op, fordi… ja det fandt jeg faktisk aldrig ud af, men sådan var det bare.
Grandhood
Så derfor flyttede jeg hele min pension med over til den ordning, der blev brugt på min nye arbejdsplads, som er Grandhood.
Her kunne jeg skrue op for risikoen, hvilket giver det potentielt største afkast over tid.
Og så bruger de Vellivs indeksprodukter, så der er tale om passiv investering.
Og jeg kan selv vælge, om jeg ønsker nogle former for forsikringer.
3 ret gode plusser.
Det er selvfølgelig også meget sjovt, at mit pensionsselskab holder til på etagen under min arbejdsplads og at jeg ofte snakker investering med medarbejderne derfra i køen til kaffemaskinen, kantinen eller på trapperne.
Det er en fed virksomhed og det er nogle ualmindeligt sympatiske og dygtige mennesker der arbejder der, så det er jeg meget tilfreds med.
Min aldersopsparing
Derudover har jeg en mindre aldersopsparing, som jeg indbetaler til hvert år.
Den findes på Nordnet og her er alt investeret i én bred og billig indeksfond i form af en ETF.
100% aktier er selvfølgelig en høj risiko, men min tidshorisont er også temmelig lang, så det hænger meget godt sammen.
Hvorfor en ETF?
Jeg har valgt en ETF i stedet for en dansk indeksfond, fordi omkostningerne er så meget lavere. Over tid gør det en ret stor forskel.
Når det gælder en pension, bliver alt lagerbeskattet og derfor er der ikke forskel på danske indeksfonde og udenlandske ETF’er i den henseende.
Det er ofte dyrere i handelsomkostninger at købe en ETF, både i form af kurtage og valutaveksling, så det bliver et spørgsmål om, hvorvidt de lavere løbende omkostninger opvejer de højere handelsomkostninger.
Skal det holdes totalt simpelt, kan du sagtens bare bruge Sparindex Globale Aktier til pension, hvis du også bruger den til dit almindelige aktiedepot. En billigere ETF er bare en form for optimering.
Jeg er selv meget fristet af blot at have den samme indeksfond i alle ordninger, fordi det er et udtryk for en ekstrem simplicitet og dermed mindre at skulle forstå og forholde sig til osv. Det er på en eller anden måde den ultimative minimalisme, når det gælder investering.
Ville jeg gøre det samme med min arbejdsmarkedspension, som jeg gør med min aldersopsparing, hvis jeg havde muligheden for at investere de penge selv?
Ja.
Helt efter principperne for simpel investering.
Så må vi se, om det en dag bliver muligt.
Skal du investere din pension selv?
Jeg håber, at du er blevet mere afklaret.
Må din opsparingsrate være høj og dit afkast gennemsnitligt
Nordens største kryptobørs
Reklame
Investér i krypto, nemt og sikkert hos Firi.
Det tager 3 minutter at oprette dig.
Investering i kryptovaluta indebærer risiko, og du skal være over 18 år.