Vi er blevet gift og i den sammenhæng har vi fået fællesøkonomi. I dette indlæg kan du blive klogere på, hvordan vi forvalter det i praksis.
Vi har en fælles konto, hvor vores løn går ind og vi betaler vores faste regninger.
Derfra overfører vi fast et beløb til hver vores forbrugskonto og til vores depoter hos Nordnet hver måned.
Jeg har ligeledes en erhvervskonto til Frinans.
I indlægget her skal vi se nærmere på, hvordan vi har struktureret vores økonomi herhjemme efter, at vi fik fællesøkonomi i forbindelse med, at vi blev gift.
Fællesøkonomi = Fælles nemkonto
Det hele starter med en fælles konto, som også er vores individuelle nemkonto. Det er her, at vores løn udbetales til og her, at vores fælles regninger betales fra.
Det betyder, at størstedelen, hvis ikke alle, vores betalingsservice-aftaler er tilknyttet denne konto. Vi har brugt en del tid på at snakke sammen om, hvilke udgifter der hører til her. Jeg er ikke sikker på, at det er noget vi er helt færdige med at snakke om, men i det store hele er vi enige.
Her finder vi altså udgifter til husleje, indkøb forsikringer og den slags.
Vi finder også udgifter til transport, fitness og mobil.
Det sidste er udgifter, jeg tidligere selv har kategoriseret som værende forbrug og derfor ikke faste udgifter, men sådan kører det ikke længere.
Vær opmærksom på, at fælleskonti og betalingsserviceaftaler spærres midlertidigt, hvis den ene part dør.
- Se mere her: Fælles bankkonto ved dødsfald.
Herfra er ligeledes oprette faste månedlige overførsler til forbrugskonti og investering.
Lad os se lidt nærmere på det.
Vores egen forbrugskonto
Vi har oprettet en fast månedlig overførsel til hver vores forbrugskonto. Beløbet lyder på:
- Lommepenge pr. person: 1.500 kr.
Vi betragter det som en art lommepenge. Pt. har vi hver vores lunar-konto og pengene er derfor komplet adskilt fra vores fælles konto.
Herudover beholdte vi hver især en opsparing på 20.000 kr. på hver vores forbrugskonto. Bruger vi ikke alle de 1.500 kr. hver måned, så sparer vi egentlig bare op på hver vores forbrugskonto. På den måde er det muligt at spare sammen til større ting.
- Forbrugsopsparing pr. person: 20.000 kr.
For nogle lyder det fuldstændig tosset, at voksne mennesker på den måde skal have lommepenge. Det skal de selvfølgelig have lov til at synes, men lad mig prøve at forklare galskaben.
Hvorfor?
Målet for os begge er, at vi sparer op og investerer for at blive rigere og få flere muligheder i fremtiden. Ved at have et budget at forholde sig til, sikrer vi, at vi kan holde forbruget nede og investere en stor del af vores penge. For mig personligt er det ikke bare et spørgsmål om spare op, det er også et filosofisk spørgsmål om forståelsen af, at lykke ikke kommer af et højt forbrug.
Ved at holde forbrugskontoen adskilt fra fælleskontoen sikrer vi, at den anden ikke har nogen mulighed for at se, hvad pengene bruges på. Vi er således helt og aldeles frie til at bruge pengene, præcist som vi har lyst.
For mig er det blandt andet et spørgsmål om ikke at hive mine spartanske idéer og forbrugsmønster ned over hovedet på Katrine. At vi har en fælles plan og fælles retningslinjer gør, at vi er åbne om, hvordan vi gør overfor hinanden.
At jeg så får svært ved at forbruge 1.500 kr. om måneden, er min hovedpine. Måske jeg bare skal købe flere bitcoins.
Fællesøkonomi: Investering
Vi har også oprettet en fast overførsel til hvert af vores depoter hos Nordnet, hvor vi begge investerer efter principperne for simpel investering igennem månedsopsparingen.
Til at starte med oprettede vi bare en overførsel der stemte overens med hver vores indtægt:
- Sune: 15.000 kr.
- Katrine: 5.000 kr.
Efterfølgende har vi så snakket en del om det og det er egentlig ulogisk, at vi skulle overføre noget forskelligt, da vi jo netop har fællesøkonomi. Da vi havde en del opsparing på vores fælles konto og der kom ekstra ind på kontoen i form af feriepenge, så lavede vi den om:
- Sune: 15.000 kr.
- Katrine: 15.000 kr.
Jeg tror ikke, at vi tjener nok til at kunne holde beløbene så høje på sigt, så det udestår, hvad vi så gør efterfølgende.
Lige pt. undersøger jeg muligheden for enten at have et fælles depot hos Nordnet eller at vi blot har ét depot i ét navn og så får den anden en fuldmagt til depotet også.
Edit: Svar fra Nordnet: “Det har tidligere været en mulighed at oprette et fælles depot. Derfor er der også stadig nogle, som har sådan et. Det er ikke længere et produkt, som vi tilbyder, og det kan derfor ikke oprettes.”
Frinans
Jeg har jo også en selvstændig virksomhed ved siden af alt dette. Tidligere, da jeg kun havde Lunar og endnu ingen fællesøkonomi, kunne jeg ikke få lov til at bruge min personlige konto til min virksomhed.
Det må man godt ifølge loven, når der er tale om en enmandsvirksomhed, men det er op til banken.
Jeg har derfor også en erhvervskonto til min virksomhed hos Lunar.
Da der er tale om en enmandsvirksomhed i form af et PMV, personlig mindre virksomhed, så er de penge at betragte som en del af min personlige penge og ikke låst i virksomheden, som det ville være tilfældet med et selskab af en art.
Vi har faktisk ikke talt om, hvad vi lige skal gøre i den her henseende. Hvis nu jeg køber noget grej til Frinans, skal det så i nogen grad påvirke min forbrugskonto?
Jeg ved det ikke, det må vi lige finde ud af. Men der er i hvert fald også en konto dér.
Faktisk har jeg også en konto hos Revolut, da jeg kan sende og modtage Euro uden nogen omkostninger, men den fylder meget lidt i det her setup. Vi kan blandt andet også bruge den, når vi engang kan få lov at tage på ferie til udlandet igen.
Hvordan gør I med fællesøkonomi? Skriv gerne en kommentar.
Nordens største kryptobørs
Reklame
Investér i krypto, nemt og sikkert hos Firi.
Det tager 3 minutter at oprette dig.
Investering i kryptovaluta indebærer risiko, og du skal være over 18 år.
Hold da op, sådan ville jeg ikke turde sætte det op. Jeg ved godt I (ligesom os) er ret unge, men skulle det mod forventning ske at en af jer dør, så bliver fælleskontier lukket for adgang til den efterlevende ægtefælle (dog kan PBS regninger stadigvæk køre over fælleskonti). Men det betyder, at ind til de bliver åbne for den efterlevende (måske først når boet er gjort op), så skal den efterlevende leve af egen løn (men jo først fra det tidspunkt de ikke længere udbetales til fælleskontoen – og det er måske ikke det første man tænker på at ændre efter en ægtefælles dødsfald), egen lommepengekonto (som jeg selvfølgelig ikke ved hvor meget I hver især har stående på, men det er vel ikke nødvendigvis de store opsparinger, der står der) og ellers skulle realisere sine investeringer for at kunne købe mad mv frem til pengene på fælleskonti frigives.
Vi har derfor sat det anderledes op. Vi har hver vores lønkonto, hvor der så vidt muligt altid står de 50.000 kr som vi hver især kan få 3 % i rente på – så er vi sikret at kunne bruge det beløb + fremtidige lønindtægter, til at leve for, hvis der skulle ske den anden noget. Derudover har vi en fælles konto til alle udgifter, der trækkes fast, samt mad og andre fællesudgifter som tages på de dankort vi har tilknyttet fælleskontoen (skal der bruges visadankort må vi trække fra vores respektive lønkonti) – men der står som regel kun et par tusinde til variable forbrugsafgifter ud over det, der skal betales den givne måned af regninger (jeg holder aktivet øje med dette – min mand derimod har bare en fast overførsel fra sin lønkonto til fælleskontoen). Og så har vi en fælles opsparingskonto, som vi fx trak på nu hvor den 15 år gamle bil med 375.000 kørte km bag sig skulle opdateres til en nyere, brugt model (en konto som dog ikke skal have penge på medmindre vi ved at der inden længe kommer en større konkret udgift – mindre uforudsete omkostninger kan vi fint dække af opsparingerne på vores lønkonti). Derudover har vi siden i sommers investeringer hos Nordnet – endnu kun i mit navn (så der er en fast overførsel fra min lønkonto hertil), men vi anser det for et fælles projekt, så vi skal også have oprettet et depot til manden og købt ind så vi “står lige”. Med fællesøkonomi og nogenlunde samme løn udbetalt hver måned, så er der ingen tvivl om, at vi også skal være lige, når det kommer til udgifter, investeringer mv.
Hej Louise,
Tak for dit input.
Vi har nok på hver vores forbrugskonto til, at det ikke bliver et problem.
Vi synes, at et setup, hvor vi får hver vores udbetaling og så skal sende videre til regninger osv. på en fælles budgetkonto, vil være sværere at danne sig et ordenligt overblik over. Med en okay opsparing burde det andet her ikke være et problem.
/Sune
OK – det fremgik bare ikke af indlægget, at der var nok penge på jeres forbrugskonti. Kun at der blev overført 1500 kr om måneden til hver jeres lommepengekonto – og 1500 rækker ikke langt i en sådan situation.
Hel rigtigt. Jeg har også lige opdateret og smit et link ind til det, du beskriver 🙂
/Sune
Hej Sune
Tak for deling og inspiration!
Min mand og jeg har netop selv undersøgt muligheden for et fælles depot hos Nordnet. Desværre blev også vi klogere på, at dette ikke er en mulighed.
Vi sidder nu og overvejer for/imod:
Depot på eksempelvis min konto hos NN, med fuldmagt til min mand eller,
Vi har hver vores depot, hvor vi som jer indsætter samme beløb og dermed opnår ens opsparing/afkast
Er der nogen overvejelser i har gjort jer, som man skal være særligt opmærksom på her?
Venligst
Tanja
Hej Tanja,
Nej, jeg tror ikke, at der er noget teknisk, man skal være opmærksom på.
Det er mere et psykologisk spørgsmål. Jeg ville personligt have det svært med, at ingen af de penge jeg har kæmpet for at investere de sidste år står i mit navn. Logisk giver det ingen mening, men sådan ville jeg have det. Så vi er stadig i overvejelsesfasen i forhold til, hvad der skal ske.
/Sune
Hvad har I endt med af løsning da det ikke var muligt med fællesdepot hos NN?
Står selv i situationen nu hvor vi ønsker at investere fælles istedet for at afdrage mere på hus.
Hej Trine,
Vi har hvert vores depot og så overfører vi det samme beløb til investering til hvert depot på månedsbasis.
Irriterende, at vi ikke kunne få et fælles depot, men sådan er det åbenbart.
/Sune
Hej Sune,
Har I en nødopsparing/buffer/regnvejrskonto til hvis f.eks. vaskemaskinen går i stykker eller en der kommer en uventet dyr tandlæge regning f.eks.? Og er den på en konto for sig eller inkorporeret i jeres fælles konto (NemKonto)?
Jeg finder din side meget spændende og synes det er en af de bedste på området privatøkonomi og investering for frie midler. Derfor søger jeg også meget inspiration fra din side.
Hvordan tracker/holder i styr på mad/husholdningsbudgettet, når det er en del af den store fælles konto?
Jeg kan sagtens se idéen i at have betalingsservice aftaler, abonnementer som kræver betalingskort, faste udgifter og husholdning samlet på NemKontoen, men hvordan holder man styr på der ikke er et lille overforbrug på husholdning?
Håber mine spørgsmål giver mening.
Kan du svare med en eller anden form for visualisering, ville det være helt kanont! 😀
/Henrik
Hej Henrik,
Vi lader bare lønkontoen have et pænt plus, så der er til uforudsete udgifter. Vi bor til leje, så der vil ikke være nogle regninger til vaskemaskiner og den slags.
Nu er det ret nyt med fællesøkonomi, men umiddelbart tracker jeg bar med netbanken og har jeg et lidt større Excel skema, jeg opdaterer en gang om måneden, hvis jeg skulle få lyst til at lave noget statistik.
Så hvordan man holder styr er ved at følge op. Tidligere brugte jeg Spiir, men nu bruger jeg bare det overblik netbanken kan give. Der er ikke noget hokus pokus i det.
/Sune
Hej Sune,
Okay, det var også lidt sådan jeg tænkte det skulle kører, hvis vi skal gå over til det. Kan ikke helt finde ud af det og skal også lige have min bedre halvdel med på det.
Mange tak for svar og masser af inspiration.
Mvh.
Henrik
Velbekomme 🙂
Hej Sune.
Har i blot oprettet hver jeres konto, depot og månedsopsparingskonto hos Nordnet?
Vi er i samme situation og vil gerne blive klogere på sagen 🙂
Kan godt se det smarte til at lave to lign. månedsopsparinger og investere det samme på de to konti. Måske man blot på acceptere at der vil være to udgifter til kurtage og mindre udgifter i at have to konti fremfor en?
Mvh. Mikkel
Hej Mikkel,
Ja det har vi. Eller det gjorde vi før vi overhovedet blev gift, så det setup har eksisteret i nogle år. Vi ville allerhelst have en fælleskonto hos Nordnet, men det tilbyder de ikke længere.
Vi bruger månedsopsparingen, så kurtage har ingen relevans.
/Sune